Må medicinen komme med på rejsen? Se relaterede produkter

 

 

Må medicinen komme med på rejsen?

Skal du rejse til et andet land, og er du bruger af medicin, så er der nogle ting, du skal være opmærksom på. Du må nemlig ikke frit indføre medicin. For visse typer medicin skal du medbringe et pillepas eller en attest fra din læge, så du ikke risikerer at få konfiskeret din medicin.

Hvis den medicin, du medbringer på en rejse, indeholder euforiserende stoffer eller påvirker centralnervesystemet, bør du kunne dokumentere, at medicinen er til eget brug. Enten med et pillepas, hvis du rejser til et Schengenland, eller med en attest fra din læge. Med et pillepas kan du trygt tage din medicin med til et Schengenland. Det er typisk sovemedicin, stærke smertestillende midler og beroligende midler, du kan få pillepas til. Men kun hvis det er ordineret af en læge - også selvom, der er tale om medicin, der fås i håndkøb som for eksempel Kodimagnyl.

Pillepasset er gratis, men skal udstedes på det apotek, hvor du har købt din medicin. Medbring din recept eller din medicin samt dit almindelige pas. Du kan også bestille dit pillepas online på apoteket.dk, hvor du desuden kan se en liste over, hvilke lægemidler, der udstedes pillepas til. Pillepasset gælder i hele rejsens længde - dog højst i 30 dage. Du må kun medbringe medicin i den mængde, du har brug for, og som du har dokumentation for i pillepasset. Du skal selv sørge for at have nok medicin med på rejsen - også i tilfælde af at rejsen bliver uforudset forlænget.

Skal du være væk i mere end 30 dage, så skal du kontakte den nærmeste ambassade for det land, du skal rejse til, for at få oplyst, hvordan du skal forholde dig. Hvis du skal mellemlande i et Schengenland, så har du kun brug for et pillepas, hvis du skal tjekke ind på ny - ellers ikke.

Rejser til lande uden for Schengen

Hvis du rejser til lande uden for Schengensamarbejdet, bør du kontakte det enkelte lands ambassade og få oplyst, hvilke regler, der gælder for indførsel af lægemidler. Du vil typisk få brug for en attest på din medicin. Attesten bør som minimum skrives på engelsk. Men spørg ambassaden for det land, du rejser til, hvilke sprog de accepterer.

Attesten skal angive følgende:

  • Dit navn, fødselsdato og pasnummer
  • Hvad du behandles for
  • Hvad du behandles med (navn og styrke på din medicin)
  • Hvilken mængde du er ordineret (mængde pr. dag)

Du kan få din læge til at lave attesten. Det er også en mulighed at få en attest på apoteket til lande udenfor Schengen. Det samme gælder hvis du skal have en attest på andre lægemidler end dem der indeholder euforiserende stoffer. 

Medicin i håndbagagen

Du må medbringe lige så meget receptpligtig medicin i din håndbagage, som du skal bruge på din rejse. Medicin er altså undtaget reglen om, hvor meget væske, du må medbringe i håndbagagen. Flydende medicin skal dog være i original uåbnet pakning. Vær opmærksom på, at du kan blive krævet dokumentation for medicinens ægthed. Medbring derfor pillepas, recepter (gerne på engelsk) og lægeattester i håndbagagen, og kontakt det flyselskab, du skal rejse med, hvis du er i tvivl om reglerne. Få også dokumentation fra din læge, hvis du medbringer kanyler og sprøjter.

Læs mere om pillepas og medicin på udlandsrejser: um.dk, apoteket.dk, sundhed.dk og borger.dk

Her gælder et pillepas

Schengenlandene, hvor et pillepas gælder er: Danmark, Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Norge, Portugal, Spanien, Sverige, Tyskland, østrig, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Schweiz, Slovenien og Slovakiet.

 

 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen