Løber dine øjne også i vand?
Sommeren er her, hvilket betyder at dagene er længere, temperaturen er højere, og alle træer og blomster er i fuldt flor. Det betyder også kløende øjne og løbende næse for mange, der lider af pollenallergi. I Danmark, er der op mod en million mennesker der lider af pollenallergi, ifølge Astma-Allergi Danmark. Men løbende øjne kan også skyldes en anden årsag. Vidste du for eksempel, at det er meget almindeligt at have irriterede, løbende og tørre øjne? I Danmark har omkring 25% af befolkningen over 50 år en eller flere symptomer på tørre øjne.
Hvad er tørre øjne?
Tørre øjne er, når tårekirtlerne ikke producerer nok tårer eller at tårevæsken fordamper for hurtigt grundet manglende lipidlag (fedtlag). Kvaliteten af tårefilmen har stor betydning for øjets velbefindende, og derfor også for kvaliteten af synet. I dine øjenlåg og øjenhuler, findes små kirtler som producerer din tårevæske. Disse små kirtler spreder en tynd film på øjets ydre. Denne film kaldes tårefilmen. Tårefilmen består af 3 forskellige lag med hver deres funktion, som tilsammen hjælper med at holde øjet fugtigt, samt beskytte mod infektioner og udefrakommende snavs.
Opbyggelse af tårefilmen:
Yderste lag af tårefilmen er lipidlaget (fedtlaget). Lipiderne produceres i de fedtkirtler vi har i vores øjenlåg. Lipidlaget sørger for at forhindre fordampning af tårerne. Lipidlaget er det tyndeste lag i tårefilmen.
Midterste lag af tårefilmen er vandlaget. Dette lag er 95% af tårefilmen – altså det tykkeste lag af tårefilmen, og har betydning for immunforsvaret i øjet, samt ernæring af øjet. Vandet bliver produceret af tårekirtlen.
Inderste lag af tårefilmen er mucinlaget (slimlaget). Dette lag ligger nærmest hornhinden ind mod øjets epitelceller, og fastholder vandlaget til hornhinden.
Når vi blinker, fordeles et tyndt lag tårefilm hen over hornhinden. Tårefilmen smører, blødgører, fugter, Ilter, beskytter og renser øjets overflade mellem og under blinkfrekvenserne. Tårefilmen tilfører også næringsstoffer til hornhindes celler, beskytter mod infektion, og ”skyller” urenheder væk.
Symptomer på tørre øjne
Kender du følelsen af at sidde foran skærmen – og det hele er lidt sløret? Hvis øjets overflade er udtørret, påvirket af blandt andet eksterne faktorer som aircondition, kan der opstå symptomer som følelsen af tørhed i øjet, tåreflåd eller sløret syn. Symptomerne på tørre øjne er mange. Det spænder lige fra tåreflåd til røde irriterede øjne. Symptomerne kan variere fra dag til dag og fra person til person.
Tørre øjne kan give:
- Røde øje
- Svie/brændende
- Tåreflåd
- Fremmedlegeme følelse
- Sløret syn
- Kløe
- Træthed
- Lysfølsom
Tørre øjne kan løbe i vand
Når du lider af tørre øjne, kan det virke kontraintuitivt, at dine øjne løber i vand. Men det er der en forklaring på.
Tårer udledes normalt gennem tårekanalen, og fordamper derefter. De tjener flere nøgleroller, herunder at smøre dine øjne og vaske fremmede partikler væk. Tårer indeholder vand, salt og olier. Paradoksalt nok kan tørre øjne føre til overdrevet tåreflåd. Når dine øjne er for tørre, udløser de en overproduktion af tårer. Disse overskydende tårer løber ud gennem dine tårekanaler, hvilket forårsager rindende øjne.
Tips mod tørre øjne:
Hvis du sidder længe foran skærmen, kan du prøve at indføre en god blinkevane. For eksempel hvert 20 minutter kigger du 20 meter væk i 20 sekunder.
Undgå at skylle øjnene med almindelig vand eller saltvand, da det irriterer øjnene og forværrer tilstanden. Det skyldes, at det normale fedt og slim i din egen tårevæske dermed skylles væk.
Plej dine øjne med fugtende og smørende øjendråber, også kaldet kunstige tårer, for at nedsætte irritationen i øjnene.
Kilde: Astma-Allergi Danmark, Øjenforeningen.dk, sundhed.dk, memira.dk og Rigshospitalet.dk