Se relaterede produkter

 

Smertestillende midler – fra håndkøb til recept

Det er slut med at købe større pakninger med smertestillende midler i håndkøb. Læs her hvilke regler der gælder for håndkøbsmedicin, smertestillende medicin på recept og meget mere.

Med virkning fra den 30. september 2013 er større pakninger med smertestillende midler blevet receptpligtige. Du kan nu højst købe pakninger med op til 20 stk. i håndkøb. Det sker for at beskytte dig og andre medicinbrugere.

En pakning købt i håndkøb må i dag højst indeholde 10 gram paracetamol, acetylsalicylsyre eller phenazon – eller højst 4 gram ibuprofen. Indeholder en pakning mere, kræver den nu recept. Baggrunden er, at undersøgelser fra andre lande, der har indført denne receptpligt, viser et markant fald i antallet af dødsfald, der skyldes forgiftning med smertestillende midler med paracetamol.

I Danmark indlægges der hvert år over 2000 patienter med denne type forgiftning. Den nye lov skal forebygge forgiftning og andre bivirkninger ved forkert brug af smertestillende medicin. Forgiftning med paracetamol opstår, når man har taget en større mængde lægemiddel, end kroppen kan klare.

Forgiftning med paracetamol

Præparater, der indeholder paracetamol, er blandt de mest anvendte lægemidler i Danmark. Ved korrekt brug er der ingen fare for forgiftning. Men hvis en enkeltdosering bliver for høj, opstår der livsfare. For voksne kan 6 gram paracetamol svarende til 12 tabletter føre til forgiftning. Ved langtidsbrug er det også vigtigt, at dosis på højst 8 tabletter dagligt ikke overskrides. Ellers kan der også ske forgiftning.

Der indlægges hvert år patienter, der ved en fejl, har taget for meget over en længere eller kortere periode mod deres smerter. Ved overdosering dannes der stoffer, som nedbryder leverens celler. Denne nedbrydning giver en uoprettelig skade på leveren.

Ud over at være den mest anvendte smertelindrer, så hører paracetamol desværre også til de stoffer, som personer i Danmark hyppigst anvender til en tilsigtet forgiftning. Det kan være som et forsøg på selvmord eller som et råb om hjælp uden et reelt ønske om at dø. Undersøgelserne fra andre lande viser, at receptpligten på smertestillende tabletter både giver et fald i antallet af fuldbyrdede selvmord og i antallet af dødsfald, der skyldes leverskader som følge af fejldoseringer. Endvidere ses et fald i antallet af levertransplantationer.

Vær forsigtig med gigtmedicin

En række undersøgelser viser også, at man skal være forsigtig ved brugen af lægemidler af typen NSAID – også kaldet gigtmedicin. NSAID fås i håndkøb med indholdsstofferne acetylsalicylsyre, ibuprofen og phenazon. Denne type lægemidler skal altid bruges i lavest mulig dosis og i kortest mulig tid.

Ved brug af høje doser og ved behandling i længere tid med NSAID, kan der opstå en forhøjet risiko for blodprop i hjertet og hjernen. Risikoen er ikke så høj ved den type gigtmedicin, du kan købe i håndkøb, men Sundhedsstyrelsen har alligevel valgt at lade den nye lov om receptpligt omfatte alle lægemidler fra denne gruppe. Har du hjerte-karsygdom bør du dog aldrig tage NSAID-præparater – håndkøb eller ej. Det samme gælder personer med forhøjet blodtryk.

Bivirkninger i mave og tarm

Alle skal dog være opmærksomme på, at der selv ved den anbefalede dosering af gigtmedicin, kan opstå bivirkninger i mave og tarm i form af smerter, kvalme og opkastning. Disse lægemidler kan også fremkalde mavesår eller forværre et mavesår. Dette er alvorligt – specielt for ældre personer. Har du tidligere haft mavesår, eller har du en øget risiko for det, bør du derfor enten helt undgå NSAID eller tage det sammen med et lægemiddel, der kan beskytte din maves slimhinde. Tal med din læge om dette. Du er også altid velkommen til at spørge os på dit apotek om korrekt brug af smertestillende midler.

Hvilke smertestillende midler kræver recept?

Du kan stadig købe mindre pakninger med smertestillende medicin i håndkøb. Men som noget nyt, skal du have recept på pakninger med mere end 20 stk. Den nye lov omfatter disse lægemidler:

  • Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex og Pamol)
  • Acetylsalicylsyre til smertelindring (f.eks. Magnyl og Aspirin)
  • Ibuprofen (f.eks. Ipren, Ibumetin, Ibuprofen)
  • Acetylsalicylsyre + codein/koffein (f.eks. Treo og Kodimagnyl)
  • Phenazon + koffein eller phenazonsalicylat + koffein og salicylamid (f.eks. Koffein-fenazon og Koffisal)
  • Acetylsalicylsyre som hjertemedicin (f.eks. Hjertemagnyl 150 mg og Hjerdyl 150 mg)

Lovændringen gælder både tabletter, miksturer og stikpiller (suppositorier). Der ændres ikke ved reglerne omkring tilskud til svage smertestillende lægemidler. Lægen skal fortsat skrive ”tilskud” på recepten, hvis du opfylder betingelserne for tilskud.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen