Kalk og D-vitamin vedligeholder normale knogler
Over en halv million danskere lider af knogleskørhed, og hver tredje kvinde og hver ottende mand over 50 år rammes af knogleskørhed*. Mange af os opdager det for sent, da symptomerne først viser sig, når man brækker sine knogler. Knogleskørhed er arveligt, og vi kan gøre en hel del for at forebygge knoglesmerter senere i livet.
Knogler er en levende organisme. Hele livet opbygges og nedbrydes knoglemassen. For både mænd og kvinder gælder det, at knoglemassen topper i 25-30 års alderen og herefter nedbrydes langsomt. Begge køn mister 0,5% af knoglemassen om året, og kvinder kan i årene lige efter overgangsalderen miste op til mellem 2-5% om året.
Afkalkningen af knoglerne påvirkes af mange faktorer, herunder arv, dagligt kalk-indtag, aldring, fysisk aktivitet og visse typer af medicin. Vi kan derfor i nogen grad selv påvirke vores "knogletilstand" ved at leve knoglevenligt og sørge for at få dækket vores daglige behov af kalk og D-vitamin.
Nyttigt makkerpar
Netop kombinationen af kalk og D-vitamin har vist sig at have en gavnlig effekt på knoglesundheden. Kalk (calcium) og D-vitamin er det gode makkerpar, som bidrager til at vedligeholde normale knogler hos voksne og er nødvendige for børns normale knogleudvikling.
– Vi ved med sikkerhed, at mangel på kalk og D-vitamin hos voksne fører til et øget kalktab fra knoglerne, og dermed opstår der en øget risiko for knogleskørhed. Således viser en nyere undersøgelse**, at et passende indtag af kalk og D-vitamin kan nedsætte risikoen for knoglebrud med 10-12%, fortæller professor og overlæge, dr. med. Bente Langdahl fra Aarhus Universitetshospital.
Tænk på kosten
Bente Langdahl pointerer, at vi ikke helt kan undgå tab af knoglemasse, men vi kan tænke over kosten for at finde ud af, om vi får den tilstrækkelige mængde kalk og D-vitamin. Undersøgelser af danskernes kost viser, at en stor del af befolkningen ikke får nok kalk og D-vitamin i kosten grundet ændrede madvaner, og at hver fjerde dansker faktisk ikke drikker mælk dagligt.
– Sådan set er det meget enkelt. De fleste skal blot drikke mælk eller spise ost på daglig basis for at få dækket kalkbehovet. Det er straks mere udfordrende med D-vitamin, da dette primært skal komme fra fede fisk som sild, makrel og laks – helst fanget i den frie natur – og gennem sollyset, der som regel er en mangelvare i vinterhalvåret i Danmark, udtaler Bente Langdahl.
>> Her kan du finde alle kalktilskud og kalktabletter hos apotekeren.dk
Kosttilskud med optagelighed
Løsningen kan være at kombinere kosten med et kosttilskud, som sikrer den nødvendige optagelse af kalk og D-vitamin. D-vitamin skal aktiveres i nyrerne, før man kan optage kalk til blodet og indbygge det i knoglerne. Sammen er kalk og D-vitamin vigtige faktorer for, at knoglevævet får indbygget tilstrækkeligt kalk til at bevare en god knoglesundhed***.
Hent råd på apoteket
På apoteket kan du få flere råd om en knoglesund livsstil og om, hvordan du selv opretholder en god knoglesundhed hele livet:
– Vi rådgiver altid på baggrund af den enkelte kundes situation. Selvom alle har behov for kalk og D-vitamin hele livet, er der også nogle, der har særlige behov. Det kan f.eks. være, at man i forvejen indtager medicin, som er årsag til en lav optagelse eller udskillelse af kalk – og det er afgørende i forhold til den aktuelle anbefaling, udtaler apotekspersonalet.
Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.
Gode råd til at styrke knoglerne
- Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger – i samråd med egen læge
- Få tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin i forhold til alder og livssituation
- Vær fysisk aktiv med f.eks. løb, gang eller stavgang flere gange ugentligt
- Undlad at ryge
- Begræns dit alkoholforbrug
- Sørg for at holde din normalvægt
- Spis varieret og undersøg dit indtag af kalk og D-vitamin nærmere
- Forebyg fald – især hvis du allerede lider af knogleskørhed
Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhed.dk og osteoporose-f.dk
*Se websitet www.osteoporose-f.dk under menupunktet "knogleskørhed
**Se den videnskabelige artikel "A Pooled Analysis of Vitamin D Dose Requirements for Fracture Prevention" i tidsskriftet The New England Journal of Medicine, July 5, 2012, side 40-49.
***Kalk og D-vitamin bidrager til at vedligeholde normale knogler.