Intimpleje når du er særligt udsat
I nogle perioder kan kvinder være særligt udsatte for at få svamp og ubalance i intimområdet. Du skal passe ekstra godt på det sure miljø og den naturligt beskyttende barriere i din intimpleje.
Er du tilbøjelig til at få svamp, ubalance og irritation i intimområdet, bør du højst vaske dig med sæbe en gang dagligt og anvende en intimsæbe med en lav pH-værdi. En sæbe med høj pH kan skabe grobund for, at balancen forstyrres, så svampe og uønskede bakterier får overtaget over de gavnlige mælkesyrebakterier, der beskytter dig. Hvis du er særligt udsat, kan du anvende en mild rensecreme til intimhygiejne. Du kan også have gavn af en plejende intimcreme, som danner en beskyttende barriere mod udtørring og irritation.
De perioder, hvor du kan være særligt udsat for svamp og ubalance, er typisk omkring menstruation, igennem en graviditet, når du spiser p-piller eller er i overgangsalderen. Det skyldes blandt andet, at din hormonbalance ændrer sig og påvirker dine slimhinder, som bliver mindre modstandsdygtige. Hvis du er i behandling med antibiotika, kan du også få øget tendens til svamp og ubalance, hvilket øger din årsag til en god intimpleje. Årsagen er, at antibiotika slår de beskyttende og gavnlige mælkesyrebakterier ihjel. I dette tilfælde kan du have gavn af at styrke din naturlige bakterieflora med tabletter med mælkesyrebakterier.
Hvis du har diabetes, jernmangel, nedsat immunforsvar, spiser prednisolon eller andre typer medicin, der påvirker immunforsvaret, så er du også særligt udsat for svampeangreb. Har du ofte problemer med din intimpleje, så undgå tamponer, trusseindlæg, stramme jeans eller trusser af syntetiske materialer.