Pas på type 2-diabetes Se relaterede produkter

Pas på type 2-diabetes

Type 2-diabetes er den mest udbredte form for diabetes. Omkring 200.000 danskere har fået diagnosen, og man mener, at lige så mange har sygdommen uden at vide det.

Personer med type 2-diabetes danner enten for lidt insulin eller har insulinresistens. Ved insulinresistens danner kroppen på almindelig vis insulin, men kroppens celler er mindre følsomme over for insulinet. I begge tilfælde fører det til et for højt indhold af sukker i blodet.

Når blodsukkeret måles i fastende tilstand, skal en rask person have et blodsukker på 3-6 mmol/l. Hvis blodsukkeret er 7,0 mmol/l eller derover, så kan diagnosen diabetes stilles.

Hvad er symptomerne?

Type 2-diabetikere oplever en langsom udvikling af symptomerne, og man har derfor ofte haft sygdommen i længere tid, før man opdager den. Ofte bliver sygdommen opdaget ved en tilfældighed. Symptomerne på diabetes udløses af den forhøjede mængde sukker i blodet. De kan være øget tørst, hyppig vandladning, kløe i skridtet på grund af svamp, træthed, kvalme, kroniske sår, syns eller føleforstyrrelser og infektioner.

Årsager og kontrol

Der er flere årsager til, at man udvikler type 2-diabetes.

Sygdommen kan være arvelig, eller den kan skyldes usund livsstil. Hvis en af dine forældre har diabetes, er risikoen for, at du får diabetes 40 % højere. Man ved også, at 80-90 % af alle type 2-diabetikere er overvægtige. En livsstil med usund kost, overvægt og for lidt motion er altså udslagsgivende for, om man udvikler sygdommen. Er du i risikogruppen, så er det vigtigt, at du får kontrolleret dit blodsukker, da sygdommen udvikles langsomt. Med en tidlig diagnose og behandling nedsætter du risikoen for følgesygdomme.

Behandling af sygdommen

Formålet med en behandling er at holde blodsukkeret inden for normalområdet. I første omgang startes med livsstilsændringer som kostomlægninger, vægttab og mere motion. Hvis man er ryger anbefales et rygestop. Er livsstilsændringerne ikke tilstrækkelige til at holde blodsukkeret stabilt, suppleres med forskellige former for medicin. Det kan være tabletter, der øger cellernes følsomhed over for insulin, eller som øger udskillelsen af insulin. Hvis livsstilsændringer og tabletbehandling ikke er nok, kan behandlingen suppleres med injektioner med insulin eller med medicin, der øger insulinudskillelsen.

Du kan læse mere om diabetes på www.diabetes.dk

Blodsukkermåling

En blodsukkermåling kan via en blodsukkermåler påvise, om du har diabetes. Du får et lille prik på siden af fingeren med en såkaldt fingerprikker, så der kommer et par bloddråber ud. En bloddråbe overføres til en stick, som afslører, hvor meget sukker, du har i blodet. Det er mængden af sukker, der viser, om du har diabetes. Hvis du har en uopdaget diabetes, vil dit blodsukker være for højt.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen