Solens vigtige vitamin
De seneste par år har det været livligt diskuteret, om vi får nok D-vitamin i Danmark, eller om vi alle burde have et fast tilskud.
Det er kendt, at en stor del af os ikke lever op til anbefalingerne om at spise fisk to gange om ugen. Det er heller ikke alle, der kommer ud i det fri, når solen endelig skinner. For nogle kan et tilskud derfor være en god idé.
D-vitamin er nødvendigt for, at du kan optage kalk fra kosten. Kalk er vigtigt for, at dine knogler kan forblive stærke - også når du bliver ældre. Mangel på kalk i knoglerne øger risikoen for knoglebrud og kan i værste fald give osteoporose (knogleskørhed). Nyere forskning peger på, at D-vitamin også har betydning for immunforsvaret. D-vitamin findes i små mængder i nogle fødevarer, men mest i fede fisk. Så der er god grund til at holde fast i søndagssilden på frokostbordet.
Ål og laks (især vildlaks) har et særligt højt indhold af D-vitamin, og det er højere, hvis du spiser fisken fersk - altså ikke røget - men gerne kogt eller dampet. Det er dog vanskeligt at få dækket behovet for D-vitamin gennem kosten.
Huden danner D-vitamin
D-vitamin dannes også i huden, når den udsættes for sollys, og personer der opholder sig meget udendørs, for eksempel gartnere, landmænd mv. har typisk et noget højere niveau af D-vitamin end gennemsnittet. Da vi desværre bor lidt langt fra ækvator, så er der tidspunkter på året, hvor solen ikke skinner kraftigt nok til, at vi kan få D-vitamin ad denne vej. Og hvis du samtidig ikke får særlig meget D-vitamin gennem kosten, så kan det ske, at du får for lidt. Og så kan et tilskud komme på tale.
Du skal dog huske, at D-vitamin er et af de fedtopløselige vitaminer. Det betyder, at det ikke opløses af vand inde i kroppen og derfor ikke udskilles gennem nyrerne, hvis du får for meget - ligesom de vandopløselige vitaminer gør (for eksempel B- og C-vitaminer). Det betyder, at du i princippet kan få for meget og blive forgiftet.
Forgiftningsgrænsen for D-vitamin ligger dog så højt, at det i praksis er umuligt at blive forgiftet, selvom man tager et ekstra tilskud af D-vitamin. Kosttilskud bør dog aldrig overdrives, og hvis du ønsker at tage mængder, der ligger ud over Sundhedsstyrelsens anbefalinger, bør det ske i samråd med en læge.
Brug af solcreme
Da huden danner D-vitamin, når den udsættes for solens UVB-stråler, så vil brug af solcreme svække dannelsen af D-vitamin. Hvis du benytter en solcreme med en faktor på over 8 (og den bruges rigtigt), så dannes der stort set ikke D-vitamin i huden. Flere undersøgelser - heriblandt en dansk - har dog påvist, at det i praksis ikke er et problem. Personer, der altid eller ofte benytter solcreme, har ikke lavere D-vitaminniveauer end personer, der ikke bruger solcreme. Det skyldes, at solcreme som regel ikke bruges hele tiden, sjældent er fuldstændigt fordelt overalt på huden, og at der næsten aldrig bruges den mængde, der skal til for at opnå den deklarerede faktor. Så det vil ikke være et problem, hvis du gør som de fleste, og benytter solcreme i de situationer, hvor du ved, at du skal opholde dig i solen i længere tid eller midt på dagen - og ikke bruger solcreme, hvis du blot går lidt i haven, cykler på arbejde eller går en lille tur i sommervejret.