Sådan vælger du den rette blodtryksmåler Se relaterede produkter

Sådan vælger du den rette blodtryksmåler

Der findes mange apparater til at måle dit blodtryk, og det kan være svært at vælge. Vi guider dig her.

Vidste du, at 1 million danskere har forhøjet blodtryk? Er du en af dem eller måske i risikogruppen, så er det er en god idé at holde øje med dit blodtryk. Det kan du med en blodtryksmåler til hjemmebrug. Men der er mange apparater at vælge mellem, og det kan virke helt uoverskueligt. Så hvad skal du gå efter?

 

Fuldautomatiske blodtryksmålere er bedst til hjemmebrug

Tidligere var blodtryksmålere kviksølvsapparater, men i dag er de elektriske. Nogle er fuldautomatiske, mens andre fungerer ved, at du selv skal puste manchetten omkring overarmen eller håndleddet op. Men hvis du selv skal måle blodtrykket, kan det påvirke resultatet, når du skal anstrenge dig for at puste ballonen op. Derfor anbefales det at bruge den fuldautomatiske model til hjemmebrug.

 

Det er dog vigtigt, at du sender den fuldautomatiske blodtryksmåler til kontrol en gang om året. På den måde sikrer du, at blodtryksmåleren fortsat måler korrekt, og at manchetten har den rigtige tæthed.

 

Vælg den rette manchetstørrelse

Det er vigtigt at bruge en manchet i den rette størrelse. Er manchetten for lille og dermed for stram, kan det øge blodtrykket og give et misledende resultat. Modsat vil en for stor og dermed for løs manchet ikke kunne måle blodtrykket korrekt. Du kan se på pakken, hvilken størrelse, du bør vælge.

 

Undgå håndledsmåleren til hjemmebrug
Ved nogle blodtryksmålere skal manchetten placeres på overarmen, mens andre placeres på håndleddet.

Hvis du vælger blodtryksapparatet til brug på håndleddet, skal du huske at holde håndleddet i hjertehøjde under målingen. Dansk Hypertensionsselskab, der er tilsluttet Dansk Medicinsk Selskab og arbejder for at fremme viden og forskning om forhøjet blodtryk, fraråder brugen af håndledsmåleren til hjemmebrug. Hvis dine hænder eller arme er for kolde, kan målresultatet fra håndleddet nemlig være for lavt. Der er dog nogle, der har meget store overarme eller føler ubehag ved overarmsmåling og derfor foretrækker at måle deres blodtryk på håndleddet.

 

Vælg en godkendt blodtryksmåler
Hvis du vil være sikker på at købe en pålidelig blodtryksmåler, kan du kigge efter, om den er godkendt af Dansk Hypertensionsselskab, dabl® Educational Trust eller British Hypertension Society.

 

Spørg på apoteket
Er du stadig i tvivl om, hvilket blodtryksapparat du skal vælge, kan du altid spørge på apoteket. Her kan du få hjælp til at vælge den rette model for dig. Du kan også blive vejledt i, hvordan du bruger blodtryksmåleren korrekt. Husk altid at følge brugsvejlederen grundigt.

 

Kan du sige ja til én eller flere af disse?
– Så bør du få målt dit blodtryk

Er du over 50 år?
Ryger du?
Spiser du for fed kost?
Vejer du for meget?
Dyrker du for lidt motion?
Har du forhøjet kolesterol?
Lider du af diabetes?
Har en af dine forældre eller søskende hjerte-karsygdomme?

 

Kilder: apoteket.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen