Sådan passer du bedst på dit barns hud om vinteren
Den kolde og tørre luft i vinterperioden er hård for huden, særligt for de mindstes sarte hud. Vinteren kan give frostsprængte kinder, udtørrede læber og kløende udslæt, og derfor er det vigtigt, at du er særligt opmærksom på børnenes hud i de kolde måneder.
Røde næser og kinder efter en god, lang dag udendørs er et godt sundhedstegn. Det er skønt at lege udenfor i den kolde vinter, men den tørre og kolde vind kan være hård, særligt for børnenes hud. Det er langt fra unormalt, at du kan opleve tør og irritereret hud på kinder og læber, ligesom et kløende udslæt kan være generende.
Selvom vi pakker børnene ind i flyverdragter, huer og vanter, vil ansigtet stadig titte frem og være disponeret for den tørre og kolde vind. Børns hud er tyndere og mere sart end vi voksnes, og de er ofte ikke selv opmærksomme på at passe på, før huden kløer og svier efter en lang dag udenfor. Derfor er det vigtigt, at du tager dine forholdsregler, så I undgår vinterskadet hud.
Husk en god creme til vinterhud
Det er en rigtig god idé at smøre dit barn ind i en god, fed creme, både morgen og aften. Vælg gerne en parfumefri fedtcreme eller kuldecreme uden vand, da den i højere grad lægger sig som en beskyttende barriere på huden og beskytter mod frosten.
Smør gerne cremen på huden cirka 10 minutter inden, I går udenfor, så du er sikker på, at den lille mængde vand når at trænge ordentligt ind i barnets hud. Det er desuden en rigtig god idé at give dig selv et beskyttende lag også, eksempelvis på hænder og i ansigtet, samt andre områder der er særligt udsat.
Se udvalget af hudpleje til børn her eller spørg personalet på apoteket, hvis du er i tvivl om, hvilken variant du skal vælge.
Barnets hud før og efter bad
For at beskytte barnets hud bedst muligt hele vinteren igennem, er det en god idé også at være opmærksom på baderutinerne. En skrap sæbe eller shampoo kan hurtigt udtørre barnets hud og gøre den mere udsat for den tørre luft.
Har dit barn tendens til tør hud, kan det desuden være en idé at tilføre et par dråber babyolie til badevandet, da det blødgør og beskytter. Vælg derudover altid allergitestet og parfumefri sæbe og shampoo eller endnu bedre en sæbefri vaskegel eller vaskeolie, som er mere skånsomt mod huden.
Når badet er slut, er det vigtigt, at du smører barnets hud med en god bodylotion inden sengetøj, og er huden allerede udsat, kan du overveje en mild, reparerende ansigtscreme på de udsatte områder.
Børneeksem i vinterkulden
Mange børn lider af børneeksem eller atopisk eksem, som er karakteriseret ved kløe og tør hud, ofte hele året rundt. Dog tager dette eksem tit til i forbindelse med sæsonskifte. Det kan give rødt udslæt og være meget generende for barnet. Børn med børneeksem skal hver dag smøres med en fugtighedscreme og også altid efter bad, så du sikrer, at huden forbliver fugtet hele dagen.
For de mindste børn vil eksemet ofte vise sig som små væskende blærer på kinder og hænder. Hos de lidt større er det ofte tør hud med kradsemærker og viser sig ofte symmetrisk på kroppen på arme/ben, knæhaser, albue/håndled eller lignende. De største børn og voksne har generelt tør og kløende hud, som kan være fortykket på enkelte steder.
Vinterkulden er hård for alle slags hudtyper, men lider dit barn af eksem, er det vigtigt, at du er ekstra påpasselig, også om vinteren. Smør gerne flere gange dagligt med en fedt- eller kuldecreme og hold løbende øje med hudens udvikling. Er barnet generet, er det en god idé at tale med lægen, om barnet eventuelt skal have en behandling med binyrebarkhormoncreme.
Kilder: sundhed.dk, netdoktor.dk
Børns hud er mere sart end vi voksnes, og derfor er den også særligt udsat i vinterkulden. Du skal selvfølgelig sørge for, at barnet er pakket forsvarligt ind i hue, vanter og overtøj, men på den udsatte hud i ansigtet, er det vigtigt, at du smører med en fedt- eller kuldecreme uden vand. Cremen vil lægge sig som en beskyttende barriere over huden.
Lider dit barn af børneeksem eller atopisk eksem, er det vigtigt, at du passer ekstra godt på, også om vinteren. Hos børn under 2 år ses eksemet ofte i ansigtet og på strækkesider af arme og ben, mens børn over 2 år ofte har eksem i knæhaser, albuebøjninger, ankler og håndled. Det er ekstremt vigtigt, at huden ikke udtørrer, og derfor skal barnet have fugtighedscreme på hver dag og altid efter bad. Er du i tvivl om, om dit barn lider af børneeksem, skal du kontakte lægen.
Barnets optimale baderutiner afhænger af alder. Hvor de mindste gerne skal nøjes med et bad 1-2 gange om ugen, vil et børnehavebarn skulle i bad 2-3 gange om ugen. Skolebarnet skal som udgangspunkt i bad 3 gange om ugen, hvor den ene gang passende kan være efter idræt. Når barnet kommer i puberteten, bliver behovet større. Men det er naturligvis svært at sætte faste regler for bad, da det afhænger af det enkelte barn, aktivitetsniveau og legemønstre.