Lider du af forstoppelse? Se relaterede produkter

Lider du af forstoppelse?

Nogle går på toilettet flere gange om dagen – andre tre, fire gange om ugen. Det er individuelt, hvad der er normalt. Men alle kan opleve at få forstoppelse indimellem. Det kan opstå akut eller være et kronisk problem.

Hvis du går på toilettet mindre end tre gange om ugen, afføringen er tør og knoldet, og du har problemer med at komme af med den, så har du forstoppelse. Det kan ledsages af ubehag og smerter.

Forstoppelsen kan være akut eller kronisk. En akut forstoppelse er kortvarig og opstår typisk, hvis der sker ændringer i din daglige rytme. Det kan være ændringer i dine kostvaner eller i dit aktivitetsniveau – eller det kan være hændelser, som får dig til at undertrykke din trang til at gå på toilettet. Akut forstoppelse ses for eksempel ved sengeleje, faste, psykisk pres og i forbindelse med rejser. Din mave vil begynde at fungere igen, når din hverdag igen bliver normal.

Hvis du i længere tid eller tilbagevendende har svært ved at komme på toilettet, så lider du af kronisk forstoppelse. Det kan det være faktorer i din hverdag, der spiller ind. Måske sidder du for stille til dagligt, drikker for lidt vand eller får en kost, der er fattig på fibre. Det kan også være sygdom, medicin, psykiske forhold, rygestop eller graviditet, der sløver din tarm. Lider du af kronisk forstoppelse, kan det være nødvendigt at søge læge for at afklare årsagen.

Forstoppelse kan i mange tilfælde lindres og forebygges ved, at du spiser en kost, der er særligt rig på fibre og fuldkorn. Det giver dine tarme noget at arbejde med. Spis også meget frugt og grønt, som indeholder fibre og væske, der gavner fordøjelsen. Hold igen med kaffe, søde drikke og alkohol, og drik i stedet masser af vand. Tyg din mad grundigt, og undgå at undertrykke din krops naturlige trang. Spis, når du føler sult, og kom på toilettet, når du har behov.

Hvis du undertrykker din krops naturlige trang, kan du nedsætte tarmenes aktivitet. Husk også, at motion har en positiv indvirkning på tarmenes bevægelser og kan være med til at modvirke forstoppelse. Har du brug for umiddelbar lindring af forstoppelse med et afføringsmiddel, så spørg på dit apotek.

Kilde: Apoteket

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen