Alkoholmisbrug har store konsekvenser
Danskerne har generelt et højt alkoholforbrug, men det er vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for indtag. Et overforbrug kan nemlig have store sundhedsmæssige og personlige konsekvensker, også for de pårørende.
”En lille én skader da ikke”. I Danmark elsker vi vin, øl og spiritus, og de nyeste tal fra 2020 viser, at 4 ud af 5 voksne danskere drikker alkohol i løbet af et år. Selvom indtaget faktisk er faldende, er vi stadig blandt de indbyggere i Europa, der drikker allermest.
Mange af os har en opfattelse af alkoholikere som værende ’manden på bænken’. En sørgelig eksistens, der ikke kan fungere i samfundet. Men hvornår bliver det for meget og ender ud i et decideret alkoholmisbrug? Sandheden er, at langt de fleste, der søger behandling, på papiret er ganske velfungerende personer med familie, job og bolig.
Hvad gør for meget alkohol ved kroppen?
Et forhøjet forbrug af alkohol øger risikoen for flere typer kræft, forhøjet blodtryk, demens, hjerteproblemer samt sygdomme i lunger, knogler og mave/tarme. Derfor er det vigtigt, at du holder dig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som er:
- 7 genstande for kvinder/ 14 for mænd om ugen
- Max 5 genstande på én gang
- Gravide skal undgå alkohol
- Ældre skal passe ekstra på
- Børn og unge under 16 anbefales ikke at drikke
- Unge mellem 16-18 år anbefales at drikke mindst muligt
Intet alkoholforbrug er risikofrit, men holder du dig inde for anbefalingerne, betyder det, at du har lav risiko for sygdom relateret til alkohol. Grænsen er lavere for kvinder, fordi kvinders risiko for alkoholrelateret død er højere end mænds ved samme forbrug. Derudover er brystkræft den mest udbredte alkoholrelaterede kræftform, og den rammer primært kvinder.
Fra overforbrug til misbrug
Et alkoholmisbrug opstår ikke fra den ene dag til den anden. Det udvikler sig over tid, og for nogle mennesker øges alkoholindtaget og behovet i perioder. Det kan være i ekstra stressede eller svære perioder, hvorimod andre oplever trang til et forhøjet forbrug i sociale sammenhænge.
Har man et forhøjet forbrug af alkohol gennem længere tid, kan det udvikle sig til et decideret misbrug. Et af de største problemer ved alkoholmisbrug er, at symptomerne ofte ikke er tydelige for misbrugeren selv. Det kan være lettere for familie og pårørende at se faresignalerne, og det er vigtigt at handle på dem.
Symptomer ved alkoholmisbrug:
- Skjult alkoholindtag og drikker helst alene
- Kontroltab og svært ved at stoppe igen
- Andre påtaler drikkeriet
- Går i forsvar ved konfrontation
- Brudte løfter og fejlslagne forsøg om at nedsætte forbruget
- Meget beruset til fester og ofte blackouts
- Påpasselig med at drikke med andre pga. konsekvenser
- Faste drikkevaner og beruset i dagligdagen
- En drink dagen derpå
- Skænderier i familien
- Dårlig samvittighed
- Karakterskifte ved indtag af alkohol
Kan du nikke ja til fire eller flere positive svar, er det sandsynligt, at du har udviklet et alkoholmisbrug, som du skal have hjælp til at komme ud af.
Behandling af alkoholmisbrug
Er du bekymret for, om du har eller er ved at udvikle et alkoholmisbrug, er det vigtigt at få den korrekte hjælp og rådgivning. Langt de fleste kan komme ud af et alkoholmisbrug igen, og jo før der bliver taget hånd om det, des bedre.
Du kan altid få hjælp hos din egen læge eller direkte hos kommunens alkoholbehandling, det kræver ikke en henvisning. Det koster ikke noget, og der er en behandlingsgaranti på 14 dage. Det betyder, at der højst må gå 14 dage, fra du henvender dig til, at du bliver tilbudt behandling. Ønsker du at være anonym, er det en mulighed.
Du kan søge hjælp og vejledning på www.alkolinjen.dk eller www.hope.dk
Kilder: Danskmisbrugsbehandling.dk, alkohologsamfund.dk, sst.dk, sundhed.dk, netdoktor.dk, videnscenterfordemens.dk