Hvad må man ikke når man er gravid? Lyt til dig selv! Se relaterede produkter

Hvad må man ikke når man er gravid? Lyt til dig selv!

Der er mange holdninger til, hvad du må og ikke må, når du er gravid. Din svigermor siger én ting, din veninde noget andet og dine kollegaer noget tredje. Pludselig kan du føle, at du gør alt forkert. Vi har spurgt Camilla Sloth, der er uddannet jordemoder og sonograf samt medejer af Esbjerg Scanningsklinik, hvordan man skal forholde sig til de mange forvirrende, men velmenende råd.

Vi lever i et samfund, der konstant bliver mere og mere oplyst. Er der noget, vi ikke ved, så kan vi altid finde et svar på internettet. Som gravid betyder det, at der i dag er flere råd og opskrifter på den gode graviditet end nogensinde før.

Jordemoder Camilla Sloth møder jævnligt gravide på Esbjerg Scanningsklinik, der er forvirrede og har svært ved at navigere i de mange holdninger og råd, om hvad man må og ikke må, når man er gravid.

”De gravide er meget nysgerrige og søger hele tiden svar, fordi de vil gøre deres bedste som kommende mødre. Jo mere, de føler, de ved, jo bedre forberedte føler de sig. Er der noget, de ikke kan finde evidens for, søger de helt naturligt til deres nærmeste netværk og til sociale medier. Men problemet er, at det kan give anledning til meget misinformation,” forklarer Camilla Sloth.

Stop med at dunke dig selv i hovedet
Det er vigtigt at pointere, at det ikke er forkert at søge svar og blive klogere på sin egen graviditet. Problemet ligger, når man stoler blindt på de mange råd og holdninger fra familie, venner og influencere på de sociale medier.

”De fleste kan godt høre, når de bliver mødt af volapyk. For eksempel hvis de får at vide, at de ikke må hænge vasketøj op, fordi så kan navlesnoren vikle sig om barnets hals. Samtidig har de fleste selv en mavefornemmelse af, hvad de føler, er det rigtige for dem selv og deres barn. Det er vigtigt at lytte til. Hvis man selv oplever, at man får mavekneb, hver gang man spiser jordbær eller mørk chokolade og har hørt, at baby ikke kan tåle det, så står der jo intet i vejen for at følge det råd. Men har man det fint med at spise de ting, så skal man ikke lytte til det, bare fordi svigermor siger det,” siger Camilla Sloth og tilføjer:

”Men er du i tvivl, bør du altid tale med din læge eller din jordemoder, der har den faglige viden til at be- eller afkræfte rådene.”

Jagten på råd og at gøre det bedste handler om at ville have en sund graviditet og et barn, der har det godt. Men faktisk kan det føre til det stik modsatte.

”Hvis du hele tiden dunker dig selv i hovedet og føler, at du ikke gør det godt nok, kan det fremprovokere angst og stress, som ikke er sundt for baby. Derfor er det vigtigste råd at lytte til dig selv og stole på, at du gør det så godt, du kan, med det udgangspunkt, du selv har. En glad og balanceret mor er gode forudsætninger for en sund og rask baby.”

 

Reager på din mavefornemmelse

Camilla Sloth fortæller, at mange gravide også kan føle sig forvirrede over Sundhedsstyrelsens meget generelle råd. Rådene har faglig evidens, og hun opfordrer altid til at følge dem. Men det er selvfølgelig vigtigt at huske, at de skal tilpasses til den enkeltes graviditet.

”Jeg oplever, at mange gravide savner at få konkretiseret rådene, og det er her, de kan gå ud og søge misinformation. Start med at lytte til dig selv og rådfør dig med din jordemoder, hvis du er i tvivl. Hun kan hjælpe dig med at tilpasse anbefalingerne, hvis der for eksempel er nogle særlige forhold i din graviditet. Det er jo et stort ansvar at skulle lytte til sin egen krops signaler og stole på dem, så her betyder det meget at blive bakket op af faglig viden,” siger Camilla Sloth.

Hun har et sidste, men meget vigtigt råd, der ofte bliver overset. Det er nemlig ikke kun videnskab og evidens, vi bør rette os efter. Begrebet ”moderinstinkt” er også værd at tage seriøst.

”Når du er gravid, kan du pludselig få følelsen af en dårlig mavefornemmelse. Jeg oplever størstedelen af gangene, at der faktisk er en grund til de signaler, kroppen sender. Kontakt derfor din jordemoder, så I sammen kan spore jer ind på, hvad der ligger bag den mavefornemmelse, og I kan reagere med det samme, hvis noget er galt.”

 

Jordemoderens 5 bedste råd til en sund graviditet

Brug din sunde fornuft
De fleste kan godt selv skille skidt fra kanel. Det handler om at lytte til sine egne instinkter og ikke lade sig diktere.

Nationale anbefalinger skal tilpasses til dig
Sundhedsstyrelsens anbefalinger er generelle, så alle kan følge dem. Hvis du har nogle udfordringer, kan du spørge din jordemoder for at få hjælp til at tilpasse rådene til din egen graviditet.

Lyt til din krop
Hvis du har en dårlig mavefornemmelse, kan der være en god grund til det. Kontakt din jordemoder, så I sammen kan spore jer ind til, hvad fornemmelsen bygger på.

Husk, at du gør det godt
Det vigtigste for en sund graviditet og en sund baby er en glad mor i balance. Hvis du hele tiden dunker dig selv i hovedet, og stresser for at opfylde alverdens umenneskelige forventninger og krav udefra, kan det også påvirke baby. Hvil i dig selv og husk, at du gør det bedste, du kan.

Drop sammenligningerne
Der er ingen mor, ingen baby og ingen graviditet, der er ens. Derfor kan du ikke sammenligne, det du selv gør med din veninde, som du måske selv forbinder med pragteksemplet på en gravid.

Få gode råd på dit apotek
Du kan også altid forhøre dig på dit apotek for gode råd til graviditeten. Vi har blandt andet en række vitaminer og mineraler til gravide. Find dem her.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen