Bliv klogere på lusene
I enhver krig gælder det om at kende sin fjende. I lusekrigen er fjenden velbeskrevet og på mange måder forudsigelig. Men trods omfattende videnskabelig forskning, taktiske informationskampagner og veludrustede hjælpemidler er det ikke lykkedes os mennesker at vinde det afgørende luseslag i hovedbunden.
Lus på krigsstien
Lus kan smitte året rundt, men de er især på krigsstien lige efter ferierne. Navnlig børn og unge i især 3-10 års alderen "bytter lus" under ferierne og tager lusene med i skole eller daginstitution, hvor lusene flytter med over i nye sociale grupper. Efter sommerferien tales der om "store lusesæson" og midt i august rulles store kampagner ud på landsplan - men lusene er nogle forbistrede overlevere.
En sølle fjende
I virkeligheden virker lus ikke skræmmende. De kan nemt opspores med en tættekam. De er ganske små. De forlanger en god temperatur på omkring de 30 grader celsius. De overføres kun ved direkte hovedkontakt og evner kun at holde fast sig fast med små klør i hårstrået. De lever af blod og tåler ikke at være væk fra hovedbunden i mere end to døgn. Kampen bør med andre ord kunne vindes.
Bytte, bytte lus
Det er primært børn i 3-10 års alderen, som får lus, men alle kan blive smittet. Den hyppigste smittekilde er tæt hovedkontakt under leg. Langhårede børn får oftere lus end korthårede børn. Faktisk skal hårlængden være kortere end 0,5 cm, hvis man vil være sikker på at undgå lus. Derudover er lus mere udbredt i større byer med stor befolkningstæthed end ude på landet.
Lus kvalt af silikone
Jagten på de små og smittende parasitter har stået på i årevis. Udvalget af bekæmpelsesmidler er blevet større, og inden for de seneste år, er silikonebaserede midler, som indeholder dimeticon, kommet på markedet. Dimeticon er en silikoneolie, der kort fortalt ødelægger lusenes luftveje i en mekanisk proces, så de bliver kvalt.
Fokus på forskning
De silikonebaserede lusemidler afspejler en stor faglig og videnskabelig interesse omkring lus fra både forskere, producenter og myndigheder*. Ingen har fundet den endelige formel i forhold til at forebygge og behandle lus. Imidlertid er de fleste enige om, at en kombination af tættekam og lusemidler er at foretrække - hvis denne indsats vel at mærke er koordineret på overordnet plan og føres ud i livet af såvel institutioner/skoler og forældre i fællesskab.
Den danske biolog Kim Søholt Larsen forsker i lusenes biologi, i lusemidler og behandlingsformer. Han mener, at der med de nye silikonebaserede lusemidler er kommet et gennembrud i lusekrigen:
"De silikonebaserede lusemidler er godt nyt for forældre, luseplagede børn og professionelle i sundhedssystemet. Vi har fået nogle effektive lusemidler, men de skal også bruges rigtigt. For den enkelte er det isoleret set optimalt, da et silikonebaseret produkt og den rette indsats med tættekammen fører til et godt resultat. Problemet er, at det bestemt ikke er alle forældre, der interesserer sig for sagen og anvender produkterne - og de gør det heller ikke på samme tid", pointerer Kim Søholt Larsen.
Bekæmp med rette midler
På apoteket finder du altid sikker viden og anmeldte produkter, der kan behandle hovedlus. Som forældre til luseplagede børn er det derfor en god idé at lægge vejen forbi det lokale apotek:
"Det lader til, at der er mange myter og forskellige opfattelser af, hvordan man kommer lus til livs. Vi anbefaler forældre at de sætter sig grundigt ind i emnet og vælger den løsning, der passer bedst til det smittede barn. Der findes meget relevant information om emnet og med de nye lusemidler er der bestemt gode chancer for at få succes med behandlingen", udtaler apotekspersonalet.
Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.
Gode råd til behandling af lus
- Brug en god tættekam til at identificere og kontrollere
- Brug et veldokumenteret lusemiddel
- Følg brugsanvisningen nøje og vær omhyggelig
- Gentag altid behandlingen efter forskrifterne
- Giv besked til barnets kontakter, hvis du finder lus
- Vær opmærksom på lusenes smitteveje - og hold øje med børnehave, skole og SFO
*Se fx artiklen Burgess, Ian F.: Current treatments for pediculosis capitis i tidsskriftet Current Opinion in Infectious Diseases, 2009, 22, s.131-136, spørgsmål og svar-artiklen Værd at vide om LUS i Farmakonomen august 2008 eller artiklen Larsen, Kim Søholt og Rasmussen, Anne Marie: Duer - duer ikke? i Farmakonomen august 2006.
Kilder: www.liceworld.com, www.farvellus.dk, www.dpil.dk, www.sundhedsguiden.dk, www.netdoktor.dk og www.sst.dk (Sundhedsstyrelsen) og www.medicinmedfornuft.dk