Er lusene tilbage efter corona?
Kravet om afstand og isolation under corona-restriktionerne gjorde, at lusebestanden i Danmark blev tæt på udryddet. Men kommer lusene tilbage, nu hvor vi igen er tilbage til mere normale tilstande? Det kunne tyde på det, og flere er allerede begyndt at klø sig i hovedbunden igen.
Når det pludselig klør og kradser i hovedbunden, er det ofte tegn på et luseangreb. De ubudne og irriterende, blodsugende insekter, der lever i vores hovedbund, smitter oftest hurtigt blandt de mindre børn, som sidder ofte hoved mod hoved. Derefter kan det gå hurtigt med at smitte resten af husstanden.
Lus smitter hele året. Hvis man skal tale om en højsæson, er det dog august-november, når børnene igen begynder at lege indenfor, og forældrene ikke har været opmærksomme på udbrud hen over sommeren. Hvor de fleste forbinder lus med kløende hovedbunde, er der dog mange, der slet ikke er generet af det, og så kræver det ekstra årvågenhed at opdage.
Hvordan ser lus ud?
Den voksne hovedlus er mellem 2-3 mm. Den er flad, aflang og har seks ben. Lusens farve kan variere fra gennemsigtig til helt mørk. Det afhænger af, om lusen lige har suget blod.
En voksen lus lever cirka 3 uger, og hunlusen begynder at lægge de første æg, når den er 9-12 dage. Hunlusen kan lægge 5-8 luseæg om dagen, så få lus kan meget hurtigt blive til rigtig mange, hvis ikke man er opmærksom.
Lus angriber alle, så det har intet at sige, om håret er rent og velsoigneret, det er en udbredt misforståelse. Lusen lever af blodet fra hovedbunden, og falder den ud af håret, kan den maksimalt leve 2 døgn, oftest kortere.
Hvordan kæmmer jeg for lus?
Den allermest effektive metode til at fjerne lus er ved gentagne kæmninger, indtil du er sikker på, at alle kryb er ude af håret.
- Vask håret og kom rigeligt med balsam i. Lad balsammen blive i håret, det får lusene til at sidde stille.
- Red håret godt igennem med en almindelig kam eller børste.
- Hold tættekammen helt ind til hovedbunden og træk kammen hele vejen igennem.
- Tør tættekammen af i et stykke papir og gentag bevægelsen i hele håret.
- Gentag kæmningen hver anden dag i 14 dage.
- Det er helt normalt at finde små, nye lus i løbet af de 14 dage. Men finder du voksen lus, skal du starte forfra.
Andre behandlingsformer mod lus
Den kontinuerlige kæmning er højst sandsynligt den mest effektive, men den er også langsommelig. Heldigvis findes der mange præparater mod lus, så som luseshampoo, som også virker meget effektivt mod de små kryb.
Det kan derfor være en rigtig god idé at starte med et lusemiddel og derefter kæmme hele håret og fortsætte hver anden dag i 14 dage, med samme fremgangsmåde som beskrevet i forrige afsnit.
Se udvalget af præparater til behandling af lus i hjemmet.
Er du i tvivl om, hvilket lusemiddel eller tættekam, du skal vælge, er du altid velkommen til at spørge personalet på apoteket.
Kan lus forebygges?
Det kan være dybt frustrerende for både børn og forældre, når der endnu en gang er luseudbrud i skolen eller børnehaven, og I skal bruge timer og atter timer på at kæmme hår, vaske det og skifte sengetøj.
Desværre er der ikke en metode til at forebygge lus. Det bedste, du kan gøre, er at kæmme håret forebyggende i højsæsonen og hver uge sikre dig, at dit barn ikke har lus. Får I lus i hjemmet, er det vigtigt at informere børnehave, skole samt personer, I har været i nærkontakt med for at få stoppet udbruddet hurtigst muligt.
Derudover er det vigtigt at tale med dit barn om, hvordan lus smitter. Når der er udbrud i klassen eller børnehaven, er det vigtigt, at børnene ikke deler huer og hårbørster, fordi lusene lynhurtigt kan sprede sig på den både.
Kilder: sundhed.dk, netdoktor.dk, apoteket.dk, luseguiden.dk
En voksen hovedlus er 2-3 mm., flad og aflang. Den varierer i farven fra gennemsigtig hvid til helt mørk, det afhænger af, hvornår lusen sidst har suget blod. Lusen har seks ben og små antenner. Et luseæg er hvidligt og under 1 mm i længden. De sidder klistret fast på det enkelte hårstrå.
Voksne lus lever cirka 3 uger. Hvis de falder af håret, kan de højst leve 2 døgn uden føde. Når I gennemgår en lusebehandling, er det en rigtig god ide at vaske sengetøj, håndklæder og sovedyr, så du sikrer dig, at lusene er helt væk. Alternativt kan tingene fryses i 2 døgn.
Den mest effektive behandling mod lus er kontinuerlig kæmning. Gør håret vådt og lad balsam sidde i, mens du kæmmer. Brug en tættekam, kæm fra hovedbund til hårspids og gentag i hele håret. Kæm hver anden dag i 14 dage, indtil du er sikker på, at alle lus er. Efter første kæmning er det normalt at kæmme små, nyudklækkede lus ud, men møder du en voksen hovedlus, skal du starte forfra med de 14. dage.