Nu stikker og bider insekterne igen... Se relaterede produkter

Nu stikker og bider insekterne igen ...

Myg, hvepse, bier, regnklæger og andre insekter hører naturligt med til den ofte fugtige danske sommer. Hvor myg er værst midt på sommeren, kan bier og hvepse genere os i særlig grad hen på sensommeren. De små bæster har en kedelig tendens til at stikke eller bide os, hvilket for de fleste mennesker medfører ubehag af forskellig slags.

Tusindvis på skadestuen

Insektstik er et udbredt problem i Danmark. Faktisk kommer omkring 9.000 personer på skadestuen årligt til behandling for insektstik. De fleste er blevet stukket i munden eller på halsen og reagerer med stærke symptomer som synkebesvær, hævelser og kløe på kroppen, svimmelhed og problemer med vejrtrækning. Det er vigtigt at søge læge eller skadestue straks, da f.eks. et hvepsestik i struben kan være livstruende.

Flest lette symptomer

Langt de fleste stik eller bid fra insekter giver imidlertid kun lette symptomer i form af hævelse, rødme, kløen og svien på stikkestedet. Kløen og hævelsen forsvinder som regel af sig selv i løbet af 1-3 dage, og stikket eller biddet er ufarligt for de fleste personer. Hvis man kradser og klør i stikkeområdet gentagne gange, kan der gå betændelse i huden.

Vidt forskellige insekter

Insekter er ikke bare insekter. Der er stor forskel på deres adfærd, levevis, aktivitetsniveau i løbet af året og bevæggrunde til at gå til angreb på os mennesker. Med et godt kendskab til de små dyr er det muligt at undgå de mange fysiske gener, som er forbundet med et insektstik eller et insektbid:
- De stikkende insekter er f.eks. myg, hvepse (gedehams) og bier. Myg er på jagt efter blod det meste af sommeren for at overleve. Hvepse er små flyvende rovdyr, som typisk mangler sukkerstoffer sidst på sommeren og derfor går målrettet efter søde sager. De kan blive aggressive, hvis man nærmer sig deres bo. Bier er godmodige insekter og nyttedyr, som kun reagerer hvis man kommer helt tæt på dem, fortæller seniorforsker Karl-Martin Vagn Jensen fra Aarhus Universitet.

Vær opmærksom

Karl-Martin Vagn Jensen opfordrer til at man sætter sig lidt ind i insekternes levevis og tage sine praktiske forholdsregler. Ved myg handler det om gå tildækket i sæsonen, og ved hvepse gælder det om at se sig grundigt for hele tiden - og holde øje med marmelademadder, sodavandsflasker og søde frugter. Tilmed gælder det om at lære børnene at være opmærksomme og i øvrigt ikke reagere hysterisk, hvis en eller flere hvepse nærmer sig.

De bidende insekter

I Danmark findes der 37 forskellige arter af klæger, f.eks. regnklægerne med sodfarvede vinger, som også hører til en af sommerens store gener. De er ret almindelige, men ubehagelige blodsugere, der lydløst kan snige sig ind på os mennesker - typisk på fugtige og hede sommerdage tæt ved græssende dyr:
- Klæger er et overset problem. De skaber stor irritation, da de med deres skarpe munddele skærer et lille trekantet hul for at sutte det udflydende blod op. Det kan forebygges med let påklædning, da klæger ikke kan nå huden gennem stoffet. Det farligste dyr er dog skovflåten, der faktisk ikke er et insekt, men en mide, som borer hul i huden og bliver siddende længe for at suge blod. Den kan udrette stor skade, da den bl.a. kan overføre den farlige bakterie borrelia, som kan føre til en alvorlig sygdom hos mennesker, fortæller seniorforsker Karl-Martin Vagn Jensen fra Aarhus Universitet.
Han anbefaler at holde et vågent øje med skovflåterne og opfordrer til at tage lange bukser og gummistøvler på i skoven og desuden tjekke hinanden (og vores kæledyr) efter for flåter, når vi har været i skov, eng eller mark. Hvis man allerede er bidt af en skovflåt, og man ser en rødmende plet vokse sig større og større omkring bidstedet, skal man søge læge.

Apoteket kan hjælpe

Apoteket er altid et godt sted at starte, hvis du ønsker at forebygge eller behandle stik og bid fra insekter. Apoteket er din garanti for sikker viden, godkendte midler fra anerkendte producenter og veldokumenteret vejledning:
- På apoteket er vi klar til kamp mod insekter og andre af sommerens plager. Vi tilbyder alle de nødvendige midler fra flåt- og tægefjernere, over forebyggende insektspray og til kløestillende midler i form af cremer, stifter og spray med aktivstoffet mepyramin. Vi giver gode råd om forebyggelse, lindring og behandling af alle de gener, som forskellige insekter kan afstedkomme, udtaler apotekspersonalet.
Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.
  • Undgå at vifte med armene, når du har insekter omkring dig
  • Hold øje med søde sager når du spiser ude om sommeren
  • Vær ekstra opmærksom når børn spiser ude om sommeren
  • Pas på med at gå barfodet
  • Vær forsigtig med f.eks. flyttekasser i kælder eller på loft, hvor hvepse kan bygge bo
Kilder: Artiklen Insektstik af speciallæge Bengt Lund på www.sundhed.dk, oprettet den 1. december 2009. Artiklen Bi- og hvepsestik af overlæge dr. med. Holger Mosbech på sundhedsguiden.dk fra 23. juni 2011. www.dpil.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen