Hvem ryger også din cigaret? Se relaterede produkter

Hvem ryger også din cigaret?

Som ryger bliver du konstant mindet om, at det er farligt at ryge. Har du svært ved at holde op, så skån i det mindste børn for røgen.

'Puh, du lugter af røg mor', 'Du kan dø af det farfar', 'Du bliver syg af røg mormor'. Børn er flittige til at minde voksne om, at det er skidt at ryge. Og med god grund. Tobaksrøg er farligt. Problemet er bare, at det kan vække dårlig samvittighed, som får dig til at ryge endnu mere, hvis du har for vane at bruge røg til at dulme negative følelser med. Du er dog nødt til at respektere, at børn skal skånes for røg. Også hvis det er andre, der ryger, bør du kæmpe for et røgfrit miljø.

Et barn er i den forstand det samme som et rygning-forbudt-skilt. De skadelige virkninger af tobaksrøg er endnu større for et barn.

Kun 15-25% af røgen bliver inhaleret af dig, som ryger. Resten ryger ud i omgivelserne som en sidestrøm af røg med endnu flere skadelige stoffer end den røg, du tager ind. Da børn trækker vejret flere gange end voksne, indånder de tilmed ekstra mange af de skadelige partikler. Deres krop er samtidig mindre, så stofferne fylder forholdsvis mere. Har du børn eller får du børn på besøg i dit hjem, så væn dig til at ryge udenfor. Eller endnu bedre: Forsøg at vænne dig helt af med at ryge. Det vil både dæmpe børnenes og din egen bekymring for sundheden. Beslutningen om et rygestop skal dog komme fra dig selv. Det er ikke nok, at det er omgivelserne, der ønsker dig røgfri. Men det kan være nødvendigt med hjælp udefra for at komme vanen til livs. For eksempel fra din læge. Du er også altid velkommen til at tage en snak med os på dit apotek.

Spørg bare os om nikotinerstatning

Du kan få brug for nikotinerstatning, hvis du vil stoppe med at ryge. Nogle har det bedst med et plaster, som tilfører nikotinen konstant. Nogle foretrækker tyggegummi, der frigiver nikotinen, når trangen melder sig. Andre ønsker en inhalator eller en diskret sugetablet. På dit apotek kan vi rådgive dig om dine muligheder.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen