Allergi, hvad sker der? Se relaterede produkter

Allergi - hvad sker der?

Flere og flere udvikler allergi, og op mod en million danskere lider i dag af høfeber. Men hvorfor bliver vi så allergiske? Hvilke teorier har man om stigningen i allergi? Det kan du læse lidt om her.

Vi bliver allergiske, når vores immunsystem ved en fejl overreagerer på et ellers harmløst stof i vores omgivelser. Det kan for eksempel være pollen, husstøvmider, dyrehår, svampesporer og visse fødevarer. Kroppen reagerer mod fjenden ved at udskille stoffet histamin, som skal hjælpe os af med allergenerne. Det medfører desværre gener som kløe, øget sekretion, hævelse og rødme. Især høfeber er udbredt. Inden for de seneste 20 år har man set en to-tre-dobling i antallet af personer med høfeber. Ofte er det pollen, der udløser allergien. Forekomsten af astma er også stigende. Forskerne ved ikke, hvorfor tallene stiger, men peger på den moderne vestlige livsstil som en årsag. Man ved, at der er mere allergi blandt byboere end landboere, og at høfeber forekommer hyppigere hos borgere i København og omegn end i resten af befolkningen.

Hvilke faktorer spiller ind?

En af teorierne går på, at stigningen i pollenallergi skyldes et samspil mellem forurening og pollen. Arvelige faktorer spiller også ind. Man ved, at børn kan arve tilbøjeligheden til at udvikle allergi fra en forældre, og at de er dobbeltdisponerede, hvis begge forældre har allergi. Selvom generne betyder meget for, om man udvikler allergi, så opstår allergi også i familier uden kendt allergi. De daglige omgivelser har nemlig også betydning. Generelt mener man, at ændringer i vores livsstil, miljø og indeklima er faktorer, der har indflydelse på den øgede forekomst af allergier siden 1960erne:

Vestlig livsstil:

Vi bevæger os for lidt, opholder os mere indendørs, spiser flere raffinerede madprodukter, er mere overvægtige, drikker mere alkohol, er mere stressede og holder flere pelsdyr i hjemmet.

Flytning fra land til by:

Vi bor i højere grad i moderne/tætte boliger med nedsat ventilation, højere luftfugtighed og i et miljø med mere luftforurening.

Hygiejneteorien:

Vi lever for rent, udsættes for antibiotika og får derved en anden tarmflora og et ændret immunsystem, som reagerer på stoffer, det ikke burde.

Man ved, at både indendørs og udendørs faktorer kan øge risikoen for allergiske sygdomme. Indendørs ved man, at tobaksrygning, pelsdyr og husstøvmider spiller ind. Hvis husstøvmider er et problem, bør du sørge for at holde luftfugtigheden i soveværelset lav ved at lufte godt ud og lade være med at tørre tøj indendørs. Du bør anskaffe vaskbare puder og dyner, og huske at vaske dem ved mindst 60 grader ca. hver anden måned. For alle er det generelt en god ide at holde luften i boligen frisk og ren.

Udendørs er det især forurening fra trafikken i form af ozon, dieselpartikler og svovldioxid, som kan fremprovokere reaktioner hos allergikere. Forskere har blandt andet påvist, at partikler fra luftforureningen binder sig til pollenkorn, hvilket kan øge deres allergifremkaldende effekt. Omvendt kan pollen også binde sig til forureningspartikler. Mængden af pollen og svampesporer er samtidig generelt steget.

Hjælp mod pollenallergi

Har du høfeber på grund af pollen, kan du ved at følge med i pollentallene forsøge at tilrettelægge en forebyggende livsstil og behandling. Forsøg at begrænse din udsættelse for pollen. Gode råd omfatter at lufte ud i boligen tidligt om morgenen og sent om aftenen, efter at duggen er faldet. Og at holde døre og vinduer lukkede i løbet af dagen i perioder med høje pollental. Undgå også at tørre tøj udendørs, når pollentallene er høje.

På dit apotek kan du få flere gode råd om lindring og forebyggelse af allergi.

Gode råd mod allergi i boligen

  • Luft ud i boligen tidligt om morgenen og sent om aften, hvor der er færrest pollen i luften
  • Hold døre og vinduer lukkede i løbet af dagen, når pollentallene er høje
  • Husk at dage med sol, varme og blæst giver mange pollen. Dage med regn, lave temperaturer og overskyet vejr giver få eller ingen pollen
  • Er husstøvmider et problem, så hold luftfugtigheden i soveværelset lav. Brug vaskbare puder og dyner, og vask dem ved mindst 60 grader ca. hver anden måned
  • Undgå tobaksrøg, røg fra brændeovn og åben ild, os fra stearinlys, parfume og forurenet luft, da det kan forværre allergi

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen