Gode råd til babys brug af sut Se relaterede produkter

Gode råd til babys brug af sut

De fleste små børn bruger sut. Det kan være en stor hjælp til at trøste og berolige barnet. Der er dog flere ting, du skal være opmærksom på som forældre i forhold til valg af sut, hvornår barnet skal stoppe med sutten og i forhold til ammeopstart. Her får du vores bedste råd.

De fleste forældre kender følelsen af en utrøstelig baby, der græder, uden at der er en bestemt årsag til det. Bleen er skiftet, barnet har fået mad, og alligevel er det utilfreds. Her kan en sut være den afgørende faktor, der får barnet til at falde til ro.

De fleste børn bruger sut (også kaldet narresut). Allerede kort efter fødslen har barnet et naturligt suttebehov. Det er både som et basalt instinkt til at kunne få mad, og når barnet kommer op på morens bryst, søger det helt naturligt brystet. Men barnet bliver også beroliget af at sutte, det bliver en tryghed i en verden, der nogle gange kan være overstimulerende.

Hvilken sut skal jeg vælge til mit barn?

Der findes et bredt udvalg af forskellige sutter, fra runde og flade, til anatomiske, silikone og latexsutter. Det kan være svært at regne ud, hvilken der er bedst, og hvordan du vælger den optimale sut til dit barn.  

Tidligere fandtes der kun den runde sut, men den blev meget udskældt, fordi den i udbredt grad gav børnene tandskader (suttebid) i form af hul mellem fortænderne, hvis de brugte sutten i flere år. Derfor introducerede tandlægerne en flad sut, der i højere grad skulle være mindre skadelig for tænderne. Den runde sut kræver mere af barnet, da det skal have tungen rundt om sutten for at holde den i munden. For at barnet skal kunne få ordentligt fast ved brystet, kræver det i høj grad den samme teknik, hvorfor den runde sut kan være god, hvis du gerne vil have, at barnet ammes. Runde sutter giver i dag ikke samme tandskader som tidligere.

De anatomiske sutter er designet til at føles som en brystvorte inde i barnets mund, og det kan derfor også være et fint valg, hvis barnet skal ammes. De fleste sutter findes i både latex, som er naturfarvet, eller silikone som er gennemsigtigt. Det er en smagssag, hvilken slags sut du vælger. 

Se udvalget af sutter

Fordele og ulemper ved at bruge sut

Der er flere fordele ved brug af narresut. Den kan berolige et barn, der er vredt eller ked af det, ligesom det at sutte har en smertelindrende effekt, hvis barnet for eksempel har bøvl med maven eller efter en vaccination. Det kan derudover være en hjælp til forældrene for at afgøre, om barnet kun er utilfreds, eller om det afviser sutten og måske er sulten.

Der er dog flere ulemper, du skal være opmærksom på, hvis dit barn bruger sut. Særligt når barnet er helt spædt og måske skal i gang med at amme. Barnet bruger en forskellig sutteteknik, om det ammes eller bruger sut eller sutteflaske, og det kan godt forvirre den nyfødte, hvis den bliver introduceret for begge dele, så amningen bliver besværliggjort. Derfor er anbefalingen, at sutten først introduceres, når amningen er godt i gang.

Det øger derudover risikoen for dårlig tandstilling i form af krydsbid, overbid eller åbent bid, hvis barnet bruger sut for længe. Det kan både påvirke barnets evne til at tygge, ligesom det måske senere skal have rettet tænderne med enten gane- eller fast bøjle.

Hvor længe skal mit barn bruge sut?

Sutten er en dejlig trøst for barnet, og kan være det i mange år. Hvor de små børn ofte vil bruge sutten en stor del af tiden, vil det for de fleste langsomt fases ud, og sutten bliver en tryghed, når barnet er ked af det eller skal sove.

Af hensyn til barnets tandstilling anbefaler Tandlægeforeningen dog, at barnet stopper med sutten senest ved tre år. Det kan være svært for forældrene at fratage barnet sutten, hvis det ikke selv ønsker det, men det er en god idé at følge anbefalingen.

Tal ærligt med barnet om, at det snart skal sige farvel til sutten. Det skal ikke være en forcering, men lad det i stedet være en proces i samarbejde med barnet. Begynd langsomt nedtrapningen, så du for eksempel fjerner sutten i dagtimerne og inddrag gerne barnets institution i processen. Aftal en dag hvor barnet endegyldigt siger farvel til sutten. Det kan være en god idé at tale med barnet om, at det kan få en gave eller kompensation i stedet for sutten.

De første par nætter uden sutten kan være svære. Når barnet er trist, er det vigtigt, at du forstår og trøster barnet. Bliver barnet sygt undervejs, kan det være nødvendigt at give sutten igen for en kortere periode.

Kilder: sundhed.dk, Tandlægeforeningen.dk, babyinstituttet.dk, netsundhedsplejersken.dk, sst.dk

En suttesnor kan være et praktisk hjælpemiddel, da det minimerer risikoen for, at sutten bliver væk eller bliver beskidt. En suttesnor kan sættes fast i barnets tøj, så den altid er inde for rækkevidde. Anbefalingen er, at en suttesnor aldrig er længere end 22 centimeter, da barnet ellers kan få den viklet rundt om halsen. Klipsen må desuden ikke kunne gå i stykker, da smådelene kan være farlige for barnet.

Tidligere var de runde sutter mest udbredt, men de var udskældt, fordi de i høj grad kunne give ’suttetænder’, hvor børnene havde et hul mellem fortænderne. I dag findes der runde, flade og anatomiske sutter, der alle er godkendt. Der er ikke videnskabeligt belæg for, at nogle sutter skulle være bedre for tandstillingen end andre. Men en huskeregel er, at jo mindre sut, desto mindre risiko for suttebid. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man altid husker god hygiejne omkring baby. Det gælder også sutterne, som skal rengøres. Indtil barnet er fire måneder, anbefales det at koge sutterne for at skåne barnet for mulige bakterier i drikkevandet. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at sutter koges én gang dagligt.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen