Se relaterede produkter

Lider du af irritabel tyktarm? – du er ikke alene

For mennesker der lider af irritabel tyktarm, kan specifikke fødevarer skabe ravage og smerter i maven. Heldigvis er der hjælp at hente.

Smertefulde kramper i maven, oppustethed, uregelmæssig afføring, og luft der presser sig på i tide og utide. Er det noget, du kender til? Så er du måske en af de omkring 800.000 danskere, der lider af irritabel tyktarm – også kaldet IBS.

De officielle kostråd virker for de fleste mennesker – men for dig holder det ikke hele vejen. De ellers så gode og fiberrige kulhydrater, vi skal spise for at holde et godt tarmsystem, kan i stedet skabe ravage i netop din mave og tarm. Det skyldes, at din tarm ikke kan nedbryde de grove kulhydrater, og de i stedet går i gæring i dit tarmsystem. Din mave vil typisk reagere med ophobning af luft og efterfølgende smerter – ofte som gentagende kramper.

Lyt til din tarm

Men hvad kan du gøre for at mindske smerterne og luften i maven? Rugbrød, løg, hvidløg, blomkål, jordskokker, broccoli, æble og pære er nogle af de fødevarer, du kan have svært ved at tåle, hvis du lider af irritabel tyktarm. Til gengæld er gulerod, grønkål, grønne bønner, havregryn, appelsin, jordbær og banan gode alternativer, der gør din mave glad. Rådene kommer fra LOW-FODMAP-diæten, som er udviklet til at lindre symptomerne på irritabel tyktarm.

-Du skal lære at lytte til din tarm. LOW FODMAP er ikke nogen mirakelkur, som nulstiller en IBS tarm. Den kan ikke stå alene. Der er nemlig stor forskel på, hvad der er bedst for den enkelte, og det varierer tilmed ofte og skifter karakter – alt efter, hvordan påvirkningsgraden er lige nu og her og alt efter, hvordan de indtagne fødevarer spiller sammen i tarmen. Det er et stort puslespil og kræver stor tålmodighed at lære at fortolke, så symptomerne bliver holdt mest muligt nede, siger klinisk diætist, Mette Borre, Aarhus Universitetshospital til MagasinetHelse.

Det er ikke kun kosten, der kan hjælpe dig af med dine mavegener. Forhør dig på dit lokale apotek – her kan du få gode råd om forskellige drikke og kosttilskud, som hjælper med at styrke dit mavetarmsystem.

Kilde: MagasinetHelse

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen