7 tips til sunde aktiviteter i efterårsferien Se relaterede produkter

7 tips til sunde aktiviteter i efterårsferien

Efteråret er lig med hyggeligt samvær og aktiviteter med familie og venner. Heldigvis er vejret stadig lunt, så brug gerne efterårsferien udendørs. Så får du både hygge og passer godt på dig selv samtidig, lyder rådet fra Hjerteforeningens livsstilsekspert.

Fysisk aktivitet og masser af frisk luft er godt for hjertets sundhed, mens sjove oplevelser og godt selskab giver mental sundhed. En kombination af de to ting kunne være opskriften på den perfekte efterårsferie, så ferie ikke nødvendigvis kun er lig med sofahygge og masser af sukker.

”Det behøver ikke at være svært at kombinere hjertesundheden med ferie og hygge. Der er masser af måder at hygge sig på”, forklarer Lotte Juul Madsen, der er diætist og én af Hjerteforeningens eksperter i hjertesund livsstil.

Hun giver dig her en række gode idéer til, hvordan du og familien kan få en hjertesund efterårsferie med sunde aktiviteter.

 

7 hjerteglade idéer til efterårsferien:

1. Sjov med græskar

Den amerikanske Halloween-tradition har fået et solidt tag i os danskere, og for mange er græskar og uhyggelig udsmykning nu en fast den af efterårsferien. At skære græskarlygter er en skøn og hyggelig udendørsaktivitet, som I sagtens kan få mange timer til at gå med. Lygterne pynter fint foran døren, og det kan være en sjov konkurrence, hvem der kan lave de flotteste/sødeste/sjoveste ansigter i sit græskar. Efterfølgende kan I lave en skøn græskarsuppe af græskarkødet.

2. Væk fra skærmen

Tablets, mobiler og computere er blevet en naturlig forlængelse af både voksne og børn, og det kan vi ikke komme udenom. Men Lotte Juul Madsen råder til at prioritere skærmfri tider i efterårsferien. Er det svært at få ungerne væk fra Netflix og computerspil, kan det være en idé at lokke med noget, der er bedre. Og hvem siger nogensinde nej til en sjov tur i svømmehallen med hele familien?

3. En tur i skoven

Overalt bugner naturen af smukke farver, krible-krable-dyr og oplevelser netop nu, og skoven bliver bare ikke smukkere end i efterårsferien. Det er med at komme ud og nyde det, mens bladene endnu er på træerne. Lotte Juul Madsens råd er, at man i stedet for at samles om kaffebordet tager på familiehygge i skoven og nyder træernes flotte farver.

4. Kvalitet frem for kvantitet

Så er der hjemmebiograf! Hvem sørger for is, slik, sodavand, kakao og chips?!
Der skal selvfølgelig være plads til slik og søde sager, når det er efterårsferie. Men nogle gange har vi en tendens til at købe alt for meget, og spiser vi det hele, får vi ondt i maven. Lotte Juul Madsen råder derfor til, at man vælger den bedste slikpose i stedet for vej-selv-slik. Og skal I på hyggetur til biografen, så vælg popcornsmenu med sodavand i stedet for de store slikposer.

5. Sunde snacks til brætspillet

Der er intet, der siger efterårsferie som indendørshygge med en varm kop te og et godt brætspil. Masser af tid til ro og fordybelse både sammen og hver for sig. Lotte Juul Madsen foreslår, at brætspillet får følgeskab af lækre sunde snacks som hjemmebagte knækbrød, nødder, mandler og tørret frugt – nemt, sundt og lækkert. Det kan jo være en ide at beslutte i fællesskab, hvilke snacks I har lyst til og så forberede dem sammen.

6. Madpakkehygge

Når man er på farten, er det ofte nemt at ty til de ’nemme løsninger’ i form af en tur i pølsevognen eller burgerrestaurant. Lotte Juul Madsens råd er dog, at I dropper fastfood og i stedet tager lidt mere nærende madpakker med, når I skal på museum og andre oplevelsesattraktioner. Det er sundere, giver mere energi til en lang dag, og så smager en lækker madpakke altså ofte bare bedre.

7. Naturens egen pynt til krea-projekter

Skoven bugner af sin helt egen, smukke efterårspynt i øjeblikket. Det er derfor en helt oplagt aktivitet i efterårsferien og komme udenfor og nyde roen, mens I samler kastanjer, agern, mos og kogler til de fineste dekorationer eller andre krea-projekter.

 

Tre gevinster ved hjertesunde aktiviteter i efterårsferien

  • Kroppens niveau af stresshormoner bliver sænket
  • Hjernen får en pause og bliver frisk og klar til nye input
  • Overskuddet og humøret stiger, og du bliver bedre til at modstå presset fra en travl hverdag

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen