Dyr

Tag det sidste stik, hvis du bliver stukket

Vær beredt, lyder et velkendt kampråb fra spejdere. Det gælder også om at være beredt i forhold til en af sommerens plager, nemlig myg og andre insekter. De har en evne til at tiltrække sig negativ opmærksomhed med deres irriterende summen og den evige risiko for at blive stukket.

Kampen mod de små bæster kan imidlertid snildt vindes med kløgt, få forholdsregler og et effektivt udvalg af afskrækkende, kløestillende og desinficerende midler fra apoteket. For der er ingen grund til at lade de små og som regel ufarlige insekter ødelægge et ellers behageligt udendørsliv om sommeren.

Lette symptomer

De fleste insektstik giver kun lette symptomer i form af rødme, hævelse, kløe og svien på det sted, hvor du er blevet stukket eller bidt. Nogle mennesker kan dog reagere med en kraftig hævelse efter stikket – og som regel forsvinder symptomerne i løbet af 1-3 dage. Heldigvis findes der en bred vifte af produkter, der kan lindre på symptomerne:

– Netop nu er der stor efterspørgsel efter forebyggende og lindrende produkter mod myg og andre insekter. Vi tilbyder forskellige produkter til indsatsen mod sommerens plager. Det kan eksempelvis være myggespray med duftstoffer, som afskrækker myggene eller lindrende produkter med kløedæmpende effekt til det angrebne område, fortæller apotekspersonalet.

Begræns kradseriet

Det kan være svært at lade være med at kradse, når man først er blevet stukket. Kradseriet kan imidlertid føre til infektion (betændelse) i det angrebne område med dertilhørende rødme, prikken og hævelse. Her kan det være en god idé at rense stikkestedet med et desinficerende og kløestillende middel fra apoteket.

Når myggen stikker, sprøjter den et kemisk stof ind under huden[1]. Det forhindrer blodet i at størkne, så myggen kan suge blodet. Samme stof får huden til at klø og hæve. Lad myggen gøre arbejdet færdigt – og lad være med at klaske den – da den faktisk også selv suger noget af det kløende giftstof ud igen.

[1]Se artiklen ”Tips om myg” på mst.dk (Miljøstyrelsen).

Antihistaminer

Ved en vedvarende kløe kan der blive tale om at indtage antihistamin tabletter, der dæmper kløen fra insektbid. Antihistaminer bruges hvis der eksempelvis er mistanke om en overfølsomhedsreaktion fra et myggestik eller insektbid. Antihistaminer er med til at forebygge, at stoffet histamin dannes i kroppens celler og giver bestemte allergiske reaktioner[2].

[2]Se artiklen ”Antihistaminer” på netdoktor.dk (sidst opdateret 27.01.2016).

Bliv beredt på apoteket

På apoteket er der hjælp at hente, når det gælder om at forebygge og lindre myggestik og insektbid. Apoteket fører et stort sortiment med alle relevante produkter på området – og den apoteksfaglige rådgivning følger med:

– Vi tager altid en snak med kunden, inden vi anbefaler en bestemt løsning. 
Det er jo meget forskelligt, hvordan og hvor meget vi hver især tiltrækker myggene og hvor voldsomme reaktionerne er. Vi finder frem til en optimal løsning med gode råd og gode produkter – uanset om dette er forebyggende myggespray, lindrende cremer eller desinficerende produkter, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd ved myggestik

  • Lad være med at klø i myggestikket, når skaden er sket.
  • Brug et kløestillende og lindrende middel fra apoteket, hvis du er blevet stukket.
  • Bær langærmet bluse, lange bukser og strømper – helst i lyse farver.
  • Sov i rum med net for vinduet eller aircondition (myg kan ikke lide kold luft).
  • Hold dig gerne i solskinnet, da myg primært opholder sig i skygge.
  • Brug myggemidler på udækkede områder af kroppen. De holder som regel myggene væk fra to til fire timer efter en enkelt behandling.
  • Køb fortrinsvis myggemidler i Danmark.

Kilder: www.mst.dk (Miljøstyrelsen), www.netdoktor.dk, www.dyrlægevagten.dk, www.dpil.dk (Skadedyrslaboratoriet).

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen