Dårlig mave under menstruation? Det er der en god forklaring på Se relaterede produkter

Dårlig mave under menstruation? Det er der en god forklaring på

Du ved, at din menstruation er på vej. Det har dine tarme nemlig afsløret, før resten af kroppen har opdaget det. Du føler dig oppustet. Måske har du allerede været på toilettet tre gange i dag. Din menstruation har samme effekt på din mave som en god dobbelt espresso. Og det er ikke bare dig. Dårlig mave under menstruation er virkeligheden for mange kvinder. Hormonerne påvirker din fordøjelse, tarmflora og væskebalance.

Hvorfor påvirker hormonerne fordøjelsen?

Østrogen og progesteron er de to hovedpersoner i din cyklus. Ud over at styre humør, energi og ægløsning, har de også en direkte linje til tarmen. De kan enten sætte gang i bevægelserne eller få det hele til at gå i stå. Det skifter i takt med, hvor du er i din cyklus.

Follikulær fase: Alt glider lettere
Den follikulære fase, som er efter menstruationen og frem til ægløsningen, er den mest rolige for maven. Østrogenniveauet stiger, og det hjælper med at holde gang i maven. Du føler dig let. Afføringen er regelmæssig, og du går på toilettet uden de store problemer.

Tip: Hjælp fordøjelsen på vej med fiberrig mad, grøntsager og fermenterede fødevarer som surkål og yoghurt. Et kosttilskud med mælkesyrebakterier kan give et ekstra boost.

Lutealfase: Maven arbejder i slow motion
Efter ægløsningen sker der et skift. Progesteron tager over, og det har en afslappende effekt på dine tarme. Det gør, at maven føles tungere, oppustetheden melder sig, og du går måske en dag uden afføring. Du har ikke nødvendigvis spist anderledes, men din fordøjelse arbejder langsommere.

Tip: Væske og bevægelse er din ven. Drik rigeligt med vand og gå ture hver dag. Et mildt fibertilskud, som f.eks. loppefrøskaller, kan hjælpe, hvis maven går i stå.

Menstruation: Hormonerne daler og maven reagerer
Så starter blødningen og samtidig sætter tarmene i gang. Prostaglandiner, de stoffer, der får livmoderen til at trække sig sammen, påvirker også tarmens bevægelser. Resultatet er dårlig mave eller hyppigere afføring. For nogle kvinder medfører sammentrækningerne i livmoderen også mavekramper.

Tip: Har du menstruationssmerter, kan paracetamol og ibuprofen hjælpe.

Overgangsalderen: Tarmen skal finde sig selv

I overgangsalderen daler hormonerne, og det kan mærkes i tarmen. Fordøjelsen bliver langsommere. Nogle kvinder får mere luft i maven, og andre reagerer kraftigere på bestemte fødevarer. Nogle kvinder oplever, at de får symptomer, der minder om irritabel tyktarm.

Tip: Fokusér på de gode bakterier. Fermenterede fødevarer og kost med masser af fibre kan støtte tarmens naturlige balance. Mælkesyrebakterier i tilskudsform kan også være en hjælp.

Gode vaner – cyklus eller ej

Uanset hvor du er i din cyklus eller livsfase, er der gode vaner, som styrker fordøjelsen og skaber ro i maven:

  • Spis masser af fibre. Vælg fuldkorn og grøntsager.
  • Drik nok væske – gerne 1,5 liter om dagen.
  • Overvej at tage tilskud af mælkesyrebakterier.
  • Bevæg dig dagligt, gå ture, dyrk motion eller yoga.
  • Prioriter din søvn. For lidt søvn stresser både hormon- og tarmsystemet

Når hormonerne rykker rundt i kroppen, er det ikke så mærkeligt, at maven reagerer. Næste gang din cyklus slår sig løs, så ved du, hvorfor maven larmer, og hvordan du kan hjælpe den med at falde til ro igen.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen