Lider dit barn af laktoseintolerans? Se relaterede produkter

Lider dit barn af laktoseintolerans?

Rumlen, ondt i maven, oppustethed, luftafgang og løs afføring ... klager dit barn over disse symptomer, kan der måske være tale om laktoseintolerans. Lidelsen er ikke blot ubehagelig for dit barn, men kræver også en nærmere undersøgelse hos lægen, der kan stille diagnosen.

Ved laktoseintolerans har barnet en nedsat tolerance for mælkesukker (laktose), da barnet har for små mængder af enzymet laktase i tyndtarmens slimhinder. Manglen på laktase i tarmen giver forskellige grader af ubehag, når man eksempelvis indtager mejeriprodukter med indhold af mælkesukker.

Helt grundlæggende skelnes der mellem primær laktoseintolerans, der er en arvelig betinget enzymdefekt og sekundær laktoseintolerans, der er et forbigående fald i laktaseaktiviteten som følge af sygdom i tarmen[1]. Den primære laktoseintolerans er den mest udbredte i Danmark og rammer skønsmæssigt 5-10% af befolkningen[2].

– Det er vigtigt at gå til læge, hvis man har mistanke om laktoseintolerans. Lægen udfører forskellige test, der afgør om barnet har laktoseintolerans eller ej. Med en diagnose på plads, kan vi rådgive om behandlingen, der typisk kan indebære et enzymtilskud med laktase i kombination med calciumtilskud, udtaler apoteketspersonale.

Sådan behandles laktoseintolerans

Behandling af laktoseintolerans vil ofte fokusere på at mindske eller fjerne indtaget af mælkesukker. Det gøres ved at mindske eller fjerne laktoseholdige mejeriprodukter og erstatte dem med laktosefrie mejeriprodukter som mælk, fløde og creme fraiche, der som regel findes i fast sortiment i supermarkederne.

Selvom om du har fået diagnosen laktoseintolerans, kan du godt tåle en mindre mængde laktoseholdig mælk, især hvis den bliver indtaget sammen med andre fødevarer.

Som hovedregel bør laktoseintolerante personer indtage et tilskud af calcium (kalk) med D-vitamin, hvis de ikke indtager mælk eller mælkeprodukter. Det skyldes, at calcium er en naturlig del af mælkeprodukter som eksempelvis mælk og ost – en halv liter mælk og to skiver ost om dagen vil normalt kunne dække calciumbehovet.

Enzymtilskud med laktase

Med enzymet laktase kan man opløse mælkesukkeret i fødevarer. Det fås på apoteket og tilsættes laktoseholdig mælk og mejeriprodukter eller indtages sammen med et hovedmåltid. Det indtages umiddelbart før, du skal drikke eller spise et måltid med laktose. Enzymtilskuddet tåler ikke opvarmning og retten skal afkøle lidt, før man tilsætter enzymet. Desuden er det ikke muligt at overdosere med et enzymtilskud[3].

Få hjælp til laktoseintolerans på apoteket

På apoteket er det altid muligt at hente gode råd og konkret vejledning i forhold til børns laktoseintolerans:

– Forældre til børn, der har fået påvist laktoseintolerans, vil selvsagt have en række spørgsmål til behandlingen. Vi rådgiver eksempelvis om dosering af enzymtilskud med laktase og calciumtilskud, der er nødvendigt i en diætperiode uden mejeriprodukter.  Der vil ofte være gode muligheder for at mindske barnets gener ved laktoseintolerans, udtaler apotekspersonale.

Gode råd ved laktoseintolerans

  • Søg altid læge ved mistanke om laktoseintolerans.
  • Få lavet en kostplan i samråd med læge eller diætist.
  • Søg viden om laktoseindholdet i forskellige fødevarer.
  • Hold øje med udvalget af laktosefrie produkter i supermarkedet.
  • Vær opmærksom på at laktoseintolerante godt kan tåle nogle mælkeprodukter.
  • Tag apoteket med på råd og hør om enzymtilskud med laktase.
  • Sæt fokus på calciumindtag under den laktosefrie diæt.

Kilder: sundhed.dk, netdoktor.dk, min.medicin.dk, ernaeringsfokus.dk og altomkost.dk (Fødevarestyrelsen)

[1] Se Ole Haagen Nielsen: ”Laktoseintolerans (mælkesukker)” på sundhed.dk (fagligt opdateret 05.08. 2021).

[2] Se webartiklen ”Laktoseintolerans” på min.medicin.dk (revideret 30.06.2020).

[3] Se webartiklen ”Laktosereduceret diæt” på min.medicin.dk (revisionsdato: 07.07.2020).

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen