Tørre øjne om sommeren: når pollen og varme påvirker øjnene Se relaterede produkter

Tørre øjne om sommeren: når pollen og varme påvirker øjnene

Mange oplever flere gener med tørre øjne i sommerperioden. Når temperaturen stiger, og vi opholder os mere udendørs, udsættes øjnene for både vind, sol og pollen, som kan påvirke tårefilmen og skabe irritation. Resultatet kan være røde, tørre eller trætte øjne samt en sviende eller grynet fornemmelse i øjnene.

Hvorfor får man tørre øjne om sommeren?

Tørre øjne opstår ofte, fordi tårefilmen bliver ustabil. Tårefilmen er den tynde beskyttende film, som fordeles over øjet overflade, hver gang vi blinker. Den hjælper med at holde øjet fugtigt, beskytter overfladen og giver en mere behagelig synsoplevelse.

Om sommeren kan øjnene blive ekstra udsatte, fordi varme, tør luft, vind og pollen kan øge fordampningen fra øjets overflade. Hvis tårefilmen i forvejen er sårbar, kan symptomerne på tørre øjne derfor blive mere tydelige i de varme og pollenrige måneder.

Tårefilmen beskytter øjets overflade

Tårefilmen består af flere lag, som arbejder sammen. Den indeholder et vandigt lag, et slimlag og et yderste lipidlag, som består af olie. Lipidlaget har en vigtig funktion, fordi det lægger sig som en beskyttende film, der reducerer fordampningen af tårer og hjælper med at holde øjets overflade fugtig. Hvis lipidlaget tyndt og ustabilt fordamper tårerne hurtigere, og øjnene bliver mere udsatte for udtørring og irritation.

Lipidlaget kan gøre øjnene mere sårbare

Mange kan have en utilstrækkelig lipidfunktion uden at vide det. En hyppig årsag er meibomsk kirteldysfunktion, som forkortes MGD, hvor de små kirtler i øjenlågene producerer for lidt eller en ændret type olie. Det betyder, at lipidlaget bliver tyndere eller ustabilt, hvilket øger fordampningen af tårefilmen. Alder, hormonelle ændringer, kontaktlinser og meget skærmarbejde kan alle være med til at påvirke øjnenes fugtbalance, blandt andet fordi vi ofte blinker mindre, når vi koncentrerer os foran en skærm.

Pollenallergi kan forværre tørre og irriterede øjne

Pollen fra græs, træer og ukrudt kan udløse allergiske reaktioner i øjnene. Det kan give kløe, rødme, irritation og inflammation på øjets overflade. Denne inflammation kan påvirke både tåreproduktionen og kvaliteten af tårefilmen, hvilket gør symptomerne på tørre øjne mere udtalte. Selvom øjnene kan løbe i vand ved allergi, er tårefilmen ofte ustabil og giver derfor ikke tilstrækkelig lindring.

Undgå at gnide øjne

Det er en naturlig reaktion at gnide sig i øjnene, når de klør eller irriterer, men det kan forværre symptomerne og øge irritationen yderligere. I stedet anbefales det at anvende

konserveringsfrie, smørende øjendråber, som kan supplere tårefilmen og forbedre komforten. For personer med tegn på lipidmangel kan lipidbaserede øjendråber være særligt relevante, da de hjælper med at stabilisere det yderste lag og reducere fordampningen.

Sådan kan du lindre tørre øjne om sommeren

Der er flere enkle tiltag, som kan hjælpe med at beskytte øjnene i sommerperioden. Solbriller kan skærme øjnene mod sol, vind og pollen, når du opholder dig udendørs. Det kan også være en fordel at holde øje med dagens pollental og begrænse udendørs aktiviteter på tidspunkter, hvor pollenniveauet er højt.

Indendørs kan aircondition og ventilation gøre luften mere tør, hvilket kan forværre symptomerne. Her kan det hjælpe at være opmærksom på indeklimaet og bruge smørende øjendråber efter behov.

Hvornår bør man få det undersøgt?

Hvis tørre øjne bliver vedvarende, eller hvis generne påvirker dit syn, din komfort eller din hverdag, bør du overveje en undersøgelse hos en optiker eller øjenlæge. Her kan man blandt andet vurdere tårefilmens stabilitet og undersøge, om der er tegn på lipidmangel eller MGD.

En undersøgelse kan være relevant, hvis du ofte oplever svie, grusfornemmelse, rødme, trætte øjne eller sløret syn, særligt hvis symptomerne bliver værre i sommerperioden.

Tørre øjne om sommeren skyldes ofte en kombination af miljøpåvirkninger og en tårefilm, der i forvejen er sårbar. Pollen, varme, vind og tør luft kan gøre symptomerne mere tydelige, især hvis lipidlaget ikke fungerer optimalt.

 

Kilder:

Sundhed.dk – Tørre øjne https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/oeje/symptomer-og-tegn/toerre-oejne/

Øjenforeningen – Tørre, våde og irriterede øjne https://ojenforeningen.dk/brochurer/toerre-vaade-irriterede-oejne

Danish Ophthalmological Society – Nordic Guidelines for Dry Eye Disease (2022) https://dansk-oftalmologisk-selskab.dk/wp-content/uploads/2022/06/2022-11-03-Nordic-Guideline.pdf

TFOS – TFOS DEWS II Report https://www.tfosdewsreport.org/

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen