Derfor er det vigtigt at holde kroppen hydreret Se relaterede produkter

Derfor er det vigtigt at holde kroppen hydreret

Over halvdelen af vores krop består af vand, og det er derfor essentielt at holde væskebalancen ved lige, så krop og hjerne har de bedste betingelser. Men hvor meget vand, skal du have, og hvilke tegn skal du være opmærksom på i forhold til dehydrering? Her får du vores bedste råd.  

Husk at drikke vand! Vi ved det jo godt, men hvorfor er det, at væskebalancen er så vigtig for vores velbefindende? Vores krop består hovedsageligt at vand, faktisk er op mod 2/3 af den samlede kropsvægt væske, og for hjernen gælder det 85 %. Derfor er væskebalancen altafgørende.

Mennesket kan klare sig i op til en måned uden mad, men kun maksimalt en uge uden vand. Hvis vi mangler vand, vil det på den korte bane påvirke koncentrationsevnen og hukommelsen. Men på længere sigt svækker det også de indre organer, kroppens funktioner og kan gøre varig og alvorlig skade.  

Det anbefales, at voksne mennesker drikker 1,5-2 liter vand i døgnet for at opretholde den sunde væskebalance. Men når sommeren kommer, og temperaturerne stiger, har vi automatisk behov for mere, fordi vi sveder en stor mængde væske ud i sommervarmen.

Symptomer på dehydrering

Kroppen har flere forskellige måder, hvorpå den kan fortælle dig, at den mangler væske. Det er vigtigt, at du tager symptomerne alvorligt og handler på dem, ellers kan det få alvorlige følger.

Symptomer på dehydrering:

  • Tørst
  • En følelse af træthed og mangel på energi
  • Hovedpine
  • Koncentrationsbesvær
  • Forstoppelse
  • Svimmelhed og evt. besvimelse
  • Færre urinladninger med en meget mørk farve
  • Slap hud og tørre slimhinder.

Får vi ikke nok vand, kan det have alvorlige konsekvenser for vores sundhed. Det kan påvirke hjertet, fordi blodet tyknes og er dermed sværere at pumpe rundt. Musklerne bliver mindre smidige, og du vil opleve flere muskelkramper, ligesom slimhinderne tørrer ud, hvilket gør os mere modtagelige over for sygdomme.

Gode råd til at holde dig hydreret

Det kan være svært at huske at få sin væske, og særligt børn og ældre mennesker kan have problemer med at holde væskebalancen ved lige. Derudover er det vigtigt at vide, at væskeindtagelsen skal ske løbende over hele dagen.

Det nytter ikke at drikke én liter om morgenen og én igen om aftenen. Så meget væske kan vores krop slet ikke optage på en gang, og i stedet bliver den bare udskilt igen som urin. Den optimale adfærd vil derimod være at fordele din væske over 6-8 glas i løbet af dagen.

Du kan lave regler for dig selv, så du husker at få din daglige væske. Det kan være en hjælp at have en drikkedunk ved dig hele dagen, som du løbende drikker af. Men det kan også være, at du skal drikke et glas vand, hver gang du spiser. Eller at du drikker et glas vand inden morgenmaden og så endnu et glas, hver gang du tager en kop kaffe.

Husk desuden at kaffe, te og kakao også tæller som væske, ligesom der findes mange gode sukkerfrie safte- og læskedrikke, du kan lade indgå i det samlede væskeregnskab.

For meget vand er ikke godt

Det er vigtigt, at du husker at drikke væske nok, men husk også, at det faktisk kan blive for meget. Drikker du for store mængder vand uden at tilføje salt, kan du forskubbe kroppens saltbalance. Det kan føre til en decideret vandforgiftning, som kan få vores celler til svulme op og påvirke hjernen i negativ grad.

Er det varmt udenfor, og din krop har brug for megen væske, kan det derfor være en god idé at drikke varieret. Drik eksempelvis skiftevis vand, saft og sodavand, da det tilføjer salte til kroppen, så du undgår risiko for vandforgiftning.                                                                                                         

Kilder: sundhed.dk, netdoktor.dk, aau.dk

Op mod 2/3 af vores krop består af vand, og derfor har det stor betydning for vores velbefindende, hvis ikke væskebalancen bliver holdt ved lige. Det kan påvirke os her og nu i form af hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær. Men på den lange bane kan vores indre organer også tage alvorlig skade, hvis ikke vi får nok vand.

Som udgangspunkt skal kroppen bruge 2.5 liter væske hver dag for at være i balance. Dog får vi dækket cirka 1 liter ved vores madindtag, og resten skal drikkes. Du har allerbedst af at drikke vand, men kaffe, te, kakao og andre læskedrikke indgår også i det samlede regnskab. Dyrker du sport, eller det er varm sommer, har din krop brug for yderligere væske. Start som udgangspunkt med 2 liter og supplér op, hvis du kan mærke symptomer på dehydrering.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen