Disse vitaminer er vigtige for børn om vinteren Se relaterede produkter

Disse vitaminer er vigtige for børn om vinteren

Når solens stråler er sparsomme i efteråret og vinteren, er det vigtigt at være opmærksom på, at hele familien får den rette mængde D-vitamin. Er dit barn særligt kræsent eller småt spisende, er det desuden en god idé at overveje yderligere vitamintilskud.

De mørke og kolde måneder er over os, og mange forældre kan nok kunne nikke genkendende til, at det betyder et markant større antal sygedage hjemme med børnene. Når der er meget smitte i omløb i skole og daginstitution, er det derfor vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at ruste immunforsvaret. Det giver os bedre betingelser for at holde os raske, også i vinterhalvåret.

Det er ikke mange timer, vi får lov til at se solen dagligt, når det er vinter og efterår i Danmark. Det betyder, at vi skal være særligt opmærksomme på, om vi får det nødvendige tilskud af D-vitamin, som blandt andet styrker immunforsvaret. Det kan ofte dækkes med en multivitaminpille, men er dit barn yderligere småt spisende eller allergiker, kan det være, du også skal supplere op med for eksempel kalk.

Får du og dit barn nok D-vitamin

Solens stråler er vores primære kilde til D-vitamin, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle danskere tager et dagligt tilskud D-vitamin i vinterhalvåret (oktober-april). D-vitamin er særligt vigtigt for kroppens optagelse og omsætning af kalk, og derudover styrker det vores knogler og muskler.  For at have et stærkt immunforsvar, der kan holde sygdomme og bakterier for døren, er det desuden vigtigt, at kroppen får nok D-vitamin.

Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at alle børn over fire år og voksne får et tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober til april). Børn under fire år anbefales 10 µg D- vitamin som D-dråber året rundt.

Der findes D-vitamin i flere forskellige madvarer så som lever, laks, ål, æggeblommer, smør, mælk, okse-, svine og kyllingekød. Men det er stort set umuligt at spise sig til det nødvendige niveau af D-vitamin, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen et dagligt tilskud.

Se udvalget af tilskud med D-vitamin her

Sundhedsstyrelsen anbefaler disse vitaminer til børn

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn over 2 år spiser efter De officielle Kostråd for at få de næringsstoffer, de har brug for. Det betyder blandt andet, at kosten skal være bygget planterigt op, med store mængder frugt og grønt, rigt på fuldkorn og med magre mejeriprodukter. Spiser dit barn sådan, vil det, ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, ikke have behov for yderligere tilskud end D-vitamin.

Men kender du også til dilemmaet med, at dit barn krydser armene og lukker munden, når aftensmaden bliver serveret? Du er langt fra den eneste, og er dit barn kræsent eller småt spisende, skal du være opmærksom på, at der måske kan være behov for at supplere med yderligere kosttilskud, så du sikrer, at dit barn får opfyldt sit behov.

Det vil ofte dreje sig om et dagligt tilskud calcium, hvis dit barn hører til den gruppe, der enten ikke kan tåle eller lide mælk og mejeriprodukter. 

Se udvalget af børnevitaminer her

Vi står klar til at hjælpe

Det kan være en jungle at finde rundt i udbuddet af vitaminpiller til både børn og voksne. For hvordan ved du, om multivitaminpillen indeholder nok D-vitamin, om dit barn skal have et tilskud af calcium, og hvad med Omega-3?

Vi ved, at du gerne vil passe bedst muligt på dit barn og give det de bedste forudsætninger for at vokse, som det skal. Det kan give anledning til mange spørgsmål, og du er altid velkommen til at kigge forbi dit lokale apotek. Her står vores personale klar til at give råd og vejledning om lige netop det emne, og alle de andre spørgsmål til sundhed og kosttilskud, du måtte have.

Kilder: Altomkost.dk, Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Hjerteforeningen

Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at alle børn over fire år og voksne får et tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober til april). Børn under fire år anbefales 10 µg D- vitamin som D-dråber året rundt. Spiser barnet derudover efter De officielle Kostråd, behøver det ikke yderligere kosttilskud.

I 2020 blev den ernæringsmæssige sammensætning af modermælkserstatninger justeret for at møde de nye anbefalinger om tilskud af D-vitamin. Det betyder, at erstatningerne indeholder lidt mere D-vitamin. Langt de fleste spædbørn vil dog stadig skulle have et dagligt tilskud af D-vitamin, medmindre barnet indtager 800 ml eller mere dagligt af modermælkserstatning med 1,3 mikrogram D-vitamin pr. 100 ml eller mere.

Det kommer helt an på dit barns kost, allergier og alder, hvilken vitaminpille der vil være den optimale. Vi ved, at der kan opstå mange spørgsmål til netop børn og deres sundhed, fordi vi som forældre altid gerne vil gøre det bedste for vores børn. Derfor er du altid velkommen til at søge råd og vejledning hos personalet på dit lokale apotek. Vi står klar til at hjælpe dig.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen