Pas nu godt på dine knogler Se relaterede produkter

Pas nu godt på dine knogler

Mere end en halv million danskere lider af knogleskørhed, men de færreste har sygdommen i tankerne. Sandheden er, at den kan gøre knoglerne så skøre, at de knækker uden videre. Farmaceut Joan Paludan fortæller her om sygdommen, og om hvordan du forebygger den.

Interview med Joan Paludan

Joan Paludan er farmaceut på Hillerød Krone Apotek og aktiv i Osteoporoseforeningen. Hun engagerede sig i foreningen, fordi hendes mor blev alvorligt ramt af osteoporose.

Knogleskørhed kaldes også osteoporose og er en overset og usynlig sygdom, som omkring 550.000 kvinder og mænd i Danmark lever med uden at vide det. I de første mange år har sygdommen ingen symptomer. Den viser typisk først sine fysiske konsekvenser sent i livet - oftest efter pensionsalderen. Måske derfor er den ikke så meget i søgelyset. Det er da heller ikke en sygdom, man dør af. Men kommer den tæt på, finder man ud af, hvor vigtigt det er at være opmærksom på sygdommen og passe godt på sine knogler.

Joans mor blev ramt

"Min mor havde haft ondt i ryggen og gik til kiropraktor i mange år. Ingen tænkte på, at det kunne være knogleskørhed. Da hun var 68 år, fik hun et sammenfald i ryggen. Et led brast simpelthen sammen. Først da fandt man ud af, at hun havde sygdommen", fortæller farmaceut Joan Paludan, som er farmaceut på Hillerød Krone Apotek og formand for Osteoporoseforeningen i Nordsjælland.

Den sene diagnosticering betød, at Joans mor desværre nåede at blive svært ramt af sygdommen. Hverken Joans mor eller andre i omgivelserne vidste dengang noget om sygdommen og om, hvor vigtigt det er at forebygge den og sætte ind med behandling tidligt. Især kvinder i Norden får sygdommen. Måske fordi vi ikke færdes nok udendørs og har sparsomt med sollys, som får huden til at danne det knoglevigtige D-vitamin. Måske fordi vi ikke får kalk og motion nok.

Vær opmærksom på sygdommen

For Joan blev hendes mors sygdom anledningen til, at Joan allerede som 44-årig blev undersøgt med en knoglescanning. Ellers havde hun ikke skænket sygdommen en tanke. Det viste sig, at hun desværre var arveligt disponeret og lidt ramt. Hun gik derfor i gang med at forebygge afkalkningen af knoglerne med medicinsk behandling og en knoglesund livsstil. Joans budskab til andre er klart:

"Vær opmærksom på sygdommen, og gør dine knogler så stærke som muligt med en knoglesund livsstil. Det kan ikke undgås, at knoglerne kalker lidt af med alderen. Det sker for os alle, fra vi er midt i tyverne. Men vi kan sørge for at opbygge et stærkt skelet i de unge år og holde det ved lige som voksne. Blandt andet ved at få kalk nok til knoglerne hver dag og få nok D-vitamin fra solen eller fra et tilskud. Desværre er rigtig mange - også børn - holdt op med at drikke mælk. Og det er katastrofalt for knoglerne, hvis man ikke får kalk nok ad anden vej", forklarer hun.

Vi skal bruge kroppen

Joan har også et andet opråb: "Få nu børnene væk fra de computere og fjernsyn. De skal ud og løbe på fodboldbanerne, eller hvad de nu har lyst til af sport. Vi voksne skal også se at komme ud og bruge vores krop. Kun når vi bruger kroppen, bliver den stærkere", understreger hun. Det har Joan helt konkret oplevet på egen krop:

"Jeg havde danset i mange år, men var stoppet. Nogle år efter kom jeg til en kontrolscanning af mine knogler. Lægerne spurgte mig, hvad jeg havde lavet om i mit liv. Jeg havde sådan set ikke lavet noget om. Jeg var bare holdt op med at danse. De kunne simpelthen se på scanningen, at mine knogler havde mistet styrke", fortæller Joan, som bliver 60 år næste gang og gerne vil have et aktivt liv - også i pensionsalderen.

Til at styrke kroppen anbefaler hun stavgang, som i mange tilfælde kan give en tilpas belastning af svage knogler og stimulere dem til at bygge sig op. Hun efterlyser dog mere viden fra forskningen om, hvordan man kan og må styrke sit skelet med motion, når man lider af osteoporose. Blandt andet dette arbejder hun for i Osteoporoseforeningen, hvor hun også er engageret i at oplyse om sygdommen og fortælle, hvor vigtigt det er at leve knoglevenligt.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen