En aktiv vinter styrker immunforsvaret
De lange, mørke måneder gør det mere attraktivt at droppe udendørsaktiviteterne og blive indenfor i varmen i stedet. Det er dog langt bedre at komme ud i den friske luft og få pulsen op, for det booster vores i forvejen hårdtprøvede immunforsvar.
Januar, januar, januar – det kan føles som om, årets første måned varer evigt. Vi er i vinterhalvåret mere tilbøjelige til at spise mere usundt, droppe de daglige gåture og sige til os selv: ”Det gør jeg i morgen”. Og når de voksne viser, at januar er lang, trist og grå, får børnene samme opfattelse og bliver automatisk også mere inaktive.
Det er dog en dårlig idé at gå i hi, selvom vejret modarbejder os. Fysisk aktivitet styrker nemlig vores immunforsvar og gør os bedre i stand til at modstå alle de infektioner og sygdomme, der florerer i den kolde tid. Derudover påvirker motion vores humør, vi udskiller endorfiner og sænker stresshormonet kortisol.
Derfor: Vær god ved dig selv, spis sundt og få pulsen op – det er den bedste måde at give vinteren baghjul.
Find de gode vaner frem
Motion og daglig bevægelse kommer mere naturligt til os i de lysere måneder. Haven skal holdes ved lige, fodbolden tæmmes på den lokale bane, og det er mere fristende at tage cyklen eller gå i skole og på arbejde, end det er, når frosten bider, eller regnen siler ned.
Du gør dog dig selv en bjørnetjeneste ved at lade cyklen samle støv hele vinterhalvåret. Det bliver hårdere at komme i gang igen til foråret, og humøret daler, når du slet ikke får frisk luft i lungerne i løbet af dagen.
Som det gamle ordsprog siger: ”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning”, så kommer man langt med godt udendørstøj. Derfor kan det være en god motivationsfaktor at få hele familien klædt ordentligt og varmt på, så naturkræfterne bare kan komme an. Hvem ved, det kan være, I på søndagsturen finder nogle vandpytter, der skal hoppes i, eller en skøjtebane I ikke vidste fandtes.
Husk dog altid refleksvesten, hvis I bevæger jer udenfor efter mørkets frembrud.
Tid til nye fritidsaktiviteter
Er du slet ikke til outdoor i kulden, kan det også være en rigtig god idé at finde alternative sportsgrene, mens vinteren raser udenfor. Måske skal hele familien have en fast ugedag i svømmehallen, eller du kan støve de gamle håndboldsko af.
Der er så meget værdi i det sociale fællesskab i holdsport, og der er ikke noget som nye omgivelser og fælles interesser, der kan være med til at opbygge uventede relationer. Måske kan du lære din nabo at kende på en helt ny måde over badmintonnettet, eller ungerne kan udvide netværket i klassen ved at starte til en ny sportsgren.
Kun fantasien sætter grænser, og hvem ved – måske viser det sig, at padel tennis, floorball eller volley din nye favoritsportsgren?
Udover den daglige motion er det ekstra vigtigt, at du spiser sundt og varieret i de kolde måneder og får de korrekte vitamintilskud.
Får du nok vitaminer?
Sundhedsstyrelsen anbefaler alle over fire år et dagligt tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober-april). Hos mindre børn er anbefalingen 10 µg hele året. D-vitamin er særlig gavnlig for kroppens optagelse og omsætning af kalk og styrker derudover knogler og muskler.
Øvrige vitaminer optages typisk via kosten eller tilskud, men solen er vores primære kilde til D-vitamin, som optages via huden. Derfor har vi brug for tilskud, fordi vinteren er så lysfattig, og det nærmest er umuligt at få nok fra kosten alene.
C-vitamin styrker og har stor betydning for vores immunforsvar, som ellers er nedsat i vinteren. C-vitamin findes blandt andet i citrusfrugter, kiwier, bær, blomkål, grønne bladgrøntsager og tomater. Vær dog opmærksom på, at vitaminet nedbrydes af kogning, lys, ilt, rygning og varme.
Er du i tvivl om, om du får de korrekte vitamin- og mineraltilskud i den mørke tid? Så spørg på dit lokale apotek, vi står klar til at hjælpe dig.
Kilder: sst.dk, sundhed.dk, hjerteforeningen.dk, netdoktor.dk