Se relaterede produkter

Hvorfor leger apoteket Spørge Jørgen?

Har du allergi? Har du før brugt produktet? Vil du have det billigste? Har lægen fortalt, hvordan du skal bruge medicinen? Der er mange, der undrer sig over, at vi stiller så mange spørgsmål på apoteket. Men faktisk er der vigtig mening med galskaben. Vi har samlet 4 gode grunde her:

 

1. Vi er sundhedsprofessionelle

Både når du besøger apoteket og supermarkedet, er det for at købe en bestemt varer, som du mangler. Alligevel er der en væsentlig forskel. I supermarkedet kan du bede om hjælp, hvis du har brug for vejledning, men ellers lader personalet dig passe dig selv. Det værste, der kan ske, er, at du kommer til at købe en pakke hakket oksekød, hvor du i stedet skulle have hakket svinekød. På apoteket kan et fejlkøb være mere alvorligt. Her sælger vi både håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin. Derfor har vi en bevilling fra Lægemiddelstyrelsen som et stempel for, at vi følger lovgivningen, og at det er uddannede farmaceuter og farmakonomer, der rådgiver og betjener dig. Når vi stiller spørgsmål, er det fordi, det er vores ansvar som fagpersoner, at du får det rette produkt med hjem og anvender det korrekt.

 

2. Hvad er dit behov?

Selvom du ved, at du skal have et bestemt produkt, så er der typisk mange varianter og mærker at vælge mellem. Det kan afhænge af din alder, din generelle sundhedstilstand, din hudtype, din livsstil, dine egne krav til pris eller noget helt sjette, hvilket produkt der er det rigtige. Derfor stiller vi spørgsmål for at sikre, at du kommer hjem med netop det produkt, der passer til dig.

 

3. Henvisning til lægen

På apoteket har vi mange kunder med forskellige sygdomme og problematikker, der har brug for rådgivning. Nogle gange kan vi hjælpe med håndkøbsmedicin og vores egen viden og erfaringer. Andre gange er der behov for en læge. Derfor stiller vi spørgsmål for at sikre, om der er en problematik, hvor vi er nødt til at henvise til lægen først.

 

4. Anvender du produktet korrekt?

En ting er, at du får det rigtige produkt, men hvis det ikke bliver anvendt og opbevaret korrekt, kan det miste sin virkning og i værste fald gøre mere skade end gavn. Derfor stiller vi spørgsmål for at sikre, at du ved, hvordan du skal anvende produktet. Det er også vigtigt, at du selv kommer ned på apoteket og spørger, hvis du pludselig bliver tvivl.

 

 

Kilder: Laegemiddelstyrelsen.dk

 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen