Når forkølelsen stopper dig
Forkølelse er en infektion i de øvre luftveje. Derfor kan du både få symptomer i næse og hals. Læs her, hvad der sker, når du er smittet.
Når du er blevet smittet med forkølelse, starter det typisk med en øm hals efter et par dage. Ømheden kommer, fordi forkølelsesvirus har slået sig ned i halsslimhinden, og din krop er begyndt at udskille nogle stoffer mod virusserne. Derved opstår en inflammation med let hævelse, ømhed og øget sekretion til følge.
Kroppen prøver på den måde at få bugt med fjenden – blandt andet ved at sende ekstra hvide blodlegemer til området. Denne proces giver ondt i halsen, og der går sandsynligvis ikke længe, før din næse også er inficeret og melder sig i kampen. Symptomerne fra næsen giver først nys og øget sekretion med løbenæse. Efter et stykke tid begynder næseslimhinden at hæve op og sekretet at blive tykt. Begge dele lukker din næse til, så du må trække vejret mere gennem mund, svælg og hals – som måske i forvejen er øm og tør.
Den øgede sekretion fra næsen er både et våben mod virus og et affaldsprodukt. Den øgede slimproduktion sørger nemlig for at rydde op og gøre livet surt for fjenden. Men det gør også livet surt for dig, der måske oven i købet har hovedpine, muskelsmerter, let feber og er uoplagt. Du kan desværre ikke få lægemidler, der bekæmper forkølelsesvirus, men du kan få lindring af dine symptomer. Spørg på dit apotek.