Immunforsvar fra naturens egne kræfter Se relaterede produkter

Immunforsvar fra naturens egne kræfter

Vores immunforsvar bliver ofte udfordret i vintertiden med slud, blæst, tør luft og svingende temperaturer. Derfor vælger mange at fokusere ekstra på immunforsvaret og supplerer kosten med et ekstra tilskud af forskellige vitaminer, mineraler, urter og plantestoffer for at holde immunforsvaret aktivt.

64% af den voksne befolkning mellem 18-75 år bruger et kosttilskud hver dag eller næsten hver dag, og blandt personerne over 18 år indtager flere kvinder (71%) end mænd (57%) et multivitamin- eller mineraltilskud*.

Vitaminer til dit immunforsvar

De mest velkendte vitaminer, der er med til at vedligeholde et normalt immunsystem, er D-vitamin og C-vitamin. Men andre vitaminer og mineraler kan også vedligeholde dit immunforsvar fx Vitamin-B6, folsyre, selen, jern og zink. Det er derfor vigtigt at få en god blanding af alle vitaminer og mineraler i kosten og eventuelt fra et supplerende kosttilskud.

Har du nok D-vitamin på lager?

Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, men i vinterhalvåret i Danmark er solens stråler ikke stærke nok til at danne D-vitamin i huden, så man må tære på kroppens D-vitaminlager, der er dannet i løbet af sommeren**. Niveauet for D-vitamin i blodet varierer således efter årstiden, og det er lavere om vinteren end om sommeren.

Om vinteren kan det være svært at få dækket D-vitaminbehovet gennem kosten alene. Flere kostundersøgelser viser, at vi danskere kun får dækket en mindre del af D-vitaminbehovet gennem kosten**, da vitaminet kun findes i større mængder i fede fisk og i begrænset mængder i kød og mejerivarer. Derfor vælger mange at supplere med et kosttilskud med bl.a. D-vitamin.

Mest C-vitamin i rød peberfrugt

Appelsiner og andre citrusfrugter har altid være kendt for at have et højt indhold af C-vitamin (60,8 mg pr. 100 g). Imidlertid er det rød peberfrugt, der indeholder mest C-vitamin, faktisk mere end tre gange så meget som appelsiner (191 mg pr. 100 g), så hvis du gennem kosten vil slå et ekstra slag for C-vitamin, så tilsæt rød peberfrugt.

Hent råd på apoteket

I vintertiden kan man have ekstra fokus på sit immunforsvar og apoteket kan hjælpe dig med råd og vejledning til, hvordan du bedst kan passe på dig selv. De spørger ind til din kost, motion og livsstil samt evt. medicin, der kan have betydning for, hvordan du bedst får dækket dit behov.

– På apoteket står vi klar til at besvare spørgsmål, give faglige råd til en sund livsstil med vitaminer og mineraler gennem kosten, og vi har altid gode tilbud, hvis der er behov for et supplerende kosttilskud. Vi lægger stor vægt på den personlige dialog, der giver den bedste løsning i den enkeltes livssituation, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd til et aktivt immunforsvar

  • God håndhygiejne nedsætter risikoen for at videreføre virus og bakterier   
  • Motion og fysisk træning bevarer et aktivt immunforsvar
  • God nattesøvn er særlig vigtig for immunforsvaret
  • Spis dagligt seks stykker frugt og grøntsager. Det giver de vigtige vitaminer, mineraler og plantestoffer, som bidrager til at vedligeholde et normalt immunforsvar

Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhed.dk, www.altomkost.dk og e-artiklen ”Danskernes forbrug af kosttilskud” fra DTU Fødevareinstituttet, Nr. 2, 2014, side 1-6.

*Se e-artiklen ”Danskernes forbrug af kosttilskud” fra DTU Fødevareinstituttet, Nr. 2, 2014, side 1-6.

**Se artiklen "D-vitamin" på www.altomkost.dk (Miljø- og Fødevareministeriet).

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen