Forkølelse - alt du skal vide om forkølelse Se relaterede produkter

Forkølelse - alt du skal vide om forkølelse

Efteråret og vinteren er højsæson for forkølelser. Der findes ikke medicin, der kurerer en forkølelse, men flere produkter kan lindre de symptomer, der følger med. Vi guider dig her til, hvordan du bedst behandler en forkølelse, og hvordan du kan forsøge at undgå at blive smittet.

Snot, hoste, feber og ondt i halsen. Efteråret er over os, og det samme er en øget forekomst af irriterende forkølelser. Sygdommen, som for det meste er harmløs, men har en stor påvirkning på vores almentilstand og rammer personer i alle aldre.

Forkølelse kan smitte igen og igen, og derfor er det normalt at blive forkølet flere gange på én sæson. Her får du vores bedste råd til, hvordan du kan forsøge at forhindre forkølelser, og hvordan du bedst behandler, hvis du er uheldig at blive syg.  

Hvad er forkølelse?

Forkølelse er en virussygdom, som kan skyldes mange forskellige typer vira. Har du først været smittet med én type, er du efterfølgende immun over for den variant. Men i og med at forkølelse kan skyldes flere hundrede forskellige slags virus, vil vi opleve at blive forkølede igen og igen livet igennem.

Forkølelse smitter ved dråbesmitte. Det betyder, at hvis en smittet person nyser, hoster eller pudser næse og efterfølgende rører en overflade, vil smitten blive siddende. Rører en rask person ved samme overflade og bagefter lader hænderne være i kontakt med mund eller øjne, kan vedkommende blive syg med forkølelse.

Forkølelse kan også smitte ved luftbåren overførsel, hvis en smittet hoster eller nyser, og en rask person efterfølgende indånder de mikroskopiske dråber, der indeholder virus. 

Forkølelse og de medfølgende symptomer

Forkølelse er en infektion i de øvre luftveje, og du kan derfor opleve at få symptomer i både næse og hals. Efter du er smittet med en forkølelse, starter forløbet typisk med en øm hals efter et par dage. Det sker, fordi forkølelsesvirus har slået sig ned i halsslimhinden, og kroppen er begyndt at udskille nogle stoffer mod virusserne. Derved opstår en inflammation med let hævelse, ømhed og øget sekretion til følge.

Herefter vil der komme symptomer fra næsen med nys og løbenæse. Efter et stykke tid begynder næseslimhinden at hæve op, og sekretet bliver tykkere. Begge dele lukker næsen til, så du må trække vejret gennem mund, svælg og hals, som måske i forvejen er øm og tør.

Derudover kan forkølelse give hovedpine, muskelsmerter, let feber og generel uoplagthed. Du kan ikke få lægemidler, der bekæmper forkølelsesvirus, men du kan få lindring af symptomerne i form af næsespray, hostestillende, halstabletter og smertestillende medicin.

Ondt i halsen?

I de fleste tilfælde vil der bare være tale om en forkølelse, hvis du oplever ondt i halsen i et par dage. Men det kan også være halskatar, som normalt skyldes en almindelig forkølelsesvirus, der angriber slimhinden i halsen eller bakterier. Halsen bliver rød, øm og tør, og stemmelæberne kan hæve op og gøre stemmen hæs.

Tager smerterne til, er der hvidlige pletter på mandlerne og feber, er der højst sandsynligt tale om en halsbetændelse, som kan forårsages af både bakterier og virus. Her vil lymfekirtlerne nær ørerne også ofte hæve og blive ømme. De fleste halsbetændelser går over inden for en uge.

Kyssesyge forårsages af en virus, der giver halssmerter, betændte mandler og hævede lymfekirtler. Sygdommen giver også hovedpine, feber, mathed, træthed og ondt i muskler og led. Ved feber og tiltagende halssmerter, skal du søge læge og få tjekket, hvad der ligger bag.

Du kan også selv forsøge at lindre halssmerter med hyppige slurke af varme drikke og lindrende sugetabletter, som fås i håndkøb på dit apotek.

Behandling af forkølelse

Der findes ikke en behandling for forkølelse, men du kan gøre flere ting for at lindre symptomerne. På apoteket findes der flere forskellige typer håndkøbsmedicin, der lindrer henholdsvis stoppet næse, øm hals, feber og irriterende hoste.

Se udvalget her

Derudover er hvile meget vigtigt, når du er syg. Hvile giver immunforsvaret mulighed for at genoprette den midlertidige ubalance, der opstår i forbindelse med for eksempel en forkølelse.

Væske er essentielt, og når du er syg, skal du have endnu mere væske end normalt, særligt hvis du har feber. Væske hjælper desuden med at udskille affaldssystemer, så kroppen kan restituere.

Forebyggelse af forkølelse

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle danskere tager et tilskud af 5-10 mikrogram D-vitamin fra oktober til april. Er du over 70, er anbefalingen 20 µg D-vitamin og 800-1000 mg calcium hele året.

Solens stråler er ellers vores primære kilde til det vigtige vitamin, men i de mørke måneder er det svært at få den rette dosis uden et tilskud. D-vitamin styrker immunforsvaret og er dermed med til at forebygge blandt andet forkølelser. 

Se udvalget af D-vitamin

Den bedste måde at forebygge forkølelse på er ved at huske den gode håndhygiejne. Forkølelse smitter ved berøring af overflader, som en smittet person også har rørt ved. Derfor er det vigtigt at vaske eller spritte hænderne grundigt, når du har opholdt sig på offentlige steder med risiko for smittede personer.

Er du selv smittet med forkølelse, er det vigtigt at tage sygdommen seriøst. Forkølelse er ikke farligt, og det kan derfor være fristende at tage på arbejde, selvom kroppen er ramt. Men du udsætter dine omgivelser for smittefare, og det er derfor vigtigt at blive hjemme under dynen, indtil du er rask.

Kilder: sst.dk

Forkølelse er en virussygdom, der kan skyldes flere hundrede forskellige typer virus. Når først du har været smittet med én virusvariant, er du immun efterfølgende. Men du kan stadig blive forkølet med en anden virus, og derfor bliver vi smittet igen og igen.

Forkølelse er meget smitsomt og smitter ved dråbesmitte. Det gælder både mikroskopiske dråber, der bliver spredt via luften omkring os, men også ved berøring af overflader, som en smittet person har rørt ved inden. 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen