Lus i højsæsonen: Forebyggelse og håndtering af lus Se relaterede produkter

Lus i højsæsonen: Forebyggelse og håndtering af lus

Efteråret er højsæson for hovedlus, og særligt børn kan opleve at blive smittet af de små, irriterende insekter igen og igen i løbet af en sæson. Her får du vores bedste råd til, hvordan du opdager, behandler og forebygger luseangreb.

Når det klør i hovedbunden, særligt bag ørerne og i nakken, kan det være tegn på et luseangreb. De små 2-4 mm lange, ovale insekter, som lever i vores hovedbund og suger blod, er i højsæson netop nu, hvor vi færdes mere indendørs.

Lus er særligt udbredt blandt børn, og forældre kan opleve, at barnet bliver smittet igen og igen til stor frustration for alle. Behandlingen mod lus er heldigvis ganske simpel, men hvis ikke alle i omgangskredsen bliver behandlet, kan det være svært at komme de små blodsugere til livs én gang for alle. Her får du vores bedste råd. 

Lusenes højsæson i efteråret

De små hovedlus kan forekomme hele året rundt, men særligt i efteråret er de særligt udbredte. Det skyldes blandt andet, at børnene i denne periode leger mere indendørs og opholder sig tættere på hinanden.

Lus smitter både ved direkte hår-til-hår-kontakt, men også indirekte via deling af for eksempel huer, hatte eller hårbørster. Når vejret er koldere, går flere børn med huer, og så kan smitten pludselig gå stærkt.

Derudover kan sommerferien ofte øge risikoen for lus, fordi vi færdes med andre, end vi plejer. Mange børn starter derfor hverdagen ud med lus efter ferien, og hvis forældrene ikke er opmærksomme, kan omgangskredsen hurtigt pludselig være ramt af de små blodsugere.

Har mit barn lus?

Lus er ofte forbundet med en kløende hovedbund, hvorfor mange tager kløen som et sikkert tegn på lus. Men der kan gå flere uger, fra en person er blevet smittet med lus, indtil hovedbunden begynder at klø. Andre oplever slet ikke, at det klør.

Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt kæmmer barnets hår med en tættekam, gerne en gang om ugen, for at sikre dig, at barnet ikke har lus. Hvis skolen eller daginstitutionen har et udbrud af lus, er det ligeledes vigtigt at være ekstra opmærksom og sikre dig, at dit barn ikke er blevet smittet.

Når du kæmmer håret, skal det være fra hovedbund til hårspids, hvorefter du banker kammen mod et hvidt underlag for at tjekke, om der er lus eller æg med. Start med at gøre håret vådt og put balsam i. Det gør både håret lettere at rede ud og får lusene til at sidde stille.

Lusene opdages oftest ved ørerne eller i nakken, og derfor er det en god idé at være ekstra grundig med tættekammen i de områder.

Behandling og håndtering af lus

Har dit barn fået lus, skal behandlingen igangsættes hurtigst muligt for at nedsætte risikoen for videresmitte. På apoteket kan du finde flere forskellige lusemidler, der hurtigt og effektivt fjerner lus.

Lusekuren fordeles typisk i håret og hovedbunden og efterlades i et kort stykke tid for at opnå den ønskede effekt. Herefter skylles kuren ud, og for mange produkter skal behandlingen gentages efter en uge. Anvendelsen varierer dog fra produkt til produkt, og det er derfor vigtigt, at du læser brugsanvisningen nøje, inden du går i gang eller spørger personalet på apoteket.

>Se udvalget af lusemidler

En anden behandlingsmetode af lus er regelmæssig kæmning, hvor lus og æg redes ud af håret. Det kræver dog grundighed, og at håret kæmmes helt igennem hver anden dag i 14 dage. Inden du kæmmer, er det en god idé at gøre håret vådt og putte balsam i. Det vil gøre, at lusene sidder stille. Red fra hovedbund til hårspids i hele håret og bank kammen mod et hvidt underlag efter hvert strøg.

>Se udvalget af tættekamme

Sådan forebygger du lusespredning

Jo hurtigere, du opdager lusene og starter behandlingen, des mindre er risikoen for videresmitte til andre børn. Derfor er det vigtigt, at du særligt i lusenes højsæson i efteråret tjekker dit barns hår én gang om ugen grundigt med en tættekam.

Hvis en person i din husstand har lus, er der stor sandsynlighed for, at andre også har, og det er derfor vigtigt at tjekke alle personer og igangsætte en eventuel behandling på samme tid. På den måde undgår I at smitte hinanden igen og igen.

Tal desuden med dit barn om, hvordan man bedst muligt nedsætter risikoen for at få lus. Forklar, hvorfor det ikke er en god idé at dele børste og huer med vennerne. Har dit barn langt hår, kan det være en idé at sætte det op, så håret er mere beskyttet.

 

Kilder: sundhed.dk, sst.dk

Lus er små 2-4 mm lange, ovale insekter, som lever i vores hovedbund og suger blod. De kan være grå, sorte, brune eller røde. Kroppen er flad, og lusen har seks ben.

Lus er i højsæson i efteråret, når vi færdes mere indendørs, og særligt børn er udsat for lus. Lus smitter både direkte ved hår-til-hår-kontakt men også indirekte, når vi deler huer eller hårbørster. Tal med dit barn om gode vaner, så risikoen for lusesmitte mindskes.

Du kan både behandle lus med et lusemiddel eller ved regelmæssig kæmning af håret med en tættekam. De to behandlingsmetoder kan også med fordel kombineres for et mere sikkert resultat. På apoteket kan du få mange forskellige produkter til at bekæmpe lus med.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen