Pas på din hud i solen – Solcreme gør en forskel Se relaterede produkter

Pas på din hud i solen – Solcreme gør en forskel

Antallet af nye tilfælde af hudkræft er stadigt stigende blandt danskerne. Én af årsagerne er, at vi glemmer korrekt solbeskyttelse. Projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Peter Dalum, giver her sine bedste råd til, hvordan vi bedst og tryggest opholder os i solen.

 

”Vi ser desværre stadig en øgning i antallet af hudkræft hvert år. Selvom langt de fleste tilfælde skyldes en uhensigtsmæssig soladfærd for 20-40 år siden, ser vi også mange, der stadig bliver skoldede. Så der er brug for øget opmærksomhed og gode vaner.”

Peter Dalum er projektchef for Kræftens Bekæmpelses solkampagner, og han har travlt for tiden. Netop nu forbereder han årets solkampagne, der skal minde danskerne om de gode vaner, når de opholder sig i den stærke sol – både herhjemme og under varmere himmelstrøg.

”Vores tal viser, at 50% af danskerne stadig bliver skoldede på solferier, og det er altså for mange. En skoldning er ikke bare ubehagelig her og nu, den er også farlig og kan give hudkræft senere i livet. Så husk nu solcreme og en lang frokostpause i skyggen, det er faktisk også rarere,” siger han.

Hvad er kræft i huden?

Betegnelsen kræft i huden dækker over to typer kræft: Almindelig hudkræft og modermærkekræft. Modermærkekræft er den farligste og mest aggressive form og kan i værste fald være dødelig. Almindelig hudkræft er langt mere udbredt, men er kun i sjældne tilfælde meget farlig. Dog skal begge former altid behandles.  

Hvert år får 14.500 danskere konstateret almindelig hudkræft, og den hyppigste årsag er ultraviolet stråling fra solen og solarier. Selvom 99% af alle tilfælde bliver helbredt, er det generende og kan give store sår på huden.

Der findes to typer af den almindelige hudkræft; basalcellekræft og pladecellekræft. Basalcellekræft er langt mest udbredt og opstår som regel, hvor huden er særligt udsat for sollys. Den er som udgangspunkt ikke farlig og ses oftest hos ældre mennesker, men kan også opleves hos personer i 20-30 års-alderen.

Pladecellekræft er noget mindre udbredt, og udvikler sig ofte på hud, der har været udsat for meget sol – isse, nakke, håndrygge osv. I modsætning til basalcellekræft kan pladecellekræft i sjældne tilfælde sprede sig til lymfeknuderne. Har du mistanke om, at du er ramt af hudkræft, er det vigtigt, at du opsøger lægen, uanset hvilken variant du har.

Tidlig indsats er vigtig

Eksponering for de stærke UV-stråler er farligt for os alle. Men det er særligt vigtigt at passe på de yngste. Det er bevist, at jo tidligere i livet, vi er udsat for UV-stråler og skoldninger, des større risiko er der for at udvikle hudkræft senere i livet. Heldigvis oplever man hos Kræftens Bekæmpelse en klar forbedring i opmærksomheden på de mindste.

”Vi ser klart den største og mest positive forandring i børnehaverne. Forældre og personale tager det generelt meget alvorligt, og børnene bliver smurt flere gange dagligt. Det er godt, og effekten vil vi ganske givet kunne se i et faldende antal tilfælde af hudkræft om 60-70 år,” siger Peter Dalum.

Masser af solcreme = God hudbeskyttelse

Solcreme, skygge og solhat. De tre gode solråd fra Kræftens Bekæmpelse er essentielle, hvis du vil passe på dig selv og din hud i solens stærke stråler. Udover at søge skygge kl. 12-15, når solen er stærkest, er det også vigtigt, at du altid husker solcremen.

”Det er altafgørende, at du bruger den rette mængde solcreme, ellers får du desværre ikke den ønskede effekt. Huskereglen hedder ’en håndfuld til en hel krop’, og det er langt mere, end de fleste faktisk bruger,” fortæller Peter Dalum.

UV-indekset afgør, hvor høj en solfaktor du skal bruge, men som minimum anbefaler Kræftens Bekæmpelse faktor 15 i Danmark og faktor 30, når du opholder dig sydpå. Sørg for at smøre dig ind om morgenen, først én gang på hele kroppen og herefter et ekstra lag på de områder, der ikke er beskyttet af tøj.

”Én ting er solferierne. Men man bliver jo også ofte solskoldet, når man ikke lige regner med det. Når du arbejder i haven, eller hygger dig på en café i solen. Især i foråret glemmer vi, hvor kraftig solen egentlig er. Derfor er det en rigtig god idé altid at have en solcreme med i tasken,” siger han.

>>se vores udvalg af solcreme

Tjek UV-indekset dagligt

En af de bedste og mest pålidelige indikatorer for, hvornår og hvor høj faktor solcreme, du skal have på, er UV-indekset. Det er et mål for intensiteten af solens skadelige stråler. Er UV-indekset over 3, anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at du har solcreme på.

”Det er en udbredt misforståelse, at jo varmere temperaturer, des stærkere er strålerne. I virkeligheden topper UV-indekset omkring Skt. Hans, men det er ofte varmere i juli og august. Selvom det er overskyet, kan du også stadig blive solskoldet. Derfor er det en rigtig god idé at tjekke UV-indekset hver eneste dag,” fortæller Peter Dalum.

Kræftens Bekæmpelse har udviklet en gratis app, der viser dagens UV-indeks, og som tager højde for din lokation og hudtype. Med udgangspunkt i dine oplysninger, giver den dig herefter et estimat for, hvor længe du kan opholde dig i solen uden at tage skade.

Symptomer på hudkræft

Hudkræft kan vise sig på flere forskellige måder. Det kan være som en fast knude på huden, et sår der ikke vil hele, en rød plet, der skæller og bløder. Se flere symptomer her.

Har du mistanke om hudkræft, er det vigtigt, at du er opmærksom og kontakter din læge med henblik på en nærmere undersøgelse. Symptomerne behøver ikke at være kræft, men det kan også være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. 

”Symptomerne vil typisk vise sig et sted, hvor huden har været særligt eksponeret for sol; eksempelvis på issen, skuldre, ansigt, arme og ben. Har du et sår, der ikke vil hele op, skal du tage det alvorligt og opsøge læge,” siger Peter Dalum.

Behandling af hudkræft

Selvom hudkræft i langt de fleste tilfælde ikke er livstruende, skal det stadig behandles. Ellers kan kræften vokse ind i det underliggende væv, ødelægge det og give store sår.

Behandlingsformerne for hudkræft afhænger af, hvilken type kræft du er ramt af. Men de hyppigste behandlingsformer er afskrabning, operation, strålebehandling, creme, frysning eller lysterapi. Læs mere hos Kræftens Bekæmpelse om behandling af hudkræft

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Den mest udbredte kræftform i huden er basalcellekræft. Den er som udgangspunkt ikke farlig, men det skal alligevel behandles, da det kan ødelægge vævet i huden og give store sår. Den lidt mindre udbredte pladecellekræft kan i sjældne tilfælde sprede sig til lymfeknuderne og skal ligeledes behandles.

Betegnelsen kræft i huden dækker over både almindelig hudkræft og modermærkekræft, som ikke er det samme. Hvor almindelig hudkræft oftest ikke er farlig, er modermærkekræft langt mere alvorlig og kan være dødelig.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen