Se relaterede produkter

Behandling af børneorm med medicin og god hygiejne

”Moar, det klør i numsen!” Hvis dit barn udbryder dette, er det en god idé at tjekke dit barns afføring. Kløen kan nemlig være tegn på børneorm – enterobius vermicularis – en ormeinfektion i tarmene, som nemt kan smitte, hvis det ikke behandles hurtigt.

Symptomerne på børneorm er kløe ved endetarmens åbning om aftenen eller natten – da ormene typisk er aktive, når det er mørkt og varmt. Du kan spotte de små orme i endetarmsåbningen eller i barnets afføring. De er gulhvide, måler kun cirka 8-13 mm x 0,5 mm og er tynde som en sytråd.

Hvordan smitter børneorm?

Hvis du vil en infektion med børneorm til livs, er det bedste værn altid god hygiejne. Børneorm smitter nemlig gennem æg, som bliver udskilt fra endetarmen og kan overleve i støv, tøj mv. i flere uger. Hvis endetarmen kommer i berøring med håndklæder eller sengetøj, eller barnet klør sig omkring endetarmsåbningen og herefter rører ved andre personer eller ting, kan æggene sprede sig. Hvis fingre og hænder kommer i berøring med æggene, og de derefter kommer i munden, ender de i tarmen, hvor børneorm bliver til.

Derfor kan man udover at smitte andre også smitte sig selv igen og igen.

Stop smitten med god hygiejne

For at undgå smittespredning, bør det smittede barn – men også resten af husstanden – vaske hænder grundigt. Især efter toiletbesøg og altid før måltider. Klip dine egne og barnets negle og hold dem rene. Du kan for eksempel skrubbe med en børste, så der ikke samles æg under neglene. Det er også en god idé at vaske sengetøj, nattøj, undertøj og håndklæder hyppigt.

Husk at orientere skole og andre institutioner, hvis dit barn er smittet med børneorm, så lærere, pædagoger og forældre kan sætte ind for at undgå smitte til andre børn. Men hold dit barn hjemme, indtil ormen er behandlet.

Hele husstanden skal i behandling

God hygiejne kan dog kun bremse smitten – men ikke eliminere ormeinfektionen. I stedet skal sygdommen behandles med medicin, som dræber ormene – men ikke æggene. Derfor skal behandlingen gentages for at få de sidste orm med, når æggene er klækket. Medicin mod børneorm er på recept, så du bør derfor kontakte din læge.

Det er dog ikke kun det smittede barn, der skal behandles. Hele husstanden skal have medicin – også selvom man ikke har symptomer. Det er også vigtigt, at alle i familien - det vil sige både børn og voksne - vasker hænderne grundigt efter hvert toiletbesøg og før hvert måltid. Man bør skifte sengetøj og undertøj hyppigt, specielt de første 7-10 dage efter behandlingen., og tøjet skal vaskes på minimum 60 grader.

Det er vigtigt at følge vejledningen for den specifikke behandling nøje for at komme ormen til livs. Læs indlægssedlen og forhør dig på dit apotek, hvordan du anvender medicinen korrekt.

Efter første behandling, kan dit barn komme i institution igen. Er barnet stadig generet af orm, når behandlingen er overstået, bør du opsøge din læge.

 

Sådan slipper du af med børneorm

  • Børneorm kan behandles med medicin i form af tabletter eller flydende form. Hele husstanden skal behandles på samme tid – også selvom, man ikke har symptomer.
  • Husk, at behandlingen skal gentages, da medicinen kun dræber ormen og ikke æggene. Læs mere på indlægssedlen eller spørg på apoteket.
  • Vask hænderne grundigt efter toiletbesøg og før hvert måltid.
  • Hold neglene korte og rene, så der ikke samler sig æg under neglene.
  • Rengør med vand omkring endetarmsåbningen når du er i bad om morgenen – husk at vaske hænderne bagefter.
  • Skift sengetøj, håndklæder og undertøj ofte og vask det på kogevask – minimum 60 grader.
  • Vask alt legetøj grundigt, hver gang dit barn har leget med det.

 

Kilde: magasinethelse.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen