Pas på det skjulte sukker i madpakken Se relaterede produkter

Pas på det skjulte sukker i madpakken

Tørret frugt og kiks (også de økologiske produkter), som mange børn får med i madpakken, indeholder store mængder af sukker, der kan give huller i tænderne. Vælg frugt og grønt i stedet og husk at hjælpe barnet med tandbørsten, lyder Tandlægeforeningens råd.

Det kan være fristende at give et barn en müslibar eller figenstang med i madpakken, så de har energi nok til hele dagen. Men mellemmåltider, der ved første øjekast ser sunde ud, kan indeholde store mængder sukker, som kan give huller i tænderne. Det viser en ny undersøgelse af mellemmåltider, som Tandlægeforeningen har lavet.

Undersøgelsen viser, at mange mellemmåltider indeholder næsten lige så meget sukker som slik og sodavand. Især er tørret frugt og müslibarer særligt slemme, fordi sukkeret klistrer til tænderne. Og  det er de sukkerholdige ting, som børn indtager mellem hovedmåltiderne, der giver størst risiko for huller i tænderne, fordi sukkeret er i munden i længere tid, forklarer Susanne Kleist, der er formand for Tandlægeforeningen.

16 sukkerknalder i en hyldeblomstsaft

Ifølge Fødevarestyrelsen spiser seks ud af 10 børn og unge for meget sukker. Tandlægeforeningens undersøgelse viser, at en flaske økologisk hyldeblomstsaft indeholder, hvad der svarer til 16 sukkerknalder, og at der er 13,5 sukkerknalder i en pose økologiske speltkiks. Og da disse tal kun dækker over mængden af tilsat sukker og ikke naturligt sukker fra f.eks. frugt og mel, er det reelle sukkerindhold i mange tilfælde langt højere. Susanne Kleist gør opmærksom på , at alle sukkerarter undtagen kunstige sødemidler kan give huller i tænderne, men nogle sukkerarter er værre for tænderne end andre – f.eks. hvidt sukker og rørsukker, som giver mere plak på tænderne. Hun anbefaler, at man giver sit barn frugt og grønt med i madpakken, da det er sundere for både tænder og krop.

Hjælp barnet med tandbørsten

Udover at vælge frugt og grønt er det vigtigt at have gode tandplejevaner. Ifølge Susanne Kleist bør forældre hjælpe barnet med tandbørstningen helt frem til, at barnet er 10 til 12 år. Det er nemlig først, når barnet er 10-12 år, at det motorisk er i stand til at klare tandbørstningen grundigt nok selv. Indtil da bør en voksen derfor børste eller børste efter, så man er helt sikker på at få børstet alle tænderne ordentligt rene.

Gode råd:

  • Giv barnet frugt og grønt fremfor sukkerholdige mellemmåltider
  • Tilbyd barnet vand fremfor sukkerholdige drikke som sodavand og saft
  • Hjælp barnet med at børste tænder to gange om dagen – morgen og aften
  • Brug en blød tandbørste med et lille børstehoved og et godt greb
  • Brug altid tandpasta med fluorid
  • Børn under 6 år: Brug, hvad der svarer til dit barns lillefingernegl
  • Børn over 6 år: Brug, hvad der svarer til 1 cm tandpasta pr tandbørstning
  • Børst alle tænder grundigt med cirkulære bevægelser.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen