Knas med halsen? Se relaterede produkter

Knas med halsen?

Har du ondt i halsen? I de fleste tilfælde er det bare en forkølelse eller måske halskatar, der driller. Men det kan også være halsbetændelse, hvis smerterne tager til, eller du får feber.

Når du er forkølet, kan du få lidt ondt i halsen de første par dage. Varer smerterne flere dage, og får du tiltagende ondt, så kan det være halskatar, halsbetændelse eller måske kyssesyge, du er ramt af. Halskatar skyldes som regel almindelige forkølelsesvira, som angriber slimhinden i halsen. Det kan dog også skyldes bakterier. Ved halskatar bliver din hals rød, øm og tør. Der er sjældent feber, og det vil lindre at drikke noget varmt. Hvis dine stemmelæber i halsen også bliver ramt, vil de hæve op og gøre dig hæs, fordi de ikke kan vibrere ordentligt og skabe de lyde, som de plejer.

Er din hals meget øm og rød, og ses der hvidlige pletter på mandlerne, så er der sandsynligvis tale om halsbetændelse. Det giver ofte feber, og lymfekirtlerne nær ørerne vil hæve og blive ømme. Selv når du synker en varm drik, kan det gøre ondt. Halsbetændelse kan forårsages af både bakterier og virus. Hvis det er streptokokbakterier, der er årsagen, gives penicillin. Hvis det er virus, du er angrebet af, vil penicillin ikke hjælpe. De fleste halsbetændelser går over af sig selv inden for en uge.

Halsbetændelse ses også ved kyssesyge. Her er tale om en virus, der giver halssmerter, betændte mandler og hævede lymfekirtler. Kyssesyge giver også hovedpine, feber, mathed, træthed og ondt i muskler og led. Ved feber og tiltagende halssmerter, skal du søge læge og få tjekket, hvad der ligger bag. Du kan selv forsøge at lindre halssmerter med hyppige slurke af varme drikke og med lindrende sugetabletter, som fås i håndkøb på dit apotek.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen