Se relaterede produkter

Gør livet surt for skælsvampen

Din hårbund er ofte irriteret om vinteren. Det skyldes i høj grad vores moderne livsstil med opvarmede og velisolerede boliger samt brug af varm hovedbeklædning, der får hårbunden til at svede og dermed skaber hudirritation. Irriteret hud har en tendens til at danne skæl og gøre den modtagelig overfor hudsygdomme.

Skæl er et almindeligt og tilbagevendende problem i hårbunden, som rammer hver anden person på et eller andet tidspunkt i livet. Stress, hormonelle forandringer og ydre påvirkninger som eksempelvis ekstreme vejrforhold eller luftforurening kan medvirke til at øge skældannelsen og irritationen i hårbunden.

Skæl forekommer oftere hos mænd end kvinder[1]. En af årsagerne til dette er, at mænd producerer mere hudfedt (talg) end kvinder. Det gør skællene mere fedtede og fremmer væksten af skælsvampen Malassezia eller Pityrosporum ovale, der normalt er til stede i hårbundens mikroflora på alle mennesker.

– Skæl er døde hudceller, der afstødes fra hårbunden. Hos nogle mennesker bliver skældannelsen dog mere intens, så de døjer med symptomer som kløe, irriteret hud i hårbunden og skællende hudflager, der drysser ned på tøjet. Det er muligt at begrænse omfanget ved blandt andet at holde gærsvampen i ave med en effektiv skælshampoo eller creme, udtaler apotekspersonalet.

[1] Se artiklen ”Skæl” på www.sundhed.dk (fagligt opdateret 18.11.2016).

Bekæmp svampen

Skælsvampen findes naturligt på hudens overflade, og den har brug for fedt for at overleve. Derfor findes svampen ofte på hudområder, hvor der er mange talgkirtler.
Det vil sige hårbund, øjenbryn og øjenlågsrand i ansigtet, men også på bryst, ryg og i hudfolder i armhuler, lyske og navle.

Da der ikke findes en kur, der kan fjerne skællene én gang for alle, vil der ofte være behov for en tilbagevendende behandling. Man kan med fordel bruge en medicinsk shampoo eller en creme nogle gange om ugen, der indeholder stoffer, der målrettet kan begrænse udviklingen af skælsvampen.

Kampen mod svampen kan kæmpes på flere fronter. Udover brug af medicinsk skælshampoo med jævne mellemrum, giver det også god mening at anvende andre skånsomme plejeprodukter til hud og hår. Lange, varme og hyppige bade kan udtørre hårbunden yderligere – og så er det altid en god idé at undlade tætsiddende hoved-beklædning, når man skal ud under åben himmel.

Tag på apoteket

På apoteket får du gode råd og veldokumenterede produkter til indsatsen mod skæl i hårbunden:

– Der er ingen grund til at ignorere problemet, hvis man indimellem oplever en øget skældannelse i hårbunden. Det er vigtigt at forstå, at skælsvampen findes naturligt på kroppen, og at den kan opformere sig under forskellige omstændigheder. I langt de fleste tilfælde kan man klare sig med medicinsk skælshampoo og creme med svampe-dræbende stof og derudover vælge skånsomme plejeprodukter til hud og hår, som man også kan købe her på apoteket, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd mod skæl

  • Undgå at bruge tætsiddende hovedbeklædning
  • Undgå overdreven brug af hårplejeprodukter
  • Vær varsom med de varme bade, da de udtørrer hårbunden
  • Vælg hudvenlige og milde plejeprodukter til hår og hårbund
  • Søg råd på apoteket omkring din skældannelse
  • Vælg en skælshampoo eller creme, der bekæmper årsagen til skæl

Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhed.dk, www.ssi.dk og www.hovedbunden.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen