Overdrevet brug af næsespray kan føre til afhængighed Se relaterede produkter

Overdrevet brug af næsespray kan føre til afhængighed

I dag er det lige så nemt at købe næsespray som at købe mælk og sukker. Det kan være en af årsagerne til, at flere og flere bruger næsespray i dag. Men overdrevet brug kan føre til afhængighed.

Det er blevet mere og mere naturligt at ty til næsesprayen, når næsen føles en smule tilstoppet. På knapt syv år fra 2013 til 2019 er forbruget af næsespray steget med hele 45 %.

Men hvis du overdriver brugen af en næsespray i 10 dage, kan det faktisk få modsatte effekt end formålet med at bruge midlet. Næsen bliver irriteret efter overforbrug, så slimhinderne hæver op, og næsen stopper til igen.

Derfor ser Danmarks Apotekerforening det som en bekymrende tendens, at flere og flere bruger næsespray.

”Vi kan ikke finde en årsag til det stigende forbrug, ud over at næsespray er blevet lettere at få fat i. Det er selvfølgelig godt, hvis flere bliver hjulpet af med gener som tilstoppet og ’tæt’ næse, når de er forkølede. Men vores bekymring er, at flere simpelthen er blevet afhængige,” siger Formand for Danmarks Apotekerforening Anne Kahns til apotekerforeningen.dk.

Ligeså nemt at få fat på som sukker

Den stigende tendens kan hænge sammen med, at det i dag er lige så nemt at købe næsespray som sukker, og mange kender ikke til risikoen for afhængighed, når de bruger lægemidlet. I dag sælges syv ud af ti flasker næsespray i detailhandelen, hvor der ikke er nogen ansat til at give sundhedsfaglig vejledning.

En anden problematik er, at danskerne i store træk ikke opfatter næsespray som et lægemiddel. Ifølge en undersøgelse udført for Apotekerforeningen af YouGov, har hver tredje af os intet kendskab til den onde spiral, som et overforbrug af næsespray medfører. Det bliver simpelthen set som en almindelig forbrugsvare uden risiko for bivirkninger, når du kan købe det samme sted, som du køber mælk og sukker.

Hvis du har konstant stoppet næse, og mistænker en afhængighed af næsespray, kan du altid forhøre dig hos dit lokale apotek. Vi kan rådgive dig i, hvordan du slipper af med afhængigheden igen.

Kilder: apotekerforeningen.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen