Pas på din hud i solens farlige UV-stråler Se relaterede produkter

Pas på din hud i solens farlige UV-stråler

Mennesker er afhængige af solen, da den er vores primære kilde til D-vitamin. Men husk at være opmærksom på din adfærd, når du opholder dig udendørs. De farlige UV-stråler kan ikke mærkes, men de kan være meget farlige og forårsage solskoldning og i værste fald hudkræft. 

Der er nu ikke noget som at være udenfor, og solens stråler varmer kroppen op. Vi mennesker er faktisk afhængige af sollys, det er vores primære kilde til D-vitamin. Dog er det vigtigt, at vi følger de gode råd om solcreme og ophold i skyggen kl. 12-15 for at undgå for store mængder af solens farlige stråler.

Solen udsender forskellige typer af stråling: Både en synlig i form af lys, men også usynlige stråler som infrarød stråling samt UV-stråling. Sidstnævnte er især farlig, fordi vi hverken kan se eller mærke dem, men UV-strålerne kan give slemme solskoldninger, øjenskader, rynker og hud- og modermærkekræft. Derfor er det meget vigtigt at passe godt på.

Vi guider dig her i de tre forskellige typer UV-stråler, og hvordan du bedst beskytter dig og din hud.

Hvad er UVA-stråler?

UVA-strålerne er den mest udbredte form for UV-stråling. De findes hele året rundt, også på en overskyet, grå dag, og kan trænge ind i vores hud, når vi er udenfor, men også når vi opholder os bag glas, eksempelvis i en bil eller bag et vindue.

UVA-strålerne trænger dybt ind i huden, og vi mærker ikke, når de rammer os. Men de ødelægger hudens DNA og forandrer vores celler, hvilket kan medføre skadelige virkninger på længere sigt. UVA farver ikke vores hud eller giver solskoldninger, til gengæld ælder de huden før tid, kan give solallergi, eksem og pigmentforandringer samt forstadier til hud- og modermærkekræft.

Det er muligt at beskytte dig mod UVA-strålerne. Dog er det vigtigt, at du vælger en solcreme mærket med ’UVA’. Det indikerer, at produktet beskytter mod UVA med minimum en tredjedel af den anmærkede solfaktor (faktor 30 beskytter minimum med faktor 10 mod UVA).

Mange af apotekets solcremer har en endnu højere beskyttelse mod UVA-stråling. Spørg på dit lokale apotek, hvis du ønsker en solcreme med høj UVA-beskyttelse. Det kan eksempelvis være, hvis du har forstadier til hudkræft eller bare gerne vil beskytte dig ekstra godt.

Hvad er UVB-stråler?

UVB-strålerne er slet ikke så udbredte som UVA. De er kun til stede, når solen skinner, og de varme stråler rammer os direkte på huden. UVB-strålerne trænger kun ned i hudens yderste lag og giver os den for nogen eftertragtede solbrune farve om sommeren, men også de generende og farlige solskoldninger. UVB-stråler kan ligesom UVA også føre til hud- og modermærkekræft.

Når vi bliver brune, er det egentlig huden, der forsøger at beskytte os. Strålerne beskadiger hudens DNA, og når huden producerer det brune pigment, melanin, er det et værn mod de farlige stråler. Er du ikke tilstrækkeligt beskyttet, bliver huden derimod rød og forbrændt, og det er et signal om, at du skal væk fra solen omgående. 

UVB-strålerne har dog også gode egenskaber. Det er dem, der får os til at danne D-vitamin, som er så vigtigt for vores immunforsvar, kredsløb og knogler. 

Den bedste måde at beskytte sig mod UVB-strålerne er ganske enkelt ved at undgå at opholde sig i solen. Det kan yde en delvis beskyttelse at dække sig til, men UVB-strålerne kan godt trænge igennem almindeligt tøj.

Derfor er det vigtigt at bruge solbeskyttelse med høj SPF-faktor, ligesom det kan være en idé at bruge UV-beskyttende badetøj samt en bredskygget hat for at værne mod de farlige UVB-stråler.

Hvad er UVC-stråler?

UVC-stråler er den farligste form for stråling, men ozonlaget sørger heldigvis for, at den ikke når jordens overflade.

Tjek UV-indekset

UV-indekset giver dig en indikator for, hvornår det er tid til at bruge solcreme. En god tommelfingerregel er, at hvis UV-indekset er 3 eller højere, skal du beskytte dig mod solen.

Du skal mindst bruge faktor (SPF) 15 for at være godt beskyttet i Danmark. Er du tættere på Ækvator, skal du bruge en højere solfaktor. Hvis du er i tvivl, så spørg personalet på dit lokale apotek. Er din solcreme for gammel? Få 5 gode råd her

UV-stråler kommer fra solen og kan hverken ses eller mærkes. Der er tre forskellige typer, UVA, UVB og UVC-stråler. UV-strålerne kan gøre os solskoldede og forårsage hud- og modermærkekræft.

Ja, visse typer af UV-stråler kan gå igennem glas. UVA-stråler findes hele året rundt, også i overskyet vejr, og de stærke stråler kan gå igennem glas og ruder.

UV-stråler er farlige, fordi de kan forårsage hud- og modermærkekræft på sigt. Hvor hudkræft ofte ikke er livsfarlig, kan modermærkekræft være dødelig. Risikoen for kræft afhænger blandt andet af hudtype. Mennesker med lys hud og modermærker, har en øget risiko for at få kræft af solens stråler.

Kilder: sst.dk, cancer.dk, sundhed.dk, taenk.dk, helsam.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen