Personlig pleje

Tag brodden af sommerens gener

Det er sommer, det er sol og det er søndag. Det er en skøn tid lige nu, men perioden har også sine skyggesider. Netop i denne tid er det nemlig højsæson for insekter som bier, hvepse og myg, som gerne bider, stikker og irriterer os mennesker.

Farefuld færd

Der lurer også andre farer i sommerlandet. Solen kan skolde. Brændenælderne kan bide fra sig og brandmændene i badevandet kan forvandle en dejlig dag til det stik modsatte. Så gælder det om at være beredt med en forebyggende indsats og være klar med helbredende midler.

Udbredt problem

Selv de bedst forberedte bliver ofre for sommerens gener. Faktisk må omkring 9.000 danskere hvert år på skadestuen for at blive behandlet for insektstik*. Det kan skyldes almindeligt ubehag ved stikket eller måske at det har udløst en eller anden form for allergisk reaktion.

Forebyg insektstik

Søde sager, saftevand og søde parfumer tiltrækker insekter, så prøv at undgå dette. Vær særligt forsigtig, når dit barn spiser i det fri. Det gælder om at bruge sin sunde fornuft og tage nogle enkle forholdsregler som eksempelvis at holde ekstra øje med hvepsebo, være påpasselig med at træde på insekter og undgå at slå ud med armene. Så er du bedre hjulpet til at forebygge stikket.

Velkendte symptomer

Insektstik er ubehagelige. De giver smerte på stikstedet, hævelse, rødme, kløe og en brændende fornemmelse. Normalt er det ufarligt at blive stukket af bier, hvepse og myg herhjemme. Symptomerne vil afhænge af, hvor på kroppen man er stukket og hvor følsom man er over for netop dette stik.

Kraftige reaktioner

I sjældne tilfælde reageres kraftigt på et bi- eller hvepsestik, og man regner med at mellem 50.000-100.000 danskere er allergiske over for disse to typer insekter**.

– Insektstik kan udvikle sig til en allergisk reaktion. Det skyldes, at kroppen reagerer ved at frigive store mængder histamin, som så giver en lang række effekter i hele kroppen: hævelse, vejrtrækningsbesvær, kløe og endog blodtryksfald og besvimelse, skriver speciallæge i almen medicin, Troels Bové, i en artikel på websitet www.netdoktor.dk***.

Hvis en allergisk reaktion begynder at vise sig, gælder det om at bevare roen og handle derefter. Skadestue eller læge skal derfor kontaktes akut, hvis insektet har stukket i munden, personen er svimmel, har svært ved at få vejret, får stærk kløe eller hæver over hele kroppen.

Lindring skal hjælpe

Hvis du er blevet stukket af et insekt er der ingen grund til blot at bide smerten i dig. Du kan gøre meget for at undgå insektstik, men når uheldet er ude, gælder det om at være på pletten med lindrende midler. Ved at have en enkel ”førstehjælpskasse” til insektstik med relevante produkter er det muligt at tage toppen af de værste gener – og på denne vis mindske ubehaget mest muligt.

Gør sommeren lettere

På apoteket er der hjælp at hente, når du skal forebygge og helbrede insektstik og andre af sommerens mange gener. Apoteket tilbyder uvildig rådgivning om alt fra giftsugere, over kløestillende lægemidler og til desinficerende præparater til såret – og som forbruger er man sikret godkendte midler på området:

– Der er kommet mange nye produkter på markedet, der kan være med til at lindre ubehaget, hvis man er blevet stukket af et insekt. Der er ingen grund til at spille helt og negligere problemet. Med faglige og saglige råd og de rette produkter i nærheden kan man bedre nyde sommerens mange glæder. Det vil vi gerne bidrage til, udtaler apotekspersonalet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd ved insektstik

  • Fjern brodden hurtigt med en negl eller en pincet
  • Sug giften ud med en giftsuger, der fås på apoteket
  • Desinficér stikstedet med fx Klorhexidin
  • Afkøl stedet med isterninger eller en isklump, hvis det er i munden
  • Brug lindrende og kløestillende creme/spray, som fås på apoteket
  • Tag et svagt smertestillende middel, hvis der opleves stærke smerter
  • Kontakt straks skadestue eller læge, hvis der viser sig en stærk allergisk reaktion med åndedrætsbesvær, kvalme, hovedpine, kløe og hævelse over hele kroppen

*Se artiklen ”Bi- og hvepsestik” af overlæge, dr. med. Holger Mosbech på www.netdoktor.dk fra den 23. juni 2011.**Se artiklen ”Mange allergiske over for bistik og hvepsestik” af Jette Lüthcke, Fokusmagasinet, nr. 2, 2009 (sundhedsnyhederne.dk).***Se artiklen ”Insektstik, hvad stiller jeg op?” på www.netdoktor.dk

Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhedsguiden.dk og www.mst.dk (Miljøstyrelsen)

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen