Julefrokost – hvordan forbereder du kroppen bedst?
December er over os og med den også de mange, traditionsrige julefrokoster. Det kan være hårdt for maven og fordøjelsen med de pludselige og store mængder fed mad og alkohol. Vi guider dig til, hvordan du bedst kommer igennem december med velbehag i kroppen.
Sild, flæskesteg, sylte, lun leverpostej og risalamande. December er en tid, hvor mange af os tager til julefrokost med kollegaerne og familien, hvor vi indtager store mængder lækker julemad. Men julefrokost-menuen kan være voldsom for vores fordøjelse, og det er nok de færreste, der ikke kender følelsen af oppustethed efter en julefrokost, fordi indtaget har været større end behovet.
Derudover hører der sig også ofte et udvalg af alkohol med til de mange julearrangementer, og det kan godt sætte sit præg på dagsformen næste dag. Så hvordan kommer du dig bedst over forstoppelse og tømmermænd, og hvad kan du gøre for at undgå det? Det guider vi dig til i denne artikel.
Undgå at spise for meget julemad
Julemåneden er fyldt med fristelser, og det er ikke unormalt at gå igennem måneden med følelsen af forstoppelse og oppustethed. Der skal naturligvis være plads til at mæske sig i alt den lækre julemad, men for at opretholde et fysisk velvære kan det være en god idé at kigge nysgerrigt på adfærd og vaner.
Ofte vil der være mange gengangere på middagsbordet til julearrangementerne, og her kan det være en idé at udvælge de retter, du har lyst til, og sortere de andre fra. Husk derudover at spise langsomt og nyde maden, ligesom det er vigtigt at drikke rigeligt med vand hele dagen, det letter fordøjelsen.
Derudover sætter motion gang i fordøjelsen, og det kan derfor være en god idé at dele måltidet op og gå en kort tur undervejs. Den friske luft gør godt, og bevægelsen sætter gang i maven.
Præparater mod forstoppelse
Du kan forberede din mave på den hårde december på flere forskellige måder. Udover at huske en god, fiberrig kost i dagligdagen og drikke rigelige mængder vand, kan du også give din krop et dagligt tilskud mælkesyrebakterier. Det er med til at opretholde den sunde og naturlige bakteriebalance i maven og tarmene og giver din fordøjelse de bedste forudsætninger.
Er uheldet ude, og du har fået en generende forstoppelse, kan det være en idé at hjælpe fordøjelsen i gang med et afføringsmiddel. Det hjælper maven på vej og letter smerten og ubehaget. Er det første gang, du prøver et afføringsmiddel, er det en god idé at tale med personalet på apoteket for gode råd, da det er vigtigt at følge anbefalingerne nøje.
Find produkter til at hjælpe fordøjelsen her →
Kom tømmermændene til livs
En fest med mange våde varer kan være sjovt om aftenen, men når du vågner dagen efter med dundrende hovedpine, tør mund og kvalme, er det ikke længere så sjovt. Mange har nok sagt sætningen: ”Jeg drikker aldrig igen”, og alligevel glemmer vi det hurtigt igen.
Der er dog flere ting, du kan gøre for at forberede kroppen, inden du indtager alkohol. Det er altid en god idé ikke at drikke på tom mave og huske at drikke vand løbende i løbet af aftenen. Du kan eksempelvis følge tommelfingerreglen om at drikke et glas vand, hver gang du drikker en genstand. Inden du går i seng, skal du desuden huske at drikke rigeligt med vand for at genoprette væskebalancen.
Er uheldet ude, og du har tømmermænd, er de mest gængse råd madvarer, der indeholder salt, rigeligt med væske, frisk luft, hvile og et par smertestillende piller til at stille den værste hovedpine.
Kilder: sundhed.dk, min.medicin.dk
Lider du af kronisk eller akut forstoppelse? Sidstnævnte rammer oftest, når vi som mennesker er udsat for forandringer, eksempelvis rejser, livsstilsændringer, stress eller medicinindtag. Sørg for at spise rigeligt med fibre og drik masser af vand. Derudover kan det være en idé at tage et dagligt tilskud mælkesyretabletter, der opretholder den gode balance i maven. Er det akut, kan du overveje et afføringsmiddel, som effektivt sætter gang i fordøjelsen.
Der kan være flere årsager til, at man udvikler forstoppelse. I juletiden skyldes det højst sandsynligt for fiberfattig kost, større mængder mad, væskemangel og manglende fysisk aktivitet. Det kan derfor være en god idé at skrue op for fiber- og vandindtaget, hvis du ønsker en god december.
Længerevarende forstoppelse påvirker vores almen tilstand. Det er ikke livsfarligt, men det er meget ubehageligt for de personer, det rammer. Derudover kan det give negative følgevirkninger som hæmorider, sår og smerter. Derfor er det en god idé at tale med din læge, hvis du har lidt af forstoppelse gennem længere tid.
Har tømmermændene derpå ramt dig hårdt, er det altid en god idé at følge disse gode råd: spis mad med højt saltindhold, drik rigeligt med væske, husk din hvile og gå en tur i den friske luft. Har du hovedpine, er det en god idé at tage et par smertestillende piller.