Ernæring i flydende form Se relaterede produkter

Ernæring i flydende form

Mange af os har sikkert svært ved at forbinde underernæring med et moderne og velfungerende velfærdssamfund som det danske. Imidlertid er underernæring et ret udbredt problem hos vores svageste medborgere, nemlig patienter på sygehusene og ældre mennesker på plejehjem og i ældreplejen.

En dansk undersøgelse har vist, at op imod 40% af alle patienter og op til 60% af de ældre på plejehjemmene er i risiko for at blive underernærede[1]. Ifølge undersøgelsen har underernæring en række negative følgevirkninger for den enkeltes helbred og samtidig store samfundsøkonomiske omkostninger.

Konsekvenser af underernæring

Mange kræft- og KOL-patienter er underernærede og fysiologisk udfordrede i forhold til at kunne indtage føde – og de kæmper derfor med en manglende appetit.

Det kan have store konsekvenser i form af et øget medicinforbrug, svækket immunforsvar, hyppigere infektioner, længere genoptræning og dårligere livskvalitet.

– Underernæring er et overset problem, som bør have en større bevågenhed i samfundet. Vi bør rette søgelyset mere på den enkelte borger og sikre os, at vedkommende får den tilstrækkelige ernæring – uanset om det er under en indlæggelse, i en genoptræningsperiode eller i al almindelighed, udtaler apotekspersonale.

Hvad sker der i kroppen?

Når man bliver syg, går kroppen i en slags alarmberedskab, så den kan fremme de processer, der skal overkomme sygdommen. Tilstanden er kompleks og kræver en større mængde energi end normalt. Dette kan være udfordrende, da de fleste også har nedsat appetit ved sygdom – risikoen for et vægttab er overhængende.

Et tilstrækkeligt ernæringsgrundlag er afgørende under sygdom. Kroppen har brug for energi (kalorier/kilojoule) og protein for at undgå vægttab. Energi i form af fedt er kroppens brændstof og holder den i gang, og den bruger protein som et livsvigtigt ”byggemateriale” til at undgå de nedbrydende processer.

Ældre taber muskelmasse

Allerede fra en tidlig alder begynder muskelmassen at aftage, og mellem 20-40% af musklerne er forsvundet ved 70-års alderen i forhold til 20-års alderen. Tab af muskelmasse bliver større ved inaktivitet og underernæring – og især en indlæggelse på et sygehus fører hurtigt til en manglende funktionsevne[2].

Ældre mennesker oplever ofte tygge- og synkebesvær, som i mange tilfælde hænger sammen med sygdom som for eksempel en senfølge af et slagtilfælde eller en demens-sygdom. Ligeledes kan en dårlig tand- eller protesetilstand hos den ældre give udfordringer med at tygge og synke maden, hvilket næppe fremmer appetitten og lysten til at indtage føde.

Under sygdom kan man med fordel supplere eller erstatte maden med en medicinsk ernæringsdrik fra apoteket. Nogle ernæringsdrikke har et indhold, der svarer til et mellemmåltid og nogle er fuldgyldige produkter, der kan erstatte et hovedmåltid, da de indeholder alle nødvendige proteiner, vitaminer og mineraler til at opretholde kroppens funktionsevne.

Råd på apoteket

På apoteket står faguddannede medarbejdere klar til at rådgive om god ernæring, ernæringsdrikke og om, hvordan man undgår at blive underernæret ved sygdom.

– Under sygdom kniber det ofte med at få spist tilstrækkeligt, men de fleste kan drikke lidt. Her kan ernæringsdrikken hjælpe med at få tilstrækkelig ernæring. Vi tilbyder en række ernæringsdrikke med mange smagsvarianter og til forskellige målgrupper. Det kan være en god idé at tale med egen læge om muligheden for at få drikken på recept, da der ved visse sygdomme er mulighed for det, udtaler apotekspersonale.

 

Gode råd om ernæringsdrikke

  • Vær opmærksom på, om ernæringsdrikken er fuldgyldig eller et supplement til mad
  • Spørg om ernæring på apoteket, hos lægen eller hos en klinisk diætist
  • Servér ernæringsdrikken kold eller let opvarmet
  • Lad gerne en ernæringsdrik indgå i madlavningen (dog må den ikke koge)
  • Skift med fordel mellem forskellige smagsvarianter
  • Ernæringsdrikke kan opbevares uden for køl, indtil de skal bruges
  • Gør noget ud af serveringen og pynt med frugt
  • Bland gerne ernæringsdrikken med isvand eller isterninger


[1] Se webartiklen ”Problemer med underernæring” på www.aeldresagen.dk (sidst opdateret 02.09. 2019).

[2] Se side 19 i rapporten ”Underernæring. Det skjulte samfundsproblem” (2014), som er udarbejdet i et samarbejde mellem Arla og Kost & Ernæringsforbundet.


Kilder: www.sundhed.dk, www.netdoktor.dk, www.fmfnet.dk, www.aeldresagen.dk og rapporten ”Underernæring. Det skjulte samfundsproblem” (2014), som er udarbejdet i et samarbejde mellem Arla og Kost & Ernæringsforbundet.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen