Se relaterede produkter

Når nervesystemet går i stykker

Måske du har prøvet at vrikke rundt på foden og oplevet de voldsomme smerter, det kan frembringe. Dem kender mange. Som ren refleks støtter vi mindre på foden, fordi smerten sender en besked til vores hjerne om, at vi skal passe på foden. Det er den akutte form for smerte.

Men der findes en anden form for smerte kaldet neuropatiske smerter. De kan være konstante eller forekomme i anfald af smerter. De kan blandt andet opstå, hvis man ødelægger nervebaner i kroppen i forbindelse med en ulykke. Eller de kan opstå på grund af slid og mange års hårdt arbejde. Sidst men ikke mindst kan de også opstå, uden at man kender den egentlige årsag til smerten. Lige meget hvad, er de kendetegnet ved, at noget i nervesystemet er gået i stykker, og det sender ukorrekte signaler til de nærliggende nerver og dermed giver en smerte, som kan føles forskellig fra person til person. For nogle er den brændende. Hos andre er den eksempelvis jagende eller isnende.

Tag smertestillende medicin – men pas på

De neuropatiske smerter kan være svære at behandle. Typisk vil man ty til smertestillende præparater, når man oplever, at kroppen gør ondt. Det hjælper også i mange tilfælde. Men ved neuropatiske smerter er det sjældent nok med håndkøbsmedicin.

I en mindre periode med stærke smerter kan det derfor være nødvendigt med morfinlignende medicin. Problemet er dog i første omgang, at det kan være stærkt afhængighedsskabende og derfor ikke bør indtages over en længere periode. Samtidig kan det også have bivirkninger, som for eksempel træthed, svimmelhed og forstoppelse. Derfor er det en god idé at bruge håndkøbsmedicin i den udstrækning, det er muligt.

 

Brug for ny medicin

Neuropatiske smerter kan være svære at smertelindre, og derfor er der behov for at udvikle ny medicin, som kan hjælpe de mange mennesker, som hver dag kæmper mod smerterne. Men før det skal ske, skal vi starte med at blive klogere på, hvad der egentlig sker i kroppen, når den er i smerter.

Det bliver lige nu undersøgt nærmere af blandt andet Sara Elgaard Jager, postdoc på King’s College i London. Hun forsker i, hvilken rolle såkaldte hjælpeceller har i forbindelse med udvikling af smerter. Hypotesen er, at de har en afgørende rolle. 

”Vores nervesystem består af nogle superspecialiserede nerveceller, som har hjælpeceller omkring sig på samme måde som hjælperyttere under Tour De France. Vi har en formodning om, at hjælpecellerne spiller en rolle, når man rammes af smerter. Et af mine forskningsresultater viser, at når nerveceller skades, så begynder hjælpecellerne at tiltrække celler fra vores immunsystem. Og celler fra immunsystemet er som regel indblandet ved akutte smerter. Derfor har vi grund til at tro, at de også kan være involveret i de neuropatiske smerters opståen,” forklarer Sara Elgaard Jager til magasinethelse.dk.

Dermed mistænker hun hjælpecellerne for at være medvirkende til at forårsage smerterne.

Og selvom der er et stykke vej endnu, håber hun, at hendes forskningsresultater kan medvirke til at udvikle medicin målrettet til neuropatiske smerter. 

Kilde: magasinethelse.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen