Slip af med sukkertrangen gennem et stabilt blodsukker
Ønsker du, at sukker skal slippe kontrollen over dit liv? Det kan virke helt umuligt, men faktisk er det enkelt at slippe af med din sukkertrang. Med simple råd, kan du komme tilbage til et normalt blodsukker, hvor kroppen ikke længere kalder på hurtige kulhydrater hele tiden.
Du kender det højst sandsynlig godt, når du mærker en uro i kroppen og tanken “har jeg ikke noget lækkert ude i køkkenskabet” dukker op i dit hoved. Og med lækkert mener du noget sødt. Chokolade, vingummier, småkager. Det er som om din krop skriger på det.
Kan man blive sukkerafhængig?
Flere eksperter har efterhånden aflivet myten om sukkerafhængighed. For dit behov bliver ikke stillet, hvis du hælder sukker i munden, som var det kokain.
Alligevel kan mange have oplevelsen af at være afhængig og have en meget stærk sukkertrang, som de har svært ved at slippe af med. Og det er der gode grunde til. Det forklarer Anette Sams, der er farmaceut og ph.d. Hun har tidligere forsket i diabetes og kredsløb og udgav i 2017 bogen Sandheden om sukker.
”Sukkerholdige fødevarer kan drive folk rundt i manegen og give dem følelsen af at miste kontrollen. Det handler om reptilhjernen. Mange oplever for eksempel, når de står op om morgenen efter en juleaften med masser af fed mad og sukker, at kroppen skriger efter kulhydrater. Det kan hænge sammen med, at når du har haft et højt blodsukker, og det begynder at normalisere sig igen, så vil kroppen sende de vildeste signaler for at undgå, at blodsukkeret bliver for lavt”, forklarer Anette Sams.
Adrenalinen giver lyst til hurtig energi
Kroppens arbejde for at undgå lavt blodsukker hænger blandt andet sammen med hormonet adrenalin. Adrenalin sørger for at forsyne dine muskler med energi, så kroppen er klar til flugt i en stresset situation. Ved en længere periode med et højt blodsukker, kan kroppen opleve det som stress. Dine instinkter har lært dig, at adrenalinen forsvinder igen, når du indtager føde med hurtig energi.
”De ekstra kalorier – oftest hurtige kulhydrater – suser over i blodbanen. Herfra skal de, ved hjælp af hormonet insulin, videre ind på lager i muskler, lever og fedt, hvor de venter på at blive brugt. Over halvdelen af os har opbygget insulinresistens, hvor kroppen ikke er særligt god til at fjerne sukkeret fra blodet igen. Mange ting som overvægt, alder, inaktivitet, lav muskelmasse og infektioner kan påvirke insulinresistensen, som igen påvirker vores appetit, fedtforbrænding og energiniveau,” fortæller Anette Sams.
Få måltider og høj puls
Kort sagt betyder det altså, at hvis du vil af med den stærke trang til sukker, så skal du fokusere på dit blodsukker og insulinresistens. Først og fremmest handler det om, hvad du putter i munden. Her er småspisning et no-go. Det bringer nemlig kroppen på overarbejde, når den hele tiden skal fjerne sukker fra blodet.
”Spis kun tre måltider. På den måde mærker du både mæthed og sult i løbet af dagen, og du bringer kroppen i balance, hvor den skiftevis fjerner sukker fra blodet og henter sukker til blodet. Sørg for at måltiderne er rige på grøntsager og spis mindre sukker og stivelse. Det bedste vil være, hvis du i en periode skærer alt sukker og stivelsesrig mad fra. Det vil sige kornprodukter, slik, frugt og fødevarer med tilsat sukker som for eksempel frugtyoghurt. Når du så har fået styr på dit blodsukker og sukkertrangen, kan du lige så stille tage frugt og grove kornprodukter ind igen,” siger Anette Sams.
En anden vigtig ting handler om bevægelse. Mange af os har i dag stillesiddende arbejde, og det er også med til at påvirke til et højt blodsukker. Derfor er det en god idé at få pulsen op mindst tre gange om dagen mellem dine tre måltider.
”Det er ikke andet end rask tempo op ad trappen, 10 englehop eller en slutspurt hen til bussen, der skal til. Bare det, at du lige får pulsen op, gør en stor forskel. Du skal altså puls snacke i stedet for at chokolade snacke,” fortæller Anette Sams, der også understreger, at vi udover pulssnacks bør sikre os mindst 30 minutters motion hver dag, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
Et ’normalt’ blodsukker er en guldgrube af fordele
Selvom rådene er enkle, så kan den første periode på vejen for et stabilt blodsukker være hård. Du vil måske have nemmere ved at vrisse og blive irriteret, og dine muskler vil føles mere trætte, fordi de pludselig skal arbejde for at få sukker nok på lager. Men det er kun en kortvarig fase.
”På længere sigt vil du få et mere stabilt energiniveau i løbet af dagen, fordi dit blodsukker ikke hele tiden giver dig adrenalin rutsjeture. Du vil også sove bedre og føle dig mere frisk i løbet af dagen. Samtidig er det stabile blodsukker en hjælp til at tabe de overflødige kilo og har en guldgrube af sundhedsfordele. Jeg har talt med flere, der oplever, at de har fået et helt nyt liv.”
Anette Sams mener, at det ikke kun er dig selv, der vil have gavn af et stabilt blodsukker. Det vil dine børn og din partner også, selvom børn aldrig skal skære fuldkorn og frugt ud af deres kost. Især i disse tider, hvor corona med hjemmeskole, hjemmearbejde og lukkede fritidsaktiviteter for mange har sat aktivitetsniveauet endnu længere ned.
”Sundhed bør aldrig blive en løftet pegefinger, men derimod et positivt projekt for hele familien. Du giver dine børn en gave, som de kan bruge resten af livet, når du fortæller dem om alle de fantastiske ting, der sker i kroppen, når I spiser lækre grøntsager.”
Hvis du har lyst til at tage hele familien med på den blodsukkerstabile rejse, har Anette Sams også udgivet bogen Sukkersmarte Børn, der hjælper børnene med at tæmme deres sukkermonster.