Sådan plejer du din hud om sommeren Se relaterede produkter

Sådan plejer du din hud om sommeren

I sommermånederne får vores hud masser af sol, salt og frisk luft. Det er godt og tiltrængt efter den lange, mørke vinter. Men det er vigtigt, at du stadig husker en god hudplejerutine sommeren igennem, hvis du vil bevare en sund og spændstig hud i mange år fremover.

Solen bager udenfor, og vi kan endelig smide de lange bukser og bluser. De stærke stråler er gode for mange ting; de er vores primære kilde til D-vitamin, og de fylder godt op på energikontoen efter en mørk vinter. Men solen er også hård ved vores hud, og passer vi ikke godt på, kan strålerne give hudkræft, tørre huden ind og gøre den rynket før tid.

En god hudplejerutine er vigtig uanset tidspunkt på året, og det behøver ikke at tage lang tid at forkæle din hud. Du kommer rigtig langt med en god creme, masser af væske og en beskyttende solcreme med høj faktor.

De gode vaner

En god sommerhudpleje starter med de gode vaner. Det allervigtigste er, at du husker at drikke rigeligt med vand, når temperaturerne stiger udenfor for at opretholde din væskebalance. Væskemangel gør dig ikke bare utilpas, det gør også din hud tør og mat. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at holde dig selv og din hud hydreret. På varme dage anbefales det at drikke 2 til 2,5 liter vand om dagen.

>> Find væskeerstatning her

Selvom de varme, lyse sommernætter er skønne, er det vigtigt, at du får din nattesøvn, hvis du ønsker at passe på din hud over sommeren. Søvnmangel kan nemlig øjeblikkeligt ses på din hud. Derudover er det vigtigt, at du spiser sundt og varieret. Den rette prioritering hvor kroppens behov for vitaminer, olier, mineraler og antioxidanter bliver dækket, giver din hud mere glød og liv.

Pas på solen

Solens stråler er vores vigtigste kilde til D-vitamin, men det er ekstremt vigtigt, at vi passer godt på vores hud, når vi bevæger os udenfor om sommeren. Det kan være nemt at huske solcremen, når vi er sydpå eller skal en tur på stranden, men oftest bliver vi solskoldede, når vi mindst venter det.

UV-indekset afgør, hvornår du skal have solcreme på. Når det er 3 eller derover, skal du som minimum have en solcreme med faktor 15 på i Danmark og faktor 30, hvis du er sydpå. Passer du ikke på og tager retningslinjerne alvorligt, øger du risikoen for at udvikle hudkræft markant. De skarpe stråler kan desuden sætte kosmetiske præg på vores hud og ælde den før tid.

Udover en god, høj solcreme anbefales det at søge skygge mellem kl. 12-15, når solen er stærkest. Så på med solcreme og solhat og nyd en god, lang frokostpause i skyggen, lyder rådet fra Kræftens Bekæmpelse.

Den gode hudplejerutine

Vil du gerne være god ved din hud, er det vigtigt, at du forkæler den med nogle gode hudplejeprodukter. Udover masser af solcreme flere gange dagligt, skal din hud også have fugt hver dag. Det kan eksempelvis være i form af en fugtgivende ansigtsmaske, som kan føles både skøn og lindrende efter en hel dag med sol og saltvand.

Husk derudover at rense og eksfoliere din hud ofte i sommermånederne. Når det er varmt, og vi sveder meget, danner der sig hurtigt et lag af døde hudceller og snavs på kroppen. Det gør det svært for øvrige produkter at trænge ind. Rens derfor huden regelmæssigt og brug gerne produkter, der ikke indeholder meget fedt.  

>> Se vores udvalg af renseprodukter til ansigtet.

Hudpleje til uren hud

Det er en skrøne, at solens stråler hjælper mod bumser og akne. Faktisk kan det gøre dine hudproblemer værre. Derfor er det vigtigt, at du passer ekstra godt på din hud, hvis du døjer med urenheder.

Søg skygge i løbet af dagen og brug en god solcreme med høj faktor, gerne en faktor 50. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at spørge personalet på apoteket. Læs mere om sol og urenheder. 

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Samvirke, iForm, Netdoktor

Ønsker du at bevare din hud smuk og sund, så er det vigtigt, at du passer godt på den. God hudpleje behøver ikke at være tidskrævende og dyrt. Du kommer langt med en god fugtgivende creme, solcreme og fokus på de gode mad- og søvnvaner.

For at passe godt på din hud om sommeren, er det vigtigt, at du tilfører den rigeligt fugt. Drik 2 til 2,5 liter vand om dagen på en varm sommerdag og tilfør huden en fugtcreme eller maske dagligt. Derudover er det vigtigt, at du husker solcremen og bruger masser af den. Huskereglen er én håndfuld solcreme til én krop.

Både og. Uanset sæson har din hud brug for fugt, søvn, ro og sund kost for at bevare sig sund og smuk. De optimale produkter kan afhænge af årstiden, og hvor din hud om vinteren har brug for masser af fedt og fugt, kan du om sommeren med fordel vælge mindre fede cremer for at undgå en olieret hud. Spørg personalet på apoteket om de bedste produkter til netop din hud.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen