Se relaterede produkter

Væk med snavs fra såret

Et sår skal være rent, før du sætter et plaster eller en forbinding på. Et rent sår heler hurtigere, pænere og nedsætter risikoen for infektion og grimme ar.

Har du eller dit barn fået en hudafskrabning eller et sår, så vær omhyggelig med at vaske det skadede område. Hvis du ikke fjerner urenhederne, vil såret arbejde hårdt for at skille sig af med dem. Det kan forsinke sårhelingen og føre til infektion og grimme ar. Lad gerne dit barn være med til at vaske sit sår, da det gør barnets smertetærskel højere, når det selv får lov.

Urenhederne skal fjernes med lunkent vand og en fnugfri kompres eller engangsvaskeklud. Skyl eller brus såret grundigt. Lad derefter området lufttørre, eller tør forsigtigt med en ren og fnugfri bomuldsklud, så plasteret eller forbindingen kan hæfte på huden. Hold øje med infektionstegn de følgende dage. Tegn på infektion er hævelse, smerte, rødme, varme og nedsat funktionsevne. Opstår der infektion, eller vil såret ikke hele, skal du kontakte lægen.

Kontakt altid læge eller skadestue, hvis der er tale om et (asfalt-)sår, du ikke kan rense, bidsår eller større og dybere sår, som du ikke kan lukke. Husk at tjekke, om du og dit barn har en opdateret vaccination mod stivkrampe. Hvis du er i udlandet, så vær opmærksom på, at du ikke må vaske et sår med postevand fra hanen, da vandet har en fremmed bakterieflora, der kan forurene såret. Brug saltvand på flaske eller drikkevand på flaske.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen