Få dit intimområde i balance efter sommeren Se relaterede produkter

Få dit intimområde i balance efter sommeren

En lang sommer med saltvand, sand og swimmingpools kan være hårdt for intimområdet og kan forårsage kløe, svie og udslæt. Heldigvis kan du ofte lindre et generet underliv med ganske få produkter, ligesom du på fremtidige ferier måske helt kan undgå problemer med intimområdet.

Sommer og varme temperaturer er skønt. Men det varme klima og de mange badeture kan være hårdt for kroppen og særligt det kvindelige underliv. Det skyldes blandt andet, at den naturlige bakteriebalance i skeden meget let kommer ud af balance, når vi er i kontakt med klor- og saltvand. Derudover kan syntetisk, stramtsiddende tøj samt fugtigt badetøj være en rigtig dårlig idé og give stort ubehag.

Døjer du med et irriteret underliv efter sommerferien, er der dog råd at hente. Du kommer nemlig langt med nænsom pleje og en simpel og overskuelig intimplejerutine.

Sådan holder du en god intimpleje

Oplever du kløe, rødme, svie og udslæt omkring skeden, kan det tyde på, at den naturlige bakteriebalance er udfordret. Først og fremmest vil det være en god idé at søge læge for at udelukke, at der er andet og mere alvorligt i vejen. Er området ”bare” generet, er der flere ting, du selv kan gøre.

  • Sæbe
    Det kan virke fristende at vaske området med masser af vand og sæbe. Det skal du dog ikke gøre! Almindelig sæbe udtørrer og irriterer intimområdet, og hvis du vasker et i forvejen udsat underliv, gør du kun ondt værre. Skyl derfor med lunkent vand og brug eventuelt en intimsæbe, hvis lave pH-værdi vedligeholder og opretholder den naturlige pH-værdi i skeden.
  • Mælkesyrebakterier
    Det naturlige miljø i skeden er ”surt”, og optimalt set har området en pH-værdi på 3,8-4.2. Det er bakterien Lactobacillus, der danner mælkesyre og sørger for at opretholde balance i dit underliv. Hvis du oplever et irriteret intimområde, kan det være en god idé at tage et tilskud af mælkesyre – enten som stikpiller eller som kapsler, der skal sluges.
  • Pas på intimområdet
    Er dit intimområde irriteret, eller vil du gerne forebygge problemer, er det en rigtig god idé ikke at gå i syntetisk, stramtsiddende undertøj. Vælg i stedet løse bomuldstrusser, der giver luft og ikke generer. Brug kun trusseindlæg, hvis det er strengt nødvendigt og undgå tampon, men brug i stedet bind. Derudover skal du helt undgå sæbe og intimspray.

God intimpleje på ferien

Hvis du skal på badeferie, er det en god idé at være opmærksom på eksempelvis poolen, inden du hopper i. En swimmingpool med mange gæster er det samme som en regulær bakteriebombe. Lugter den kraftigt af klor, er det ikke et tegn på god hygiejne, men derimod, at der er meget urin i poolen, og det er derfor smart at holde sig væk.

Når du har badet, skal du ikke ligge for længe med vådt badetøj, hvis du ønsker at passe på dit intimområde. Skift evt. til bomuldstrusser, når du solbader for at passe bedst muligt på dit intimområde.

Rejser du til et land med meget høje temperaturer og fugtigt klima, er det vigtigt at undgå stramtsiddende, syntetisk undertøj. Det kan give et fugtigt miljø omkring dit underliv, der giver dig ekstra risiko for at udvikle svamp og irriterende kløe, så pas derfor på.

Ved du, at du er særligt disponibel for et irriteret intimområde, kan du desuden overveje at bruge en forebyggende intimcreme, der fremmer den naturlige bakterieflora i området. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at søge råd og vejledning på dit lokale apotek.

Kilder: sundhed.dk, sundhedsguiden.dk

Intimområdet er meget sart og kommer let i ubalance, hvilket kan medføre kløe, svie, smerte og udslæt. Derfor er det vigtigt, at du passer godt på området omkring skeden. Det vigtigste, du kan gøre, er at opretholde den rette pH-værdi i området. Det gør du blandt andet med en god intimsæbe og eventuelt et tilskud af mælkesyretabletter.

Parfumeret sæbe er noget af det værste, du kan udsætte dit underliv for. Det ødelægger nemlig den naturlige pH-værdi og udtørrer det i forvejen sarte område. Derfor skal du kun vaske dit intimområde i lunkent vand, eventuelt kan du bruge en intimsæbe, hvis du foretrækker det.

Intimsæbe er en særlig mild og skånsom sæbe med en lav pH-værdi, der matcher den naturlige pH-værdi i dit underliv. I modsætning til almindelig sæbe er den tilpasset intimområdet og tilføjer fugt, minimerer lugt og giver en ren, behagelig fornemmelse uden at udtørre. 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen