Transportsyge børn – hvad stiller jeg op? Se relaterede produkter

Transportsyge børn – hvad stiller jeg op?

Ferien er i gang, forventningerne er på sit højeste, - og så kaster barnet op i flyet, på båden eller i bilen. De fleste forældre har prøvet det, og det er lige frustrerende hver gang. Bliver dit barn ofte syg under transport? – Her får du vores bedre råd.

”Jeg har det ikke så godt, jeg har ondt i maven.”

De fleste forældre kender scenariet, når barnet fra bagsædet af bilen, på flyveturen eller ombord på færgen pludselig bliver blegt i ansigtet og dårligt. Så er det med at skynde sig at finde en pose frem for at nå at afværge den værste katastrofe.

Transportsyge opstår, fordi ligevægtsorganet i vores øre kommer ud af balance. Når synet registrerer én ting, men balancefornemmelsen fortæller os noget andet. Det kan for eksempel være, hvis landskabet farer forbi gennem bilruden, men kroppen sidder helt stille.

Det er typisk de lidt større børn, der plages af transportsyge. Det skyldes, at de helt små børn ofte kun bruger ligevægtsorganet til at holde balancen og ikke synet. Der er dog undtagelser, så det er vigtigt at være opmærksom på ubehag, ondt i maven eller ændret adfærd, også hos de mindste, når I er på farten.

Symptomer på køresyge

Hvor symptomerne på transportsyge er nemme at genkende hos os voksne og måske også afværges, kan det være sværere for børnene at give udtryk for, hvorfor de pludselig føler sig skidt tilpas.

Når du er på farten med de mindste, er det derfor vigtigt at være opmærksom på følgende symptomer:

  • Barnet bliver døsigt og træt
  • Barnet bliver blegt og sveder måske
  • Barnet begynder at synke mere hyppigt
  • Barnet bliver pludselig stille og indadvendt
  • Barnet klager over ondt i hovedet, maven eller kvalme

Gode råd til at undgå transportsyge

Oplever du ofte, at dit barn får køresyge, er det en god idé at tage nogle forholdsregler for at undgå, at barnet bliver dårligt og kaster op. Tal åbent med barnet om transportsyge, hvorfor det opstår og aftal, at barnet skal sige til, så snart det mærker ubehag, så I kan forsøge at afværge det.

Generelle råd mod køresyge/søsyge/luftsyge

  • Spis ikke for meget og undgå krydret mad
  • Kig ud ad vinduet og fokuser på horisonten
  • Frisk luft giver ilt til hovedet og minimerer kvalme
  • Hold hovedet i ro og hvil nakken på sædets hovedstøtte
  • Drop skærmen/bogen/kortet, som gør, at du kigger ned
  • Sejler du, er det en god idé at opholde sig midt på skibet

En af de største syndere for transportsyge er brug af skærme. Så selvom det er dejligt at kunne holde barnet i ro med sjove spil eller film på den lange tur, er det en rigtig dårlig idé, hvis dit barn har tendens til transportsyge. Det kan i stedet være en idé at lade barnet høre en god lydbog, fordi det er en aktivitet, der tillader, at barnet samtidig kan kigge ud ad ruden.

Medicin mod transportsyge

Du kan købe flere forskellige midler mod transportsyge i håndkøb på apoteket, og nogle af dem kan også bruges til børn. Antihistaminer i pilleform skal tages 0,5-2 timer inden afgang for at opnå den optimale virkning. Du skal dog være opmærksom på, at visse lægemidler mod transportsyge ikke må anvendes til børn under 6 år uden lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg apotekets personale.

Se udvalget af midler mod transportsyge

Ét andet effektivt middel mod køresyge er et akupressurbånd, der udøver et tryk mod akupressurpunktet på hvert håndled. Håndledsbåndene kan både bruges forebyggende, men også afhjælpende, når kvalmen er opstået. Det er dog afgørende, at båndet placeres korrekt for optimal virkning.

Se udvalget af akupressurbånd

Kilder: sundhed.dk, netdoktor.dk, netsundhedsplejersken.dk

Hvor længe køresygepiller virker, afhænger af præparatet, men som udgangspunkt har antihistamin mod transportsyge virkning i 4-8 timer. Det er vigtigt, at du følger indlægssedlens anvisninger og ikke tager mere end én køresygepille ad gangen.

Du kan godt købe køresygepiller i håndkøb. Du skal dog være opmærksom på, at visse præparater ikke må anvendes til børn uden lægens anvisning. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at spørge personalet på apoteket. Køresygepiller skal gives 0,5-2 timer inden transporten, hvis de skal have den optimale virkning. Vær opmærksom på, at de fleste antihistaminer mod transportsyge virker sløvende.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen