Har du svært ved at sove? Se relaterede produkter

Har du svært ved at sove?

Søvn er en af de vigtigste faktorer for vores helbred og generelle velbefindende. Rigtig mange danskere lider dog af alvorlige søvnproblemer, der har en negativ påvirkning på overskuddet.

Er du én af dem, der har svært ved at sove? - Her får du en række gode råd til den gode søvn.

De fleste har prøvet at have en søvnløs eller urolig nat, hvor tankerne bare fløj, og søvn var en by i Rusland. Dagen efter sådan en nat kan være hård at komme igennem; lunten er kort, og humøret skidt. En enkelt nat eller kortere perioder er dog til at komme igennem, men for rigtig mange danskere er søvnproblemer desværre hverdagskost.

Når du ikke får din nattesøvn, er det svært at hænge sammen om dagen, passe dit arbejde og dine pligter. Du er også mere eksponeret for at udvikle stress, hjertekarsygdomme, diabetes 2 og overvægt, når du ikke får din søvn.

Undersøgelser skønner, at hver fjerde dansker oplever søvnproblemer mindst én gang om ugen, og det er en fordobling på bare otte år. Stress og smartphones får blandt andet skylden. Heldigvis er der mange tiltag, du kan tage for at hjælpe den dybe søvn på vej og sove bedre om natten. 

Hvor mange timer skal man sove?

Vi mennesker har et stort søvnbehov, og faktisk sover vi en tredjedel af vores liv væk. Behovet svinger fra person til person, men som udgangspunkt skal voksne personer sove 7-9 timer hver nat. For børn afhænger timetallet af deres alder, små børn (0-2 år) sover 11-17 timer i døgnet, mens større børn (3-13 år) har brug for 9-13 timer.

Der findes forskellige stadier i søvnen, og en søvncyklus består således af døs, søvn, dyb søvn og rem søvn. Hvor vi er nogenlunde lette at vække ved første og andet stadie, er vi langt længere væk ved den dybe søvn og rem. På en normal nat er vi igennem 5-6 cyklusser.

Den dybe søvn er essentiel for vores almentilstand, for det er her, vi restituerer og genopbygger vores depoter, så vi er klar til næste dag. Derfor kan det hurtigt mærkes på overskuddet, hvis din søvn er for overfladisk.

Oplever du at du har svært ved at sove, eller at din dybe søvn ofte bliver forstyrret, eksempelvis hvis du bor sammen med én, der snorker, kan det være en idé at sove med ørepropper. Du kan uden problemer sove med dem hver nat, uden det påvirker din hørelse.

Sluk skærmen og fald i søvn

Ah, et enkelt afsnit af yndlingsserien eller en nyhedsopdatering inden sengetid. For mange er mobilen eller tabletten forbundet med afslapning og at komme ned i gear, inden søvnen for alvor tager over. Men den sene skærmbrug og skærmens kunstige lys kan have negative konsekvenser for kvaliteten og længden af din søvn.

Det blå lys hæmmer nemlig udskillelsen af søvnhormonet melatonin, som kroppen bruger til at sove. Udover lyset er det heller ikke just søvndyssende at stimulere sig selv med en masse spændende input inden sengetid, for så kører tankerne afsted. Derfor er det en god idé at slukke skærmen 1-2 timer inden, du planlægger at gå i seng.

>> Læs mere om melatonin og søvn her.

Spis dig til bedre nattesøvn

Det er en rigtig god idé at gå i en stor bue uden om koffeinholdige drikke, fedtholdig mad og sukker inden sengetid, det gør ikke noget godt for vores nattesøvn.

Dog kan en lille sund snack gøre dig mæt og træt. Kornprodukter, bananer, yoghurt eller fuldkornskiks kan være en god idé, ligesom et glas varm mælk med honning også har en bevist effekt på træthedsfornemmelsen.

Der findes desuden flere forskellige slags kosttilskud, der hjælper til en roligere nattesøvn, eksempelvis Baldrian og citronmelisse.

Selvom det kan virke som en god idé at køre kroppen træt, så den er klar til søvn, er motion med højt aktivitetsniveau inden sengetid ikke vejen frem. Hård motion øger nemlig niveauet af adrenalin i kroppen, og derfor er det svært at falde til ro igen bagefter.

Kom ned i gear inden sengetid

Når du har slukket din skærm og føler dig mæt, har du god tid, fokus og ro til at hjælpe kroppen ned i gear på mere hensigtsmæssige måder. Du kan eksempelvis lytte til rolig musik, tage et varmt bad eller meditere.

Meditation og dybe afslapningsteknikker kan forlænge din søvn og gøre den dybere, ligesom det kan hjælpe dig med at falde i søvn. Hvis du ikke har prøvet at meditere før, findes der mange gode instruktionsvideoer på nettet. Derudover har flere oplevet hypnose have en positiv indvirkning på deres søvnproblemer.

Har du stadig svært ved at falde i søvn eller ramme den dybe søvn, kan sovemedicin i en periode være en løsning. Spørg for muligheder på dit lokale apotek, vi står klar til at hjælpe dig. Mistænker du derimod, at den manglende søvn kan skyldes symptomer på depression, stress eller lignende, skal du kontakte din læge.

 

Kilder: sundhed.dk, videnskab.dk, medicin.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen